Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Verdensaltets grundtone er kærlighed, påstår Martinus i sin artikel på de følgende sider, og som enhver anden videnskabsmand opstiller han modsatte påstande og prøver dem af. Resultatet bliver, at hvis ikke verden var styret af kærlighed, så kunne den slet ikke eksistere. Ergo er verden styret af kærlighed.

Mange af vore læsere forstår ikke, at ikke alle kan se det. Martinus tegner jo et klart billede af verden, som den ville se ud, hvis ikke han havde ret. Og han tilføjer endda: "Mon der er nogen med klar forstand, der ønsker at tro på...en sådan tomhed, en sådan meningsløshed?"

Nej, vel – men hvorfor gør folk det så? Fordi verden hviler på sine egne præmisser og må bedømmes ud fra dem. Men folk har jo kun deres egne præmisser, deres egne erfaringer at gå efter. Føler de sig forbigået og uretfærdigt behandlet, så er verden ond og uretfærdig. Og det er heller ikke forkert, fortæller Martinus, det er bare ikke hele sandheden. Sandheden er, at denne ondskab og uretfærdighed er indeholdt i verdensaltets grundtone, som er kærlighed. Det er altså fint nok, at vi bliver tilsidesat og behandlet ondt, at vi kommer ud for de skrækkeligste ting, mens andre går fri, det er bare kærlighed! – Rent nonsens, vil de fleste mennesker sige. Men tilbage bliver nogle ganske få, som – når de læser Martinus – vil føle, at han er vældig god til at argumentere – ja, at det faktisk er ham, som har overtalt dem. Men det er heller ikke rigtigt. Martinus siger bare, hvad de inderst inde godt ved. På overfladen synes de måske også, det er nonsens, for det synes jo alle andre. Men her er det, at Martinus har sin store mission. Han forklarer hjernen det, som hjertet allerede ved. Og det kan han nemt gøre, for hans trofaste læsere har alle en fornemmelse af, at alt det onde, de har oplevet i deres liv, var det allervigtigste, det var det, der gjorde dem til "rigtige" mennesker med evne til at tilgive og forstå andre. De er ude over det stadium, hvor de ønsker at hævne sig. Men de savner en fornuftig tilskyndelse til at lade være. Den får de så af Martinus.

Det er bare lykken!

Så let er det at forstå Martinus' sag, hvis man selv har kærligheden i sig – ikke som sentimentalt sludder eller et forkrampet ideal – men som hudløs virkelighed helt ind til knoglemarven. Så har man også tålmodigheden med de andre, som endnu ikke rigtig forstår, hvad det drejer sig om. Ikke mindst når man får det store overblik, og det får man, så det batter, i Martinus' artikel på de følgende sider!

Det er en af kærlighedens store og næsten uforståelige virkninger, at den kan spejle sig i lige så mange facetter, som der er mennesker til. Hver fugl synger med sit næb. Og her tænker jeg på bladets øvrige forfattere. Og læserne med. God sommer!