Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om forelskelsessympatien ikke kan måle sig med kærlighedssympatien i udløsningen af åbenbaringen af den højeste ild, og ligesom den føre til en almen permanent kulminerende udfoldelse imellem alle væsener, så er det alligevel den, der får væsenerne til i deres énpolede tilstand at sprede oplivende eller lysende atmosfære omkring sig på det fysiske tilværelsesplan. Det er denne dyrenes lykke, vi kan takke for lovsangene fra de tusinder af små struber om foråret ved løvets gennembrud. Det er denne salighed, vi hører i gøgens kuk-kuk, i stærens fløjt, nattergalens og droslens triller i de grønne lunde. Det er den samme lykkefølelse, der åbenbares igennem lærkens sang og vibens skrig over mark og eng og ligeledes i frøernes monotone kvækken i kær og mose. Den gør al énpolet seksualisme i renkultur til hvedebrødsdage eller til et oplivende, sølverne måneskin for dens ophav i deres ragnaroks mørkesfære. Den er et genskin af de højeste verdeners kosmiske solskin, åbenbaret igennem fysiske organismer i livspanoramaets evige nat. Uden dette lys i spiralkredsløbets mørke, måtte helvede her være i renkultur eller totalt blottet for himmelske kræfter, hvis der i så tilfælde overhovedet kunne være tale om nogen som helst manifestation eller oplevelse af livet.

Fra Livets Bog 7, stk. 2636