Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men Verdensgenløseren har udtalt: "Himmel og Jord skal engang forgaa, men mit Ord skal evigt bestaa". Og Menneskeheden vil nu paa en Maade komme til at sande denne hans Forjættelse. Vel vil de naturligvis ikke komme til at opleve, at Himmel og Jord i bogstavelig Forstand vil forgaa. Men nægtes kan det ikke, at den er blevet Vidne til, at Jesu Forkyndelse trods voldsomme mentale Storme tappert har holdt Stand. Endnu næsten tyve Aarhundreder efter at den udgik fra Jesu Mund, doceres den den Dag i Dag fra Tusinder af Prædikestole Verden over, selv om man ganske vist ikke har lagt Vægt paa den som en Hovedting i Moraldannelse, men derimod har holdt sig til det hedenske Gudebillede og gjort Verdens Frelse til et Spørgsmaal om - ikke Tilegnelse af Jesu Væremaade, - ikke om en Gøren godt igen, hvad man har forbrudt, - ikke om at tage Konsekvenserne af sin egen "ugudelige" Væremaade, men derimod en Appellering til Guddommen om "Naade", hvilket vil sige en hundrede Procents Fritagelse for Ansvaret for sine egne "Misgerninger"; en "Naade" eller "Fritagelse", der ogsaa kan opnaas, idet Guddommen jo gerne gaar med til at lade en "uskyldig" "straffe" i Stedet for "Synderen". Det er igennem denne Kulmination af mentalt Mørke eller Undergang, at Jesu Ord har kunnet holde Stand, saaledes at de nu kan begynde at blive det virkelige absolutte Grundlag for en sand og virkelig "Kristendom", der er udrenset for alt Hedenskab og udelukkende er baseret paa Menneskenes Træning i at gaa i Jesu Fodspor ved at gøre sig til Vane at "elske sin Næste som sig selv", hvilket jo er "al Lovens Fylde".

De vil komme til at erfare, at den sande "Kristendom" virkelig er baseret paa det af Jesus udtalte evige Ord: "Det et Menneske saar, det skal det høste". De vil komme til at erfare, at samme Ord ikke er en "Straffedom" udtalt af en Vredens Gud, men en virkelig aandelig, kemisk Analyse.

At ombringe ved Sværd er en Energiudfoldelse, der uundgaaeligt maa skabe en tilsvarende Reaktion ligesom enhver anden Energiudfoldelse. Alle Energiformer i Tilværelsen kendes jo udelukkende kun paa den Reaktion de skaber. Enhver Energiform skaber saaledes en uundgaaelig Reaktion. Men dette er i sig selv ikke noget "ondt". Det er jo netop paa denne Omstændighed, at alt Liv kan opretholdes. Det er den samme Omstændighed, der bevirker, at man kan "salte" med Salt og "søde" med Sukker.

Menneskene udløser saaledes ved deres Handlemaade Energiformer, der frembringer bestemte Eftervirkninger. Den Handlemaade, de paa Forhaand ved, vil skabe Eftervirkninger, der er højst ubehagelige, den kan Menneskene altsaa tage sig i Agt for. Men der findes en hel Serie af Handlemaader, som midlertidig er behagelige for deres Ophav, men hvis sande og ubehagelige Eftervirkninger de samme Ophav ikke kender. De kan derfor ikke tage sig i Vare for dem, men udløser dem i god Tro og kommer i værste Tilfælde derved ind i en ulykkelig Skæbne. Denne ulykkelige Skæbne er altsaa ikke nogen Straf fra en "vred" Gud, men kun en fejlagtig "komisk-kemisk" Proces. Fejlen skyldes altsaa Uvidenhed. Hvis et Menneske kommer til at tage Fejl af Salt og Sukker, og derved kommer Salt i sin Te eller Kaffe, er det jo ikke nogen Straf, at den paagældende Vædske bliver salt, men en Belæring om Saltets Virkninger. Nøjagtig samme Princip gør sig gældende i Individets Skæbnedannelse. Der tager det jo ofte fejl af "Saltet" og "Sukkeret". Men jeg har ikke Plads til her at uddybe denne "kosmiske Kemi" nærmere, men maa henvise til mit Hovedværk "Livets Bog", i hvis andet Bind denne Foreteelse vil blive fuldt belyst. Jeg har kun strejfet Problemet her for at lade Læserne ane, hvor lidet Logik og Virkelighed, der er i at kalde Menneskene "Syndere" og lade en Guddom være "straffende" og dermed hævngærrig. Saadanne Forestillinger hører slet ikke hjemme i virkelig Kristendom eller i Jesu Mentalitet. Jesu viser en "alkærlig" Guddom. Jesus siger om "Syndere", at "de ikke vide, hvad de gøre", - "man skal elske sin Næste som sig selv, det er al Lovens Fylde", - "man skal stikke sit Sværd i Skeden" o.s.v. Alle disse Udtalelser viser, at han har et overlegent Kendskab til den virkelige "kosmiske Kemi", et Kendskab han maatte nøjes med at bebude "de kommende Slægter", da hans samtidige jo ikke var modne for en saadan Belæring. I hans Livssyn var der saaledes ikke nogen, der skulde straffes. At hans Guddom havde det paa samme Maade, bekræfter han selv igennem sin Udtalelse, "jeg og Faderen vi er eet". Og det er her, "Kristendommen" maa søge sin Redning. Al den megen Snak om "evig Fortabelse", "Helvede", "Guds Vrede", "Straf", "Syndere", "Vantroende", "Djævle", "Hellige" og "Frelste" er hedenske Foreteelser. Hvor disse Foreteelser ikke er blevet til mentale Museumsgenstande, afblegede og falmede af Intellektets klare Lys, eksisterer der ingen absolut sand Kristendom. Der er det Hedenskabet, der regerer. Kristendommen maa blive "eet med Faderen", men før den kan blive det, maa den blive "eet" med Jesus Kristus. Det vil igen sige, at da maa dens højeste Drivkerne være at inspirere Menneskene til at opøve sig i at "elske sin Næste som sig selv". Dette er jo "al Lovens Fylde". Denne Inspiration maa blive til Renkultur. Den maa ikke svækkes eller hæmmes af Troen paa Sakramenter eller Foranstaltninger, ved hvis Hjælp man kan bringe sig i Yndest hos Guddommen og dermed blive fri for sit Ansvar, fri for at tage Følgerne af de Fejltrin, man har begaaet, blive fri for at "elske sin Næste som sig selv" og saaledes slippe gratis ind i "Himlen" udelukkende paa Guds Favorisering og sin Næstes Bekostning.

Naturligvis maa man her forstaa, at den gængse "Kristendom"s stærke Tilknytning til det overleverede hedenske Gudebillede, dens mindre Agtpaagivenhed overfor det, der er den virkelige Kristendoms Kerne:

Jesu Forkyndelse, Tilegnelsen af hans Liv og Væremaade, ikke kan lægges nogen til Last. Den gængse "Kristendom"s Afvigelse fra Jesu Mentalitet er en naturlig Selvfølge. Den raa og barbariske eller hedenske Mentalitet kan ikke pludselig blive englelig. Der maa nødvendigvis opstaa et Mellemstadium mellem disse to Former for mental Fremtræden. Dette Mellemstadium maatte saaledes være en Blanding af "Hedenskab" og "Kristendom".

Hedenskabet ved den gængse Kristendom er altsaa det, at den ikke giver Menneskene Forstaaelse af, at kun de selv alene har Ansvaret for deres Handlemaade, men at de kan købe sig fri derfra paa Grundlag af, at Guddommen har ladet Jesu "straffe" for Menneskenes Ansvarsløshed og de heraf følgende Misgerninger, og at de derved kan blive salige af "Naade" og ved "Syndernes Forladelse". Det af Kristus selv opgivne Fundament for sand eller fuldkommen Kristendom: "Det et Menneske saar, det skal det høste", og som er i direkte Modstrid med den hedenske Opfattelse, bliver nok doceret, men har faktisk mistet sin Kraft som mental Paavirkning, idet man jo kan undgaa denne "Høst" ved Hjælp af "Naaden" og "Syndsforladelsen".

At Jesu Ord ikke desto mindre staar fuld ved Magt kommer til Syne i det daglige Liv som Kendsgerning, idet man jo i en overdaadig Grad bliver Vidne til, at de "frelste" og "hellige", de "troende" og "Syndsforladte" nøjagtig i samme Grad som de "vantroende" eller "ugudelige" hjemsøges af de gængse Lidelser, Sygdomme og Besværligheder.

Vil ovennævnte da sige, at alle Sakramenterne: Daab, Nadver og Konfirmation er det rene Bedrag eller meningsløse Paafund? - Nej, absolut ikke. Men vi maa lære at forstaa, at disse Foreteelser i sin virkelige Analyse er - "Hedenskab". Men "Hedenskab" er ikke meningsløst eller djævelsk, tværtimod. "Hedenskabet" er ligesaa naturlig en Realitet som "Kristendom".

Naar et Menneske ikke er voksent, udtrykker vi denne Tilstand med en bestemt Betegnelse. Vi siger, at det er et "Barn". Paa samme Maade som denne Betegnelse er Udtryk for et Menneskes Mindreaarighed, saaledes er ogsaa Betegnelsen "Hedenskab" i Virkeligheden Udtryk for den sande Gudsdyrkelses Barnestadium. Alle Former for Gudsdyrkelse er jo identiske. De adskiller sig blot fra hverandre ved at være Udtryk for forskellige Stadier eller Trin i nævnte Dyrkelse. "Hedenskab" er altsaa denne Gudsdyrkelse i sin spæde og ufærdige Tilstand. Jesu Liv og sande Væremaade, som jo er Aabenbaringen af den sande Kristendom, udtrykker den samme Gudsdyrkelse, men i dens fuldkomne, voksne og færdige Stadium.

At det er saaledes, viser sig jo tydeligt. I det fremskredne Hedenskab, hvilket vil sige, den gængse "Kristendom", ser vi, hvorledes Individerne ikke selv er indstillede paa at tage Konsekvenserne af deres Handlemaade, men igennem Sakramenterne kan overlade disse Konsekvenser til Forsynet, og derved selv blive udfriet eller "frelst". I Jesu Væremaade bliver vi Vidne til det modsatte. Her bliver vi ikke i nogen som helst Grad Vidne til, at han er indstillet paa at blive fri for Konsekvenserne af sin Handlemaade, tværtimod. Han gik jo hundrede Procents frivillig ind i sine Lidelser. Han søgte ikke nogen Udfrielse fra Lidelsen ved noget Sakramente. Han bad: "Fader ske ikke min, men din Villie". Der er absolut ikke noget i hans Væsen, der giver selv den mindste Antydning af Berettigelse til at mene, at han ikke tilfulde selv ønskede at tage Konsekvenserne af sine Handlinger.

Nu vil man maaske sige, at han begik ingen Synd, men handlede fuldkomment og behøvede ikke noget Sakramente, hvorigennem han kunde faa "Syndernes Forladelse". Nu vel, saa meget desto mere Grund er der til at gaa i hans Fodspor og betegne hans Væremaade som mere voksen end den, der er gjort "ansvarsløs" ved "Syndernes Forladelse" igennem Sakramenter.

Hvis ikke det var Konsekvenserne af hans egne Handlinger, han indvilgede i igennem sin Korsfæstelse, saa maatte det da være Konsekvenserne af andres Handlinger. Men er det da mindre end at tage Konsekvenserne af sin egen Væremaade? - Jeg kan kun indse, at ligemeget hvordan man end ser paa Jesu Væremaade, saa bliver den i et og alt en større og mere moden Fremtræden end den, der søger Forsynet om Syndernes Forladelse. Den gængse "Kristendom" er og bliver saaledes noget ufærdigt eller ufuldkomment. At den samme Form for "Kristendom" er hedensk, betyder altsaa kun, at den i Forhold til den "Kristendom", Jesu Liv og Væremaade udtrykte, endnu kun er i sin Vorden, endnu kun er paa sit Barnestadium. Forskellen paa "Jesu Kristendom" og den hedenske "Kristendom" er, at man i den første er moden til at tage Konsekvenserne af sine Handlinger. Man behøver ikke noget Sakramente. Man er stor nok til at vide, at Lidelserne er en guddommelig Belæring, er et uundværligt Led i Guds Omskabelse af "Dyr" til "Menneske", at alt er saare godt, at Guddommen og Universet derfor ene og alene kan være Udtryk for "Alkærlighed", og at den eneste Bøn, der derfor er værd at bede, er "Fader ske ikke min, men din Villie". I den hedenske Form for "Kristendom" er man i Mentalitet derimod endnu ikke voksen eller moden nok til at se saaledes paa Konsekvenserne af sin egen Væremaade. Mentaliteten kan ikke gøre sig Lidelsernes sande Natur begribeligt, men maa indstille sig paa den barnlige Opfattelse, at disse stammer fra et "ondt" og "djævelsk" Væsen, at Guddommen ogsaa er et Væsen, der er "vred" og "straffende", og at man derfor maa bede om "Forladelse" for at blive fri for den frygtede "Straf", den "evige Fortabelse", den "evige Pine" i "Helvede", hvor der er "Graad og Tænders Gnidsel".

Men naar nu Mentaliteten er af en saa uudviklet Tilstand, at man umuligt kan fatte den virkelige "Alkærlighed", som Nazaræeren og ethvert kosmisk begavet Væsen ser udstraale gennem alt og alle, og som beviser, at "alt er saare godt", men derimod absolut kun kan forestille sig Tilværelsen regeret af den førnævnte "vrede Gud", og at alt er Lidelse og "Straf", og hvor det bærende saaledes er dette, at faa "formildet" Guden og faa "Syndernes Forladelse", hvilket jo vil betyde, "Fritagelse for Straf", er Sakramenterne jo guddommelige Foranstaltninger, ved hvilke en saadan barnlig Mentalitet kan blive beroliget. Denne Beroligelse er altsaa den gængse "Kristendom"s "Frelse". Men denne "Frelse" er kun en midlertidig Støtte for den spæde Mentalitet, der endnu slet ikke er moden for den højeste kosmiske Inspiration: "Talsmanden den hellige Aand". Uden denne Støtte vilde Tilværelsen jo blive umulig at leve for det paagældende Væsen. Mentaliteten vilde sprænges. Alt vilde være Kaos og Mørke. Men denne "Frelse" er, i det store og hele, ikke en Frelse fra Lidelserne. Disse kommer stadigvæk over Individets Hoved. Men igennem Sakramenterne kan det holde Mentaliteten oven Vande, saa det stadigt øjner Udvej ud af Mørket, stadigt paa sin Maade føler sig tilknyttet det højeste Væsen.

Sakramenter og Daabshandlinger er saaledes guddommelige Foreteelser, saalænge der endnu findes Mennesker paa Jorden, der umuligt kan forestille sig Guddommen paa anden Maade end i jordmenneskelig Skikkelse, hvilket vil sige, med de jordmenneskelige "Vredestendenser", "straffende" og "hævnende". Overfor en saadan Almagt har disse Væsener jo ikke andet fornuftigt at sætte op end netop de religiøse Foreteelser. Da en højere intellektuel Forklaring af Virkeligheden, i Dag som paa Jesu Tid, er ganske uforstaaelig for saadanne Mennesker, men maa forbeholdes "de kommende Slægter", vilde disse førstnævnte Væsener mentalt set, staa ganske hjælpeløse overfor denne "hævnende" og "straffende" Almagt. At der som Modvægt imod denne Hjælpeløshed er opstaaet Sakramenter, i hvilke disse Sjæle, indtil hundrede Procent, ser Midler til at komme i Yndest hos Guddommen, faa denne "formildet" og derved faa sine "Synder" "forladt", blive "frelst" fra Mørket og Ubehagelighederne, blive fri af Guds "Fjende" "Djævlen" og derved faa mental Ligevægt og den hermed forbundne Glæde ved Tilværelsen, er jo kun Udslag af den samme guddommelige "Alkærlighed", som overalt i Naturen, ved en nærmere og helt frigjort intellektuel Indsigt, kommer til Udtryk.

At gaa imod Sakramenter og Daabshandlinger, intolerant at kritisere og forfølge disses Tilhængere, vil altsaa her ligesaavel som i alle andre Former for Forfølgelse kun være Udtryk for Naivitet og Uvidenhed. Enhver maa jo finde Gud igennem de Veje, som de i Øjeblikket er i Stand til at betræde, og som for dem absolut kun kan ses som de naturligste. At fordre noget andet er at fordre det umulige. En saadan Fordring kan jo kun have en Daare til Ophav.

Nærværende Artikel er da ogsaa udelukkende baseret paa at skulle være en Hjælp og Støtte for dem, som ikke mere kan faa Sakramenternes Velsignelse. Kan da ikke alle faa denne Velsignelse? - Nej, absolut ikke. For at faa den maa det absolut være en Forudsætning, at man netop tror paa Sakramenterne, hvilket jo igen forudsætter, at man tror paa den "vrede" Gud, tror paa hans "Straffelyst", tror Jesus har lidt for Menneskenes "Synder", tror paa "Naaden" og "Syndsforladelsen". Men "Troen" er ikke noget, der er baseret paa Villie. "Troen" er en Evne, man enten har eller ikke har. En "Tro", der udelukkende er baseret paa Villie, er ikke en "Tro", men en camoufleret Tvivl. For at man kan "tro", maa det, man skal "tro" paa, være af en saadan Natur, at det nogenlunde er i Kontakt med, hvad man anser for at være sund Fornuft. Hvad man anser for at være sund Fornuft, er igen afhængig af, hvor høj en Grad af Intellektualitet, man er i Besiddelse af. Det som ikke er i Kontakt med ens Intellektualitet, kan man ikke "tro" paa. Er ens Intellektualitet kun i sin spæde begyndende Vorden, f. Eks. som hos Naturmenneskene, kan selv de naiveste og mest ufornuftigste Forestillinger let komme i Kontakt med ens Intellektualitet, og man "tror" fuldt og fast paa disse. Men med Intellektualitetens Udvikling gennem Erfaringer og Undervisning stilles der større og større Fordringer til et Problem, før det kan komme i Kontakt med ens Intellektualitet. Man faar jo med denne Vækst større og større Evne til at se det eventuelt fornuftsstridige i ethvert forelagt Problem. Men med denne Evnes Vækst degenererer Trosevnen. Fra det Øjeblik, man opdager en Tings Naturstridighed eller Disharmoni med Fornuft, bliver det umuligt at tro paa denne Ting længere, ligegyldigt hvor klippefast et Fundament den saa end tidligere har været for ens Tilværelse. Og det er netop denne Omstændighed, der bevirker, at Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, der før har troet paa den "vrede" Gud, har troet paa Sakramenterne o. s. v., nu har tabt Troen paa disse religiøse Foreteelser. De har faaet for stor en intellektuel Indsigt i Naturens Love og Principper. De tilhører nu et højere forstandsmæssigt Niveau end det, hvortil nævnte religiøse Foreteelser er tilpassede. De nævnte Foreteelser opfylder derfor ikke de Krav eller intellektuelle Betingelser, som man fra nævnte Niveau stiller til et Problem, for at det kan betragtes som troværdigt eller virkeligt. Omtalte Problemer vil derfor fra samme Niveau absolut kun kunne betragtes som intellektuelt mangelfulde, naive eller maaske endog i visse Tilfælde som helt naturstridige.

At forlange, at et Menneske skal tro paa noget, der forekommer det naivt eller naturstridigt, er saaledes en Uhyrlighed. En Guddom, der "straffer" den, med "Helvede" og "evig Fortabelse", der ikke opfylder dette Forlangende, er ikke en Guddom, men en Djævel, hvilket igen vil sige: et Fantom Menneskene selv har skabt i deres eget Billede efter deres egen Lignelse.

At en saadan intellektuel Udvikling finder Sted kan ikke bestrides. At Menneskene med denne vokser fra de gamle religiøse Forestillinger, viser sig jo tydeligt i, at de mere og mere forlader Kirkerne. At Præsteskabet eller de religiøse Myndigheder selv indbyrdes er i Strid med hverandre, og at Pavevældets Magt ogsaa igennem Tiderne er blevet meget formindsket, er jo heller ingen Afkræftelse af Sagen. Menneskene udvikler sig gennem Ulykker og Lidelser, gennem spidsfindige Kampe for det daglige Brød. Gennem Krig og Revolutioner, gennem Sorg og Modgang skærpes Forstanden. Denne Skærpelse betyder i første Instans ikke saa meget højere Moralitet, som den betyder "Troen"s Tilintetgørelse og dermed de gamle Guders Fald.

Men efter Gudernes Fald har Menneskene intet moralsk Fundament. Alt er Gudløshed, mentalt Kaos og Forvirring. "Den længst levende Afgud" fejrer sine sidste Orgier, hvis Kulmination er en hel Verden i Brand. Tilintetgørelse af hele Kulturers ypperste Frembringelser, uvurderlige Kunstskatte, Udslettelse af ethvert Spor af menneskelig genial Kunnen, er Sensationer og Ofre, hvormed denne Guddom hver Dag maa hædres. Hans Medvæseners Hjærter er selve Skydeskiverne for hans morderiske Genialitet. "Enhver er sig selv nærmest", udgør det daglige Motto. Jo, det jordiske Menneske vaander sig dybt i Dyrkelsen af sig selv. Hedenskabet flammer og luer, knager og knitrer, bobler og syder. Menneskets Liv er et Krater. Egenkærligheden er ren Gift, forpester Livet.

Men Guds Aand svæver stadig over Vandene. Til Menneskets Dyrkelse af sig selv, har Almagten knyttet den Velsignelse, at den gør Livet til en Smeltedigel. I denne Smeltedigel forvandles det hedenske Motto "enhver er sig selv nærmest" til den kristne Livsbasis "enhver er sin Næste nærmest". Med Ildbogstaver prenter Gud saaledes i Verden: "Du skal elske din Næste som dig selv, det er al Lovens Fylde".

At elske sig selv højest af alt er saaledes Hedenskab. At elske sin Næste ligesaa højt er "Kristendom". Selviskhed er - Afgudsdyrkelse. Uselviskheden er - Gudsdyrkelse. At "elske sin Næste som sig selv" er at være "eet med Faderen". At blive "eet med Faderen" er Livets største Løsen. Det er den Sæd, i hvilken "alle Jordens Slægter skal velsignes". Kun denne Velsignelse er den eneste absolut sande "Kristendom". Kun den alene kan "frelse" Verden.