Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser skriver: "Når man gerne vil være så kærlig som muligt overfor sine medvæsener, er det somme tider vanskeligt at finde ud af, HVAD der egentlig er det kærligste i en given situation. Har Martinus defineret begrebet kærlighed mere konkret?" Og så nævner læseren en række tilfælde, hvor det kan være vanskeligt at afgøre: Hvad er den kærligste væremåde?
 

SVAR: De fleste læsere er nok klar over, at Martinus ikke har defineret begrebet kærlighed i forhold til dagliglivets konkrete tilfælde, sådan som vi kender det fra fx jødedommen, hvor alt var lovbestemt, og hvor man kunne søge råd hos en lovkyndig, hver gang man var i tvivl. Hos Martinus er man overladt til sin egen samvittighed, og her er hans arbejde en vældig stor hjælp for os alle.

En af Martinus' fantastiske analyser viser os, – noget overraskende for mange – at kærlighed absolut ikke altid er lig med behagelighed. I sin artikel "Retfærdighed, behagelighed og kærlighed", der senest har været bragt i Kosmos nr. 3-1990, fortæller Martinus udførligt om dette emne. Han begynder med at slå fast, at "Kærlighed er en udstråling af energi, der er til nytte og gavn for alle levende væsener." Og det må jo i høj grad siges at være en konkret definition. Og så fortsætter Martinus: "Men dette, at den er til nytte eller gavn for alle levende væsener, er ikke ensbetydende med, at den er til glæde for alle levende væsener. At noget er til nytte eller gavn behøver ikke at betyde, at det absolut fornemmes som behageligt i det øjeblik, det sker. Kærlighed kan fornemmes som noget, der i højeste grad er ubehageligt, og her er vi ved kilden eller årsagen til jordmenneskenes misforståelse af begrebet kærlighed."

I forbindelse med forklaringen til symbolet Grundenergiernes kombination, Livets Bog bind 2, stk. 362, analyserer Martinus begrebet kærlighed fra en lidt anden synsvinkel. Han fortæller her, at kærlighed ikke er ren følelsesenergi, som vi kunne fristes til at tro, men "en harmonisk kosmisk-kemisk sammensætning af de nævnte tre grundenergier: "Tyngde", "følelse" og "intelligens"."

Ja, men er tyngdeenergi da ikke noget, vi forbinder med eksplosion, hidsighed og vold? Jo, men når denne voldsomme energi fuldt ud beherskes af følelses- og intelligensenergierne, så bliver der altså tale om kærlighed. Martinus forklarer det på en ganske munter måde: "Forskellen mellem et sympatisk "klap på kinden" og en "ørefigen" bunder altså tilbage i de tre grundenergiers kosmisk-kemiske kombination i bevidstheden. En "ørefigen" er altså baseret på for megen "tyngdeenergi" i kombinationen, medens det kærlige "klap på kinden" er eksplosionsenergien i en så bunden form, at den lige akkurat kan komme til den lempelige eller varsomme udløsning, som et "kærtegn" er."

Martinus tilføjer, at alle andre fysiske bevægelser og former for skabelse, der er absolut logisk ledet, hvilket vil sige, direkte nyttegivende uden drab eller lemlæstelse, er behersket eksplosionsenergi og altså det samme som kærlighed. Og han tilføjer, – til trøst for os, der lever i "dyreriget", : "Efterhånden som eksplosionsenergien således bliver bunden af logik og følelse, bliver tilværelsen fuld af "kærtegn"".

Lad os nu vende tilbage til den omtalte Kosmos-artikel og til spørgsmålet om, hvordan vi behandler vore medvæsener så kærligt, som vi formår. I slutningen af artiklen går Martinus lige ind til sagens kerne, idet han skriver: "Når nu det store slutfacit, som den søgende forsker kan nå frem til ved et grundigt studium af den åndelige videnskab, er, at alt er såre godt, må man jo der ud fra også slutte, at krigene, kætterbålene, religionsstridighederne og menneskenes selviske ønsker om at opnå behageligheder, selv om det må ske på andre menneskers bekostning, er såre godt. Det er det også. Intet af alt dette kan undværes i den store verdensplan, men det skal ikke VEDBLIVE at være sådan. Det er såre godt, at menneskene gennem loven for årsag og virkning eller sæd og høst kan lære at gøre dét mod andre, som de gerne vil, at andre skal gøre imod dem. Og det er såre godt, at menneskene efterhånden vil blive i stand til at lære, at de altid har to muligheder: at være redskab for det ubehagelige gode, eller at være redskab for det behagelige gode. Ud fra dette valg sår de samtidig den sæd, de i fremtiden kommer til at høste."

Hvilket fantastisk undervisningssystem, vi her stilles overfor! Og er vi nået så langt i denne udviklingsproces, at vi virkelig af hjertet ønsker at "være på bølgelængde med universets kærlighed", så bliver vi også i stand til at blive "et af Guddommens redskaber til at skabe fred på jorden", fordi vi med vores dagsbevidsthed er indstillet på at være til gavn for helheden.

 

Det omtalte nummer af Kosmos fra 1990 kan stadig købes på Instituttet.