Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hele verdensaltets opretholdelse sker på grundlag af samarbejde mellem energiernes og kræfternes udfoldelse. Var der ikke her et samarbejde, der i sit slutfacit udtrykte total fuldkommenhed, ville der ikke være noget verdensalt. Der ville kun eksistere et evigt "intet". Hverken mennesker, dyr, planter eller mineraler ville eksistere, ligesom tanke og bevidsthed naturligvis heller ikke ville eksistere. Et fuldkomment samarbejde mellem verdensaltets energier og kræfter er således en urokkelig betingelse for det totale fuldkomne livs eksistens. Hvis jordens energier og kræfter ikke var forbundet med solens lys- og varmekræfter, ville alt fysisk liv jo være en umulighed inden for dens område. Hvordan skulle luft, hav og land opstå, hvis ikke disse foreteelser var resultater af samarbejde mellem energierne? – Hvordan skulle vor egen organisme kunne eksistere, hvis ikke den opretholdtes ved et samarbejde mellem dens indhold af energier og kræfter? – Hvordan skulle den kunne holdes i brug, hvis hjertet ikke fungerede, eller hvis lungerne, nyrerne, kirtlerne, hjernen og nerverne ikke fungerede i et fuldkomment samarbejde? – Er det ikke netop det totalt fuldkomne samarbejde mellem organismens samtlige organers udfoldelse, der betinger dens totale fuldkomne sundhed?

Til skabelsen af et hvilket som helst objekt må der bruges materie eller stof, der også i sig selv er energi og kraft. At lede disse energier ind i den kombination, der kræves, for at et ønsket objekt kan opstå, er det samme som skabelse. Bliver disse energier, som objektet skal bestå af, ikke indbyrdes tilpasset på en sådan måde, som der kræves for at objektet kan opstå, kan dette umuligt finde sted. Energierne bliver da til kaos, ulykke og lidelse. Skabelse er altså en ledelse af energierne til logisk forbindelse, så de kan samvirke og danne et objekt.

Men energierne kan ikke gå i logisk forbindelse og samarbejde, uden at dette må være et resultat af forudgående tænkning og planlægning og derefter igennem viljeføring og kraftudfoldelse blive ledet til at udgøre den logiske kombination, der udgør skabelsen af det ønskede objekt. Vi ser overalt i verdensaltet, at energier går i forbindelse, og energier går i opløsning, og ud af dette kommer der logiske og ulogiske resultater, hvilket vil sige: resultater, der er til glæde og velsignelse for levende væsener, og resultater, der er til lidelse og ulykke for de samme væsener. Når der bag ved energiernes styrelse eller ledelse til at danne objekter urokkeligt er tanke, ønske, vilje og kraftudløsning, bliver det således her til kendsgerning, at der eksisterer noget levende bag al den viljeføring og ledelse af energierne til at danne særlige hensigtsmæssige objekter eller mere eller mindre logisk skabelse. Hvis ikke der eksisterede et levende "noget" bag energierne, hvordan skulle der da kunne eksistere begær og den deraf følgende mere eller mindre logiske planlægning og viljeførte skabelse? – Kan noget "intet" have begær og evne til planlægning og viljeføring og mere eller mindre logisk skabelse? – Dette er i alt fald skrigende imod den evigt eksisterende absolutte virkelighed og kendsgerning. Kun "noget levende" kan begære, sanse, opleve og skabe.

Men har vi ikke netop alle oplevet som en urokkelig kendsgerning, at vi selv eksisterer som et sådant "levende noget"? – Har vi ikke netop oplevet os selv som et "jeg", hvilket vil sige: som et oplevende og dirigerende midtpunkt i vor organisme? – Hvad er vor organisme uden dette "jeg"? Er det ikke netop en jegløs organisme, vi kalder et "lig"? – Er forskellen på en levende organisme og et lig ikke netop denne, at den levende organisme udtrykker et jegs tilstedeværelse i denne, medens liget eller den døde organisme ikke mere rummer noget dirigerende jeg. Den afslører, at den kun har været et oplevelses- og skaberedskab for det jeg, som nu har forladt den. Den er altså et kasseret livsredskab. Vi ser her, at organismen kun er en skabt ting, bygget op af materier i den hensigt at være et livsoplevelsesredskab for det jeg, som nu har frigjort sig af dette redskab. Dette jeg eller "levende noget" er altså ikke identisk med organismen, således som den verdensomfattende overtro udtrykker. Da dette jeg er skaberen, kan dette ikke være skabt og kan derfor aldrig nogensinde have begyndt og vil aldrig nogensinde kunne ophøre. Det er derfor evigt i sin natur. Det kan derfor overleve sin skabte organisme, der jo netop er forgængelig, fordi den kun er en materiekombination.

Da materie eller stof i sig selv er bevægelse, og denne bevægelse går i kredsløb, kan ingen som helst materiekombination, der altså i sig selv er en bevægelseskombination, være stedsevarende. Den kan absolut kun være midlertidig, eftersom de forskellige stoffer, der altså er det samme som forskellige bevægelser, følger deres kredsløbsbaner. Da disse ikke går i samme retning, må den kombination eller sammensætning, de har udgjort som en skabt ting, absolut gå i opløsning. Enhver stof- eller bevægelseskombination, altså enhver skabt ting, kan således umuligt være evig. Den har begyndt og må lige så sikkert igen gå i opløsning. Den er således kun en timelig foreteelse. Det er dette stoffernes eller materiens kredsløbsnatur, der bevirker organismernes barndom, ungdom, manddom og alderdom, ligesom den ligger til grund for de skiftende årstider. Det er også denne materiens kredsløbsnatur, der ligger til grund for al materieaffalds naturlige opløsning og overgang i nye kredsløb, og dér atter bliver frisk materiale eller stof i nye skabelsesprocesser.

Vi har her fået et lille indblik i, hvorledes vi selv og dermed de levende væsener udgør et jeg, der er energiernes, bevægelsernes og dermed materiens eller stoffernes herre. Det er altså disse de levende væseners jeg, der er ophav til alle eksisterende skabelsesprocesser i verdensaltet. De skabelsesprocesser, vi kender bedst, er naturligvis dem, menneskene, dyrene og planterne udtrykker, og som vi har givet navnet "mellemkosmos". Under dette kosmos eksisterer alle de skabelsesprocesser, vi kender under begrebet "mikrokosmos". Ligeledes ligger der over os de kolossale kæmpemæssige bevægelses- eller skabelsesprocesser, vi kender under begrebet "makrokosmos". Vi må jo her erkende, at der naturligvis er dirigerende jeger bag de makrokosmiske skabelsesprocesser lige så godt som bag de mellemkosmiske og mikrokosmiske. Hvordan skulle disse skabelsesprocesser, der er lige så logiske og livsbetingende som vor egen skabelses- eller livsoplevelsesproces, kunne opstå af sig selv? – At de er logiske og dermed udtryk for tænkning og planlægning bliver til kendsgerning for os i kraft af dette, at hele vor eksistens som levende væsener ville være en umulighed, hvis de makrokosmiske skabelsesprocesser ikke var jegers livsprocesser? – Hvordan skulle mikrovæsenerne i vor egen organisme kunne opleve livet, hvis ikke dennes organfunktioner var levende livsprocesser? – Ligesom vi er makrokosmos for vor organismes mikrovæsener, således er også vi mikrovæsener i et makrokosmisk væsens organisme. Alt i verdensaltet er organismefunktioner inden i organismefunktioner, livsformer inden i livsformer og dermed levende væsener inden i levende væsener.

At vi ikke skulle befinde os inden i en makrokosmisk organisme, men derimod befinde os i døde tilfældige materier og kræfter, er en ganske abnorm forestilling. Hvorfor skulle disse gigantiske kosmiske kræfters bevægelsestilstande og skabelsesprocesser ikke lige så godt være udtryk for levende væseners livsprocesser, som vore egne skabelsesprocesser, der kun er for støvfnug at regne i forhold til de vældige kloders, soles og mælkevejssystemers gigantkræfter? – Når "støvfnuggene" ikke er tilfældige, men manifesteres under stærk kontrol og skal opfylde planmæssige hensigter, hvordan skulle det da kunne være logisk at antage, at de gigantiske kosmiske kræfter kun skulle være døde, tilfældige og planløse foreteelser? – Det ville være det samme som at antage, at verdensaltet er et uendeligt ocean af livløshed kun med den undtagelse, at jordens mennesker, dyr og planter er det eneste levende i dette livløshedens eller dødens ocean. Men da jordkloden i forhold til dette umådelige ocean af materie og bevægelse ikke engang kan udgøre et støvfnuggenes støvfnug, kan det kun være skrigende imod absolut logisk tænkning at antage, at dette støvfnugs liv er det eneste tænkende, skabende og oplevende "noget" i det uendelige verdensalt. Det er det samme som at tro på, at vi lever i et lig, og at vi er omgivet af døden på alle leder og kanter. Døden skulle således være verdensaltets hersker. Mon der er nogen med normal klar forstand, der ønsker at tro på en sådan hersker, en sådan tomhed, en sådan meningsløshed? –

At der ikke er nogen mening i en sådan opfattelse bliver allerede til virkelighed igennem den kendsgerning, at der forekommer bevægelse overalt i verdensaltet. Bevægelse kan nemlig umuligt opstå uden i kraft af et levende ophav. Noget absolut dødt er jo absolut stilhed og kan umuligt sætte noget i gang, ligesom noget absolut "intet" jo lige så umuligt kan skabe bevægelse. Overalt, hvor der er bevægelse, er der således liv. Bevægelse er livets urokkelige kendetegn. Dertil kommer så som yderligere bevis for liv, at alle universets fundamentale bevægelser i sit slutfacit udløser absolut logiske facitter. De er altid urokkeligt til glæde for levende væsener. Ja, hvordan skulle en sådan beboet klode som jordkloden kunne være blevet til med hele dens livsocean af mennesker, dyr, planter, mineral- og mikroliv, hvis ikke den befandt sig i et logisk forhold til solsystemet, og hvis ikke dette system netop igen var i et logisk og hensigtsmæssigt forhold til planeterne, og hvordan skulle solen eksistere i et sådant forhold, hvis den ikke igen var et resultat af endnu højere systemer, kræfter og planer? – Ved nærmere kosmiske studier viser hele verdensaltet sig således at være et ocean af logiske og hensigtsmæssige systemer, der udelukkende har til opgave at opretholde en evig livsoplevelsesevne og objekter for denne evne eller sansning. Dette er altså livets og skabelsens allerhøjeste formål. Da dette formål igen viser sig at være skabelsen af den allerhøjeste oplevelse af lykke og salighed, der igen er det samme som den absolutte kærlighed for ethvert levende væsen, vil denne absolutte kærlighed være selve livsoplevelsens kulmination og dermed livets absolut allerhøjeste form for manifestation og væremåde. Den væremåde, som alle eksisterende bevægelser og skabelser i verdensaltet udgør, er således urokkeligt kærlighed. Kærlighed er således verdensaltets grundtone.

Hvis verdensaltets grundtone ikke var kærlighed, ville verdensaltet umuligt kunne eksistere som udtryk for den allerhøjeste visdom og den allerhøjeste almagt. Alt ville være kaos og tilfældighed, ulykke og lidelse, hadet ville være universets grundtone.

Nu vil mange mennesker muligvis her mene, at det netop er det, vi bliver vidne til. Vi oplever jo netop krige, mord og drab, ulykker og lidelser, og at disse foreteelser dog ikke kan være udtryk for kærlighed. Ja, det er rigtigt, rent lokalt set er disse manifestationer eller livsudfoldelser ikke udtryk for kærlighed. Men hvem er ophav til disse manifestationer? – Det er ikke de jeger, der står bag ved verdensaltets styrelse. Det er ikke disse jeger, der har skabt eller opretholder kloder og verdener, solsystemer og mælkeveje. Det er ikke disse jeger, der har formet de levende væseners organismer, så de hver især passer til deres ophavs livsbetingelser. Det er ikke disse jeger, der er Guddommens primære redskaber for skabelsen og opretholdelsen af verdensaltets grundtone.

Selv om verdensaltets grundtone er kærlighed, findes der altså både had, krig, mord og drab, ulykke og lidelser i dette verdensalt. Ja, det er rigtigt, men ophavene til disse manifestationer eller denne morderiske væremåde er altså jeger, der ikke har evne til at være i kontakt med universets grundtone. De har ikke en sådan kærlighedsevne. Deres manifestationer eller væremåde må derfor være i disharmoni med verdensaltets grundtone eller fundamentale væremåde. Det er disse jeger i form af levende væsener, vi kender som ufærdige væsener. Det er disse væsener, vi udtrykker som planter og dyr. Til disse sidste hører også de ufærdige mennesker. Da dyreriget med dets indhold af dyr og dyriske mennesker er selve kulminationen for mørkets, krigens og lidelsernes væremåde, og denne zone kun udgør en sjettedel af livsoplevelsesområdet, medens de andre fem sjettedele udgør kærlighedens område, er det ikke så mærkeligt, at kærligheden er universets eller verdensaltets grundtone. Kærlighedens væremåde er så åbenlyst og urokkeligt verdensaltets grundtone og væremåde. Kærligheden er altså verdensaltets største manifestationsfaktor. Da verdenslovene er baseret på denne faktor, bevirker den, at alle eksisterende væsener inden for mørkets og lidelsernes område får tilegnet sig kærlighedens væremåde og kommer ud af den mørke sjettedel af livsområdet og ind i de fem andre sjettedeles livsområde, der er kærlighedens og dermed den totale eller højeste form for livsoplevelse i lys og glæde, og vi ser således her kærligheden som verdensaltets grundtone.

Da jordens menneskehed ikke består af færdige væsener og ligeledes er omgivet af dyrene, som er endnu mere ufærdige, er det ikke så mærkeligt, at kærligheden her ikke kan siges at være grundtonen i menneskenes daglige liv, men at mørkets grundtone: "hadet" mere eller mindre er herskende. Her er egoisme, følelse af ejendomsret, skinsyge, jalousi, misundelse, brødnid, vrede, had eller hævngerrighed, bagtalelseslyst osv. mere eller mindre herskende. At det for disse mennesker ikke er let at se det guddommelige og af kærlighed styrede verdensalt er selvfølgeligt.

Der er så overvejende megen ukærlighed i de jordiske menneskers verden, at en meget stor del af menneskeheden ikke mere kan tro på det og ikke tro på, at der skulle være et kærligt forsyn eller en guddom der. De er blevet materialister eller gudløse. Den religiøse vejledning, der har ført dem frem til deres nuværende kulturstadium, har mistet sin magt over disse mennesker.

Anvendelse af atomvåben på millionbyer er ikke blot en udslettelse af mennesker, men er også ligefrem et attentat på selve jordkloden. Her kulminerer menneskene i livets største overtro, nemlig den, at krig kan afskaffes ved krig. De er således kulminerende i overtrædelsen af livets femte bud: "Du skal ikke dræbe". Med kernevåbnene har menneskene mangfoldiggjort deres evne til at overtræde nævnte bud. De ofrer milliarder på styrkelsen af denne overtrædelse og bliver mere og mere ængstelige. I deres uvidenhed gør de så at sige alt for at skabe eller fremkalde den krig, som de i virkeligheden af hjertet ønsker at kunne undgå. Og hvordan er det med menneskene mand og mand imellem? – Lever de ikke også meget ofte i krig med hinanden, skønt de allerhelst ville leve i venskab og harmoni? –

I virkeligheden befinder menneskene sig i krise. De har fået en kolossal vejledning og udvikling i behandling af materien eller stoffet. De kan udnytte millioner og atter millioner af hestekræfter fra naturens store kraftocean. De har til en vis grad fået magt over den fysiske materie og har i kraft heraf skabt et meget stort område af materielle goder for menneskene, så den fysiske verden, teknisk set, er blevet meget lettere at leve i. Vi har maskiner til alt det grove arbejde, vi har maskiner til mental hjælp, vi har maskiner, der kan befordre os over land og hav og igennem luften med stor hastighed. På mange måder har den materialistiske viden gjort livet lettere på det materielle fysiske plan, og dette er udelukkende dens mission. Den har ingen viden om rent åndelige materier og kosmiske tilværelsesplaner. Den er udelukkende baseret på intelligensevnen. Med den kan man hverken opleve de fysiske eller åndelige foreteelser. Med intelligensen kan man kun analysere det, man med sanserne har oplevet. Da menneskene med de fysiske sanser har oplevet den fysiske verden eller de rent materielle foreteelser, har de med denne evne kunnet analysere disse nævnte fysiske foreteelser. Det er disse analyser, vi udtrykker som den materialistiske videnskab.

Findes der da andre objekter og foreteelser i tilværelsen end de fysiske, og findes der sanseevner, ved hvilke de kan opleves? – Svaret herpå må blive et absolut urokkeligt ja. Er det ikke netop en kendsgerning, at fortidens store kulturer ikke var baseret på en gudløs, materialistisk videnskab, men derimod på et kulturfundament, der i stor udstrækning var baseret på andre evner end de rent fysiske? – Fra primitive naturmennesker og helt frem til vore dages materialistiske kulturmennesker har menneskenes liv været baseret på religiøsitet. Kernen i denne religiøsitet var urokkelig. Fortolkningen af denne kerne var forskellig hos de forskellige folkeslag og til forskellige tider. Denne kerne var en medfødt følelse af højere åndelige magter, store ånder, guder eller guddomme, der styrede verden. Denne følelse var altså noget medfødt, baseret på en evne, der også i andre felter var et fundament for væsenets liv. Denne evne var "instinktevnen". I kraft af denne evne følte menneskene urokkeligt, at der var overjordiske eller åndelige kæmpevæsener, der styrede verden. Denne følelse blev så af åndelige førere eller verdensgenløsere reguleret og udformet i tankebilleder, ord og sætninger, der kunne være vejledning, stimulans og inspiration i den for de pågældende væsener mest naturlige væremåde. Igennem dette religiøse instinkt kunne væsenerne således urokkeligt ane, at der eksisterede højere magter, ganske uden at få denne opfattelse tillært. Selv om de aldrig havde hørt noget om disse højere magter, ville de altså alligevel have denne anelse. Denne blev altså ikke påført væsenerne. Derimod blev denne anelse, som før nævnt, reguleret og udformet til fundament for de pågældende væseners naturlige livsindstilling, moral og væremåde.

Historien viser, at store og fremragende kulturer således har været baseret på religiøsitet, baseret på et forhold til højere religiøse, overjordiske åndelige væsener og kræfter. De havde ikke maskiner og store tekniske apparater og materielle hjælpemidler, således som vor tids kultur har, men de var i besiddelse af store, religiøse okkulte kræfter som hjælpemidler i deres store fysiske skabelser. Det er altså kræfter, som mange i dag har så travlt med at benægte, fordi de er uforståelige for dem, og som hører ind under begrebet "mystik" netop af samme grund.

Nu bliver menneskene derimod i stigende grad ført ved deres stærkt udviklede intelligens. Medens det religiøse instinkt bandt menneskene til det åndelige eller psykiske bag den fysiske verden, binder intelligensen menneskene til det fysiske. Det religiøse instinkt er degenereret i samme grad som intelligensevnen har udviklet sig, og menneskene har dermed tabt deres forbindelse med den åndelige verden i en sådan grad, at de ikke mere tror, den eksisterer. Deres hovedinteresse er derfor ikke mere den åndelige verden, men derimod den rent fysiske.

Denne bloddryppende, dyriske levevis vil bringe menneskeheden til at længes imod en højere form for tilværelse, ligesom den fortabte søn længtes efter at blive sin faders daglejer, hvilket altså vil sige: blive Guddommens tjener, komme tilbage til fædrenehjemmet, hvilket vil sige til freden, lyset og glæden i kontakt og samvær med Guddommen. Er der da noget, der tyder på, at menneskene skulle komme tilbage til en religiøs kultur eller livsform? – Ja, for den udviklede forsker er dette allerede forlængst blevet en kendsgerning. Da verdensaltets grundtone er kærlighed, kan intet som helst væsen forblive i mørket eller lidelserne.

Karma- eller skæbneloven er så viseligt indrettet, at alt, hvad vi gør imod vor næste, bliver vor egen skæbne. Det onde og mørke, vi udløser imod vor næste, kommer tilbage som vor egen skæbne. Vi kan på denne måde selv bestemme vor skæbne. Gør vi godt imod vor næste, får vi det samme gode i vor egen skæbne, ligesom vi på samme måde får det onde i vor skæbne, som vi har påført vor næste. Intet væsen kan derfor blive ved med at påføre andre væsener ondt eller lidelser, uden at det derved fører sig selv ud i tilsvarende lidelser. De overståede lidelser afføder den menneskelige evne, vi kalder humanitet, hvilket er det samme som begyndende næstekærlighed. Det er graden af denne evne, der bestemmer graden af, hvad man ikke kan nænne at gøre af ondt imod sin næste. Denne evne udvikler sig altså af lidelserne eller virkningerne af ens onde handlinger. Det er denne evne, der får væsenet til at længes tilbage imod Gud.

Med humanitetsevnens udvikling begynder en anden menneskelig oplevelsesevne at udvikle sig. Denne evne er evnen til at kunne sanse kosmisk. Den kendes under begrebet "intuitionsevnen". Med næstekærlighedens udvikling og den heraf følgende modning af intuitionsevnen bliver mennesket til det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Vi begyndte med at fortælle, hvorledes naturens store skabelsesprocesser var logiske og i deres slutfacitter førte til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi så her, at universets grundtone var kærlighed. Vi har nu set, at mørket, det onde og lidelserne også er et led i denne naturens kærlighedsproces. Den fører alle levende væsener i mørket frem til lyset eller livsoplevelsens største kulmination i kærlighed, lykke og salighed som væsenet i "Guds billede efter hans lignelse".

Når verdensaltets eller Guds væremåde således er kærlighed, hvad så med det ufærdige menneskes væremåde? – Er det ikke let her at forstå, at den også må være kærlig? – I kraft af kærligheden i verdensaltets skabelsesproces har vi fået en evne til også at kunne skabe. Når vi har fået denne evne, kan det naturligvis kun være, for at vi skal lære at bruge den på samme måde som den, Guddommen igennem verdensaltet åbenbarer. Men da det jordiske menneskes anvendelse af sin skabeevne i større eller mindre udstrækning har til formål at skabe ubehag, gene og ondt for dets næste, er det jo her i skrigende modsætning til Guddommens eller verdensaltets skabelse. Det er da ikke så mærkeligt, at et sådant menneske kommer til at leve i angst og frygt for sin næste i stedet for at være i harmoni og lykkelig sameksistens eller samarbejde med denne sin næste. Det er livets mening, at vi alle sammen skal være i fredelig og lykkelig sameksistens. I situationer, hvor dette ikke sker, og menneskene ligger i krig og ufred med hinanden, er det jo udelukkende, fordi de pågældende væsener ikke er færdigskabte. De har endnu ikke evne til at anvende deres skabeevne på rette måde, så deres skaberesultater kan blive til glæde og velsignelse for deres omgivelser. Men lidelserne udvikler deres humane sans og dermed intuitionen, som giver dem kosmisk bevidsthed og dermed gør dem til ét med Gud. Mørket i verden er således absolut nødvendigt, for at væsenerne kan udvikle sig og få evne til at opleve lyset. Uden oplevelse af mørket ingen som helst evne til at opleve lyset. Uden kontraster ingen som helst evne til at opleve livet. Alle eksisterende oplevelser er hver især en kombination af kontraster, alle skabte ting er en kombination af kontraster. Noget, der ikke er en kombination af kontraster, kan ikke opleves og er således totalt utilgængeligt for sansning. Vi ser således her mørkets absolutte nødvendighed for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Vi ser, at mørket også er et udslag af verdensaltets grundtone kærligheden. Uden denne ene sjettedelsoplevelse af livet i mørket, ville livsoplevelsen i de andre fem sjettedele i lyset være en umulighed. Kærligheden er således den altoverstrålende magt i verdensaltet. Det er ikke så mærkeligt, at det er blevet fortalt menneskene, at Gud er kærlighed.

Menneskene lever altså i livsoplevelsens mørkezone, fordi de ikke er kærlige nok. Tilværelsen har fem livszoner eller sfærer, i hvilke livet foregår og opleves i ren kærlighed. Menneskene er her i mørkezonen for at få deres kærlighedsevne så udviklet, at deres væremåde ligeledes bliver ren og total kærlighed, og de derved bliver kvalificeret til at kunne leve i samliv med kærlighedsvæsenerne i de fem lys- eller kærlighedssfærer. Mennesker, der lever i mørket her på jorden, lever i smerte og lidelse, lever i sorg og ulykke, befinder sig udelukkende kun i denne tilstand for at blive kærlige. Hver en lidelse, hver en smerte, hver en sorg, hver en gene, ubehag, bagtalelse og forfølgelse fra næstens side er med til at udvikle kærlighedsevnen i én selv.

Det er her let forståeligt at Kristus påbyder menneskene at tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. Når dertil også kommer dette, at vor skæbne udelukkende er den sæd, vi med vor væremåde selv har sået, hvilket vil sige er virkningerne af det onde eller gode, vi har gjort imod vor næste, så er det ikke vanskeligt at se, hvad der i virkeligheden er det eneste fornødne for ethvert ufærdigt menneske. Det må altså i sin væremåde se at komme bort fra at skabe ondt for sin næste.

Det er rigtigt, at den fundamentale kærlighedsevne bliver til af lidelserne. Den er ikke en blot og bar viljesakt. Har man ikke denne evne, nytter det ikke, at man ville være kærlig. Noget, man ikke har evne til, kan man umuligt befordre, selv om man også gerne vil det. Således er det også med kærlighedsevnen. Derfor kommer menneskene også på et vist tidspunkt i deres udvikling på et stadium, hvor de erkender for dem selv ligesom Paulus: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg". Når menneskene først er kommet så vidt, at de i virkeligheden af hjertet ønsker at gøre det gode, ønsker at komme i kontakt og harmoni med verdensaltets grundtone, så har de som regel alligevel mange større eller mindre onder, som i virkeligheden kun er noget, de har tilegnet sig som vaner og tilbøjeligheder. Disse kan og må menneskene vænne sig af med igen. Dem kan de nemlig med deres vilje bekæmpe.

En af de største og mest uheldige af disse vaner er menneskets kødspisning. Der er mange mennesker, der allerede er så udviklede, at de ikke selv kan slagte eller dræbe dyrene, men de lever alligevel højt på kød og derved på deres næstes undergang og forbereder dermed yderligere et højst uhyggeligt, kommende ragnarok for dem selv. Det er nemlig absolut ingen livsbetingelse for mennesket at skulle leve af dyriske organismer eller animalsk føde, tværtimod, jo højere udviklet mennesket er, desto usundere vil animalsk føde være for et sådant væsen. Mennesket kan udmærket vænne sig af med denne barbariske ernæringsmåde. Væsenernes medvirken til at opretholde dette grusomme myrderi på dyrene er nok til at skabe en karma eller skæbne, der i opsummeret tilstand fra flere liv, blandt andet kan føre dem i koncentrationslejres grusomme dødspinsler, som vi har erfaret under de sidste kriges forbandelser. Meget af den karma eller grusomhed, mange tilsyneladende pæne bedsteborgere kom ud for her, var flere livs opsummerede virkninger af disse væseners medskyldighed i menneskenes opretholdelse af slagterier eller mordfabrikker til brug for massedrab, frygt og livsberøvelse for dyrene. Dette er værd at tænke over for den, der vil ud af mørket.

Der er andre uheldige vaner, der er meget generende for væsenets næste eller omgivelser: Dette at bagtale eller sige nedsættende ting om sin næste. Der er mennesker, der har denne evne ligefrem til genialitet. Det er blevet til en nydelse for dem i en usandfærdig og forstørret målestok at udsprede rygter eller kendskab eller formentlig kendskab til næstens eventuelle fejl eller forkerte væremåde, hvilke rygter så igen med begærlighed opfanges af ligesindede bagtalelseslystne væsener og i deres bevidsthed yderligere tilføres usandfærdighed og andre nedsættende bemærkninger. Tænk hvilken mental kræftsvulst sådanne mennesker kan opretholde inden for områder, hvor mennesker skal leve i fællesskab eller sameksistens, f.eks. i foreninger, i sammenslutninger, i religiøse sekter og samfund og i andre bevægelser, der er beregnet på sameksistens.

I feriekolonier kommer der for eksempel mennesker, der et helt år har set hen til den dejlige ferietid, som de regner med at tilbringe sammen med andre glade og veltilfredse mennesker. Feriebyen her har måske alle mulige betingelser for at kunne glæde og oplive sine gæster med oplysende foredrag og underholdning og andre foreteelser. Tænk hvilken skade onde, nedsættende bagtalelser her kan bevirke. Den ellers så lysende atmosfære kan blive noget blakket og uappetitlig i forhold til bagtalerens dygtighed eller genialitet til at tilsløre en virkelighed med et røgtæppe af løgn. Tænk hvor uhyggelig bagtalelsen er i alle fællesskaber og samliv imellem menneskene. Hvorfor bagtaler man? – Nogle bagtaler blot, fordi de har lyst til at skabe sensation uden at tænke over, hvilket grimt onde de dermed påfører objektet for bagtalelsen. Andre bagtaler af had eller hævnlyst, fordi de på en eller anden måde har antipati imod den, de bagtaler. De gør det i virkeligheden for at gøre ondt, for at hævne sig. Det vil være et absolut stort gode at vænne sig af med at bagtale, selv om man har haft et eller andet privat udestående med den eller den. Det kan være ondt nok i sig selv, men at lade dette onde yngle og inficere andre menneskers bevidsthed, så de også får antipati imod bagtalelsens objekt, er skrigende imod verdensaltets grundtone og er direkte saboterende livets mening. Tænk hvor rigtigt det gamle ord er, som udtrykker: "Dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde". Tænk, hvor de mennesker er dejlige, der ikke går rundt og besudler andre mennesker med deres mentale giftspredning, og heller ikke lytter til eller er modtagelig for denne. Det er sådanne mennesker, der er sundheden i enhver bevægelse. Det er en sådan bagtalelsesfrigjort mentalitet, der er en stærkt medvirkende sundhedsgivende faktor i både sjæl og legeme.

Vi har altså her set, at verdensaltet er et eneste uendeligt ocean af kærlighed, at alt, hvad vi kan i dag, er en virkning af denne kærlighed. Hele vor begavelse, vor forstand, vor viden og kunnen, vor organisme, vore sanser, ja hele vor tilværelse og vor skænkede mulighed for at kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse er udelukkende blevet til på grund af verdensaltets grundtone: kærligheden. Hvis ikke kærligheden var den herskende energi i verdensaltet, havde vi ingen som helst af disse nævnte goder og muligheder.

Når hele vor tilværelse med dens store slutfacit fører os frem til kulminerende kærlighed og den heraf følgende højeste visdom, fremtræden i Guds billede, er det ikke vanskeligt at forstå, at man modarbejder denne Guddommens kærlighed imod os selv, hver gang eller i enhver situation, vi ikke er kærlige. Hver gang man ikke tilgiver sin næste, hver gang man bagtaler ham, forfølger ham og gør livet svært for ham, er man skrigende imod den kærlighedsplan, der skal føre en selv frem til den fuldkomne lysets tilværelse. Med enhver ond tanke, enhver antipati, enhver selviskhed eller egoisme, lukker man med disse foreteelser af for verdensaltets kærlighed og bliver ubeskyttet imod virkningerne af de nævnte foreteelsers tilbagekomst. Det, man ikke beskytter sin næste imod, er man ikke selv beskyttet imod.

Når de fem sjettedele af den samlede livsoplevelse er tilværelsesplaner i kulminerende lys, og mørket kun udgør en sjettedel, hvorfor så ikke stræbe efter at udvikle de evner, i kraft af hvilke man kan komme ud af mørket og komme til at leve i lyset? – Der er slet ikke noget i vejen for, at man midt i mørkets verden kan opleve det højeste lys. Vi har alle sammen lys i bunden af vor bevidsthed. Vi er fødte gudesønner. Vi skal bare tage solen til forbillede. Den er jo et af de store udtryk for Guds kærlighed. Vi skal træne os op til at lade vort lys skinne på "onde" og "gode", på "retfærdige" og "uretfærdige". I samme grad som vi lader vor ånd lyse og varme omkring os, ikke blot for vore venner, men også for vore fjender, da er vi selv blevet Guds lysende ånd midt i mørket.