Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad lavede Gud, før han skabte verden? – Et helvede til dem, der kunne finde på at stille den slags spørgsmål, mente Augustin (354-430). Han var oldtidens største kirkefader, og hans bog med titlen "Bekendelser" er verdens første egentlige selvbiografi. Her fortæller han bl.a. om sin ungdom som svirebror og kvindebedårer. Men under alt dette nærede han, som han skriver, en "utrolig brændende attrå efter udødelig visdom". Efter en tid lang at have været ved at fortvivle, fandt han omsider svar på sine mange spørgsmål i kristendommen. Senere uddybede han disse svar og gav dem slagkraft i mere end 100 skrifter.

Som barn tror man på alt, hvad man hører, skriver Augustin, men senere begynder man at tvivle. Og netop tvivlen viser, at der er noget sandt til. Det er sandheden, vi søger, når vi tvivler. Den eksisterer altså – ja, og den er Gud selv. "Gud er den universelle skaberånd, den for al tilværelse ufattelige urkilde. Han gav os tilværelsen af intet og i løbet af ingen tid, thi alt, hvad der gives, også tiden, ligger først i og med skabelsen."

Men hvad var der da før skabelsen?

Interessant nok er dette simple spørgsmål lige så ubekvemt i vore dage som på Augustins tid. Nu er det bare naturvidenskaben, der bliver spurgt, og ifølge den er universet skabt ved en eksplosion, dvs. "af intet og i løbet af ingen tid" – akkurat som Augustin så det.

Spørger man Martinus, vil han hævde, at universet altid har været til, det er aldrig blevet skabt. Den lokale del, vi selv tilhører, kan ganske vist godt være opstået ved en eksplosion, men en eksplosion opstår jo ikke af ingenting. Der må have været noget, som kunne eksplodere.

Dermed modsiger Martinus ikke naturvidenskaben, han gør den bare til et lille hjørne af et evigt verdensbillede, som han beskriver ved at fremhæve nogle få principper. Og her viser det sig, at det princip, hvorom alle andre principper drejer sig, efter Martinus' opfattelse er det samme som det, Augustin fremhæver. Hvor naturvidenskaben koncentrerer sig om det dramatiske, selve eksplosionen eller "Big Bang", dér ser Augustin og Martinus mere på resultatet, som for dem synes at stråle og funkle af logik og bevidsthed. Martinus udtrykker det med følgende ord hentet fra Det Evige Verdensbillede, symbol 32:

"Da alle skabelsesprocesser i verdensaltet således er logiske, vil det sige det samme som, at de udtrykker hensigter og opfylder formål. Men hensigter kan kun være udtryk for tankekombinationer, der er det samme som bevidsthedsfunktioner. Der er således bevidsthed bag alle naturens eller verdensaltets bevægelsesarter og skabelsesprocesser."

Det er nok værd at understrege, at hverken Augustin eller Martinus "beviser", at Gud er til. Problemet er nu som før, om man er i stand til at undre sig over naturen, fordi den minder om én selv. Den synes at tænke...