Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den hellige Antonius (251-356) levede næsten hele sit liv som eneboer i den ægyptiske ørken, hvor han døde 105 år gammel. Som ung blev han meget betaget af kristendommen, og da han hørte, at det var nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig mand at komme i himlen, solgte han straks alle sine ejendele og gav udbyttet til de fattige. I 20 år levede han nu fuldstændig isoleret i en klippehule, hvor der kun to gange om året blevet firet en kurv med brød ned til ham. Rygtet om hans hellige vandel bredte sig, og efterhånden flyttede andre og ligesindede ud til ham. Det viste sig at blive starten på senere tiders klosterliv og munkevæsen.

Hvordan ser Martinus nu på disse bestræbelser? Han skriver i Livets Bog 6, stk. 2008: "At gå i kloster, at forlade menneskene for permanent at leve i ensomheden og kun passe og pleje sig selv åndeligt såvel som materielt eller fysisk kan ikke i noget som helst tilfælde være udtryk for ren uselviskhed. Og nogen træning eller udvikling i uselviskhed kan denne eneboer- eller eremittilværelse ikke blive, idet man da er flygtet fra dem, man skulle vænne sig til at tjene eller leve for. Man kan her kun blive trænet i at passe og pleje sig selv."

Og med hensyn til sin egen sag, så advarer Martinus indirekte i Livets Bog 4, stk. 1490 mod, at de interesserede isolerer sig og danner samfund for sig selv. De skal jo være "jordens salt", skriver han, og salt lader man ikke ligge i en bunke for sig selv, det kommer man i maden. Denne tanke finder også udtryk i "Strukturen" (stk. 4c), som netop er tilegnet sagens interesserede. Det gælder om ikke at mure sig inde med ligesindede, men "lade sit lys skinne på alle".

Ser man på Antonius' liv og levned, så må man medgive ham, at han var en yderst beskeden mand, der slet ikke ønskede al den virak og sekterisme, der blev ham til del. Men efterhånden som rygtet om ham bredte sig, strømmede mange til, og det endte med, at man med stænger brød indgangen til hans hule op og sluttede kreds om ham. Nok udgør den hellige skrift al den belæring, der behøves, mente hans tilhængere, men man har også brug for at opmuntre og opildne hverandre med ord.

Og længere væk er Martinus' sags interesserede vel ikke fra Antonius og hans tid, end at også de finder glæde ved at opmuntre og opildne hverandre med ord. Det var i hvert fald Martinus' tanke, da han købte arealerne ved Klint. Her skulle ikke skabes klosterliv og munkevæsen, men mulighed for et frit og utvunget samvær mellem "frie, tolerante og sympatiske mennesker". I et sådant samvær så Martinus, som han skriver i Kosmos 1934, nr. 7: "...en stor stimulerende kraftkilde for studiet af den ikke helt lette kærlighedsvisdom og åndsoplysning, som Livets Bog repræsenterer..."