Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad kan vi vide om fremtiden? Mere end man skulle tro. Da den engelske flåde ankrede op på Københavns red den 2. april 1801 under ledelse af den navnkundige viceadmiral Nelson, vidste alle parter på forhånd, hvem der ville gå af med sejren. Man kan da spørge, hvorfor parterne ikke i fællesskab besluttede sig til at ordne sagen over et hyggeligt kaffebord. Og svaret er meget enkelt: det forbød æren! Det regnes naturligvis ikke for ærefuldt at give op, og nu var man også forpligtet i alle ender og kanter af traktater med andre lande, som man heller ikke kunne svigte. Stolthed og ære. Og Nelson var da også fuld af lovord over den danske modstand. Vi tabte slaget, men beholdt æren. Det blev senere til, at vi på en eller anden måde havde vundet alligevel.

Det er den gamle græske filosof Aristoteles, som i en afhandling "Om fremtidige søslag" diskuterer, hvad man kan vide om fremtiden. Er fremtiden indskrevet i nutiden, eller er den helt ukendt og overraskende? Begge dele på én gang vil de fleste mennesker vel sige i dag. Meget af det, som er sket, er en naturlig forlængelse af det kendte. Automobilens opfindelse kunne forudses, men det kunne ikke forudses, at den fuldstændig ville ændre vores landskaber – ja, at alt ville rette sig efter den, vaner, tankegang, infrastruktur osv. Samme Aristoteles var også ham, der første gang i menneskets historie lancerede "udviklingstrappen". Den kunne både tegnes og forstås. På nederste trin lå en sten, på næste trin voksede en plante, så fulgte et dyr, og øverst stod mennesket med sin evne til at tænke fornuftigt. Som den eneste kunne Aristoteles også definere evigheden som "den ubevægede bevæger" eller, som vi i dag med Martinus ville sige: "jeget". Det er set med nutidens øjne en drabelig bedrift, men Aristoteles manglede to opfindelser, som endnu ventede på at blive gjort. Den første var bogtrykkerkunsten, og den anden var den naturvidenskabelige metode, hvor man erkender forsigtigt og trinvis. Altså igen følger princippet fra trappen: Ét trin ad gangen!

På de næste sider vil man kunne se Martinus drage nytte af disse opfindelser. Bemærk også, hvor forsigtigt og beskedent han går til værks. Ikke noget med at springe trin over eller stille sig op og udråbe sig selv som den, der bare kender sandheden og har alle beviserne. Nej, det går sindigt og roligt, ét trin ad gangen.

Hvad ender det så med? Jamen det ender ikke, det bliver ved. Og det er der selvfølgelig ingen, der kan forstå i dag, men vi kan forstå det teoretisk, dvs. det er en mulighed, som fremtiden må be- eller afkræfte. Men indtil videre er der frit slag for selv at gøre sig sine tanker om – ja, fremtidige søslag. Hvordan vil det gå med æren og stoltheden? Vil vi beholde dem, eller vil vi erstatte dem med noget andet. Det handler Martinus' artikel inderst inde om. Den er ligesom et søslag. Man kan se det hele for sig. Og måske også få et lille glimt af fremtiden.