Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Næste morgen kom pastor Jensen til hotellet, som aftalt var. Og vi fik her telefonisk forbindelse med Ananai-Kyos hovedkvarter i Shimizu. Herfra beklagede man meget, at de ikke havde været på flyvestationen for at modtage mig. De havde haft forbindelse med flyveselskabet og her forespurgt, om jeg var med den maskine, der skulle ankomme på det af mig opgivne tidspunkt. Og her havde man svaret, at jeg ikke var med den nævnte maskine. Og så havde man naturligvis stillet sig afventende. Jeg har senere fået opklaret, hvorledes det gik til, at flyveselskabet kunne afgive en så fejlagtig oplysning. Mit fulde navn er Martinus Thomsen. Men da Thomsen er et meget upraktisk navn, har jeg benyttet mit fornavn. Det står på mine bøger, skrifter, annoncer, telefonbog osv. I hele min mission og sag er jeg derfor kun kendt under navnet Martinus. Men på juridiske dokumenter og papirer må jeg naturligvis benytte begge navnene. Og her er fornavnet jo kun sekundært, mens det er efternavnet, man regner med. Da jeg bestilte min flyvebillet til den store rejse, forklarede jeg selskabet dette mit forhold med hensyn til mit fornavn, og at jeg kun var kendt under dette navn og bad dem venligst vedføje dette i deres rejseliste med henblik på eventuelle forespørgsler angående mig, som de kunne komme ud for. De lovede venligst, at dette mit ønske skulle blive efterkommet. Men det svigtede altså totalt. De regnede kun med navnet Thomsen og svarede derfor afkræftende, da man fra Ananai-Kyo forespurgte om mig under navnet Martinus. Fejlen var altså sket fra flyveselskabets side. Men nu blev misforståelsen hævet. Og fra Ananai-Kyo ville der blive sendt to af deres unge medarbejdere til Yokohama for at føre mig til Shimizu. Da de var ankomne til hotellet, inviterede pastor Jensen os med ud til sin bopæl hos hr. Petersen, den gamle dansk-japaner, som gerne ville hilse på mig.

Imidlertid var tiden kommet, da jeg og de unge mænd måtte afbryde det behagelige samvær med pastor Jensen og hr. Petersen for at nå eksprestoget, der skulle føre os til Shimizu, der, som før nævnt, ligger 3 timers rejse fra Yokohama. De to unge japanere var ualmindelig elskværdige, smilende og livlige. Skønt vi ikke kunne tale sammen rent sprogmæssigt set, – jeg kunne hverken tale engelsk eller japansk, og de kunne ikke tale dansk, så var vi trods dette i en så livlig tankeudveksling, at jeg aldrig havde tænkt mig en sådan tilstand mulig. Jeg kunne mærke, at det var deres absolutte ønske og vilje, at jeg ikke på nogen som helst måde måtte komme til at kede mig eller situationen blive pinlig på grund af sprogvanskelighederne. Den ene af de unge mænd var meget dygtig til at tegne. Han tog en lommebog frem og tegnede en hund, tegnede et hus, samt mange andre almindelige motiver. For hver gang, han havde lavet en sådan tegning, forstod jeg med det samme, at de ønskede at vide, hvad motivet til tegningen hed på dansk. De øvede sig så noget i at kunne udtrykke ordene på dansk efter min anvisning. Til gengæld udtalte de så for mig, hvad de samme motiver hed på japansk, hvorefter jeg prøvede at udtrykke ordene på dette sprog. Det var virkelig en glimrende underholdning. Det morsomme i den var den ubehjælpsomme og uvante måde, vi gensidigt udtrykte ordene på i det for os fremmede sprog. Imidlertid drønede ekspressen fremad igennem nattens mørke. Det buldrede og gungrede hvert øjeblik meget stærkt. De unge mennesker forstod med det samme min undren herover og forklarede mig på deres kærlige, letfattelige måde uden om sproget, at det var tunneller, toget susede ind igennem. Da jeg senere under mit ophold i Japan havde lejlighed til at passere strækningen ved dagslys, så jeg, at det japanske landskab var en række parallelle bjergkæder med en lille smal slette imellem hver. Da de gik på tværs af banelinjen, som var gravet ind igennem dem, var det ikke så mærkeligt, at vi hvert øjeblik hørte det forstærkede bulder. Når toget passerede en sådan tunnel, blev larmen fra toget af tunnelvæggen kastet tilbage imod os. En af tunnellerne var så lang, at det tog eksprestoget 9 minutter at passere den. Jeg skal senere komme tilbage til mine indtryk af det japanske landskab. Vi er imidlertid nu nået frem til Shimizu. Man mærker, at togets bremser allerede er i funktion. Den ene af de unge mænd åbner vinduet og giver et eller andet tegn til nogen uden for på perronen, og frem stormer et halvt hundrede unge mennesker, hver med et lille flag i hånden, som de svinger med. Og her ved denne lejlighed var det særlig det danske flag, der blev holdt i forgrunden. Flagene gav udtryk for de nationer, der deltog i verdensreligions-kongressen. Da toget standsede, og jeg trådte ud, blev jeg hyldet, kærtegnet og omfavnet, ja næsten båret i guldstol af de jublende unge mennesker, der alle var asiatere. Denne hjertelige velkomst vil jeg aldrig kunne glemme. Den blev en lysoplevelse for hele livet. Et fremmed folk, en fremmed race, en fremmed verdensdel, havde taget mig kærligt i sit favntag. Guds nærhed kunne ikke være mere tydelig. Jeg følte mig uendelig lykkelig. Og næsten uden at jeg havde sanset det, var jeg nu blevet anbragt i en stor luksusvogn, ligesom man også havde sørget for min bagage. Herefter blev jeg ført igennem Shimizus gader til Ananai-Kyos hovedkvarter, der med sine mange bygninger virkede som en lille by i byen.

Portalen ind til denne helligdom var også internationalt flagsmykket. Her indenfor modtog jeg en lignende stor og kærlig velkomsthilsen, som den jeg allerede havde fået på banegården, men måske noget mere dæmpet, thi her var det alle kongressens ældre og mere modne deltagere med Ananai-Kyos præsident i spidsen, der havde samlet sig for at give mig en hjertelig velkomst. Her vinkede man også med hver sit lille flag. Præsidenten for Ananai-Kyo, Shin Negami, bød mig hjertelig velkommen, ligesom jeg af al den venlighed og sympati, der strålede mig imøde fra de øvrige mange tilstedeværende, kunne skønne, at jeg ikke blot fysisk set, men også i højeste grad sjæleligt set blev modtaget med åbne arme. Skønt alle disse mennesker tilhørte en anden race end jeg, og jeg var på et for mig ganske fremmed himmelstrøg, følte jeg mig meget lykkelig. I disse menneskers sind var der de samme interesser, de samme tankeklimaer, det samme ønske om at skabe fred på jorden, altså det samme sjælelige område som det, der var blevet mit livs store opgave at videnskabeliggøre, så det kunne blive alle menneskers ejendom og rettesnor. Bag disse menneskers for mig fremmede ydre, fremmede sæder og skikke og fremmede omgivelser, eksisterede der meget af den samme hjemlige atmosfære, den samme samhørighed som den, der føles iblandt menneskene ved foredragene på Mariendalsvej og ved Klint. Dog var de endnu ikke så dogmatisk frie og totalt uafhængige af overleverede, religiøse traditioner og knyttet til fri logisk tænkning, som vi er det herhjemme i mit arbejde, grundet på de kosmiske analyser, Gud har givet os at befordre. Men denne forskel, som af gode grunde nødvendigvis måtte være til stede her, kom ikke så meget frem på overfladen. Atmosfæren var kærlig. Og jeg kom også her til at tænke på, hvor store områder af hjemlige tanker, der dog trods alt er at finde i fremmede racer og fremmede egne.