Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man betragter naturen og undrer sig over den, kan man anlægge to forskellige synsvinkler på den. Man kan sige: "Nej, hvor er det fantastisk!" – og derpå antage, at der er en Gud og skaber bag det hele. Så har man en mulig forklaring, en hypotese. Men man kan også starte med Gud i sit lønkammer for derpå at gå ud i naturen, beundre den og udbryde: "Se bare naturen, den beviser, at Gud er til!"

I første tilfælde har mennesket skabt Gud, i andet tilfælde har Gud skabt mennesket. Derfor var denne skelnen vigtig for de kristne teologer i middelalderen, som med skolastikken (= skolevidenskaben) forsøgte at bygge bro mellem tro og viden. Eller som det hed: "trække troens kamel gennem fornuftens nåleøje".

Blandt de første skolastikere var Anselm (1033-1109), den senere ærkebiskop i Canterbury. Han forsøgte sig med følgende logiske form: A: Gud er det fuldkomne væsen, B: til det fuldkomne hører eksistens, C: altså må Gud eksistere. Eller: når A = B, og B = C, så gælder A = C.

Som man ser, forudsætter Anselm, hvad han vil bevise, nemlig at Gud er til. Selv om tankegangen er logisk og stringent, går den i ring. Som bevis er den ikke gyldig.

I den forbindelse kan det være spændende at se, hvordan Martinus klarer et tilsvarende problem. For ham var Gud jo angiveligt viden, der ikke grundede sig på tro og logiske ræsonnementer som Anselms, men på direkte sansning. Hans bøger er derfor ikke skrevet for hans egen skyld, men for hans læseres skyld. Og Martinus lagde her vægt på, at hans "kosmiske bevidsthed" ikke skulle gælde for et bevis. Man skulle ikke søge sandheden gennem troen på ham og hans særlige evner. Det indskærpede han nøje i kapitel 19 og 20 i Omkring min missions fødsel. Han ville bedømmes på lige fod med alle andre, der som Anselm udfordrede den menneskelige intelligens.

Hvad får vi så ud af det? Jo, ligesom Anselm går også Martinus til værks med stringent logik. Han gør det i sin "afsløring af livsmysteriet i 12 facitter" (Livets Bog 3, stk. 669 ff.). Og som Anselm forudsætter også Martinus (i facit 3), hvad han ender med at konkludere (i facit 12).

Hvad forskel er der da på Martinus og Anselm? Kun den, at Martinus ikke ville "bevise", men blot "vise" for sine læsere, at det, de måske gennem mange liv havde fået forudsætning for at føle med hjertet (facit 3), nu også kunne forstås med hjernen (facit 12). Hvad nogen så ned på som "ringbeviser", ophøjede Martinus således til selve pointen i sine "analyser". Han så jo klart, at der ingen almengyldige beviser gives, derfor er det også omsonst at diskutere eller forsøge på at overbevise. Det eneste, der gives, er hypoteser, hvis værdi som sandhed må afgøres af hvert enkelt menneske selv. Så længe jordens befolkning ikke havde kosmisk bevidsthed, skulle analyserne derfor lægges frem for verden som "arbejdshypoteser", ikke som forsøg på at bevise noget. Og netop dér skiltes vejene mellem åndsvidenskab og skolastik.