Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med hensyn til "kritikerne", vil vi her først nævne de væsener, der er mest i kontakt med sandheden i "Livets Bog", hvilket altså vil sige de væsener, i hvis bevidsthed humanitet og kærlighed er altbeherskende faktorer. Sådanne væsener opnår allerede ved første gennemlæsning af omtalte kærlighedsværk et overmåde stort resultat, får svar på en mængde problemer, der er helt i kontakt med, hvad de selv intuitivt føler må være absolut rigtigt. De glæder sig meget over bogen og føler studiet af dens indhold som en sand mental vederkvægelse, ja, som en behagelig tilfredsstillelse af en længe næret hunger.

I kraft af deres overordentlige kærlighedsnatur bliver studiet af "Livets Bog" omsat til en altoverskyggende forståelse og en herpå baseret tolerance over for alt og alle. De har så at sige passeret "tærskelens vogtere" og er således i sind og væsen permanent knyttet til lyset eller sandheden i "Livets Bog", eller hvor som helst den ellers måtte være at finde. At deres "kritik" af sandheden eller livets kosmiske analyser og dermed af "Livets Bog" kun kan være og blive "lys" er naturligvis en selvfølge. De er således af naturen sandhedens "fødte" disciple og bliver humanitetens eller kærlighedens sande fremførere eller fakkelbærere i mørket. Al selviskhed er langt borte fra disse væsener. I deres sind er der kun ydmyghed og ærefrygt for livets absolutte sandhed og dens virkelige fortolkere. Denne væsensgruppe vil vi kalde "A-kritikerne".

Samtidig med ovennævnte ædle sandhedssøgere findes der en anden serie sandhedssøgere. På disse væsener mærker man straks, at deres sympatiske anlæg er meget usikre. Der er mindre talent for humanisme og kærlighed i deres væsen end hos "A-kritikerne". Og som følge heraf kan de heller ikke i nær så høj grad som disse forstå sandhedens analyser i "Livets Bog". Dog kan de ypperste af disse blive meget begejstret for dens indhold, men de kan ikke som de førnævnte væsener opleve dens analyser – med hjertet. Deres begejstring skyldes kun en overlegen intelligens. Og deres tilknytning til samme bog bliver derfor i en altovervejende grad baseret på hjernen. Resultatet heraf bliver derfor dette, at disse væsener mere bliver "teoretikere" end "praktikere". De kan blive overordentlig begejstrede for åndsvidenskabens analyser og disses ophav eller andre autoriteter inden for samme videnskab. Og under en sådan begejstringens bølge kan deres endnu ufærdige naturer i stor udstrækning tvinges i baggrunden, således at de samme væsener i det pågældende tidsrum bliver tilsvarende uselviske, ja, kan endog bringe et åndsarbejde, de kommer i berøring med, store ofre. Men da det som nævnt endnu ikke er blevet deres talent eller natur at forstå åndsvidenskabens sande natur og absolutte mål: uselviskhed, står og falder førnævnte uselviskhed med deres begejstring for nævnte videnskab. I samme grad som sådanne væseners møde med åndsvidenskaben og dens repræsentanter er blevet noget dagligdags, og de samme væsener således på en måde er blevet "gamle i gårde" inden for nævnte videnskabs område, i samme grad mister nævnte videnskab sin stimuleringsevne over for de pågældende væsener. Og deres egen sande natur, hvilket vil sige den, der oprindelig endnu er deres "C-viden" eller vanefunktion, begynder igen at få overtaget over deres vilje og handlemåde. Men denne natur kommer nu frem i bevidstheden som en maskeret uselviskhed. Den giver sig ofte udslag i, at de pågældende væsener kommer til at føle en mere eller mindre fremtrædende overvurdering af sig selv, deres evner og anlæg. De føler sig højere kvalificeret, end de i virkeligheden er. Årsagen hertil er deres store hjernemæssige indstilling til det højere åndsliv, deres megen belæsthed eller studium af filosofiske eller åndsvidenskabelige værker. Et sådant studium har naturligvis beriget deres tale- og skrivetalent på det åndelige felt. Men den side ved nævnte felt, de endnu ikke kan opleve med følelsen eller hjertet, kan de naturligvis ikke manifestere. Og deres frembringelser, det være sig på skrive- eller taleområdet såvel som på selve væremåden, kan naturligvis ikke måle sig med de væseners, der netop kan opleve med hjertet. Det kan ikke benægtes, at der bliver en vis åndsforskel på disse to slags væsener. De væsener, der kan opleve med hjertet, samtidigt med at de har stor skrive- og taleevne, kan naturligvis repræsentere mere af åndsvidenskaben end de væsener, der nok har skrive- og taletalent, men kun har en teoretisk oplevelsesevne. De første kan give åndsvidenskaben varmende, praktisk liv, så den bliver livets højeste bevidsthedsnæring. De andre væsener derimod kan nok give den en ydre glans, men den har intet liv, den er kun en teori, hvilket i realiteten vil sige en "formodning", der i morgen eventuelt må forandres til fordel for en ny formodning og således fortsættende.

Og det bliver da også fra de førstnævnte væsener, at forsynet rekrutterer sine virkelige betydningsfulde arbejdere på det åndelige felt eller det, der for jorden betyder verdensgenløsning. Det åndelige liv kan nemlig ikke udbredes eller formere sig udelukkende ved teori. Der skal en fundamental praktisk demonstration i væremåde til, og denne kan kun de præstere, der ikke alene har den hjernemæssige eller teoretiske side i orden, men også oplever og manifesterer teorierne som praktisk virkelighed. De må mere eller mindre være blevet til "C-viden" eller vanebevidsthed i deres væremåde. Og her finder vi således løsningen på Jesu ord: "Mange er kaldede, men få udvalgte". De "mange kaldede" vil altså sige de væsener, der er nået så langt frem i deres udvikling i spiralen, at de netop har begyndt at få deres hjernevirksomhed indstillet på de højeste eller evige fakta og rent teoretisk begynder at forstå, at disse ikke er ren overtro, men rummer sandheden. Sådanne væsener er naturligvis alle "kaldede", de er blevet søgende og kan således ikke frakendes at være aspiranter til livets højeste visdom. Og det eneste, der nu holder dem tilbage fra at blive autoriteter på det åndelige felt er kun "tærskelens vogtere". Hvilket vil sige, deres egne ufærdige naturer. Disse ufærdige naturer giver sig nemlig udslag i, at den megen teoretiske begavelse og deres eventuelle skrive- og taletalent i forbindelse med en endnu ikke udlevet ærgerrighed bevirker, at hele deres færd mere bliver en stræben efter position og anseelse, altså en slags berømmelse på det åndelige område, end den bliver en "pligtmanifestation". Deres væsen bliver en ren "selvisk" fremtræden. Her afviger de fra "A-kritikerne". Disse væsener har jo allerede (hovedsageligt i tidligere liv) udlevet ærgerrigheden, har udlevet dette at have stor position, magt og ære. Disse foreteelser har ikke mere nogen tiltrækning på dem. Hele deres fremfærd bliver derfor kun en ren og skær "pligtmanifestation". Hvad de så end beskæftiger sig med, vil de i virkeligheden helst leve skjult og nærer næsten ængstelse for at blive genstand for berømmelse og magt. Og man må således her forstå, at med denne bevidsthedsindstilling vil de netop være særligt kvalificerede til at eje virkelig kundskab og magt, thi den vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne blive misbrugt til at brillere med, til at nedværdige og undertrykke andre eller til at ophøje sig selv, men udelukkende kun til at udløse pligtmanifestationer med over for alt levende.

At Forsynet udsøger sig sine største hjælpere blandt disse væsener er naturligvis en selvfølge. Og disse væsener bliver derfor ikke alene "kaldede", som de førnævnte væsener, men de er også ligefrem "udvalgte" af Forsynet. De udgør de helt frie væsener. Deres største glæde og inspiration i livet er "pligtmanifestationen". Denne frihed har de andre væsener ikke. De er endnu, som før nævnt, stærkt bundet af ærgerrighed, hvilket vil sige hungeren efter at blive beundret. Og deres tilknytning til åndsvidenskaben skyldes derfor i meget udstrakt grad denne hunger. De ser i åndsvidenskaben et nyt middel, ved hvilket de muligvis kan blive beundret. De lægger derfor i deres væsen umådelig vægt på at indlemme den i deres tale- og skrivetalent, medens de, efter at den første begejstrings rus er vejret bort, mere og mere sløjer af med at praktisere den i deres væremåde. De kommer derved, uden egentlig at vide af det, mere og mere i konflikt med de store analyser eller evige faktas ånd og har til sidst i deres bevidsthed kun tilbage disse foreteelsers nøgne bogstav. De opnåede aldrig, ved hjælp af åndsvidenskaben, den magt og berømmelse, de i al stilhed havde begæret. De kommer alle til at opdage, at virkelig åndelig magt og storhed udelukkende ligger i dette ene – ikke at begære den. At komme dertil i udviklingen er det samme som at have overvundet magten. Og kun den, der har overvundet magten, kan bruge den i kontakt med de højeste love. Kun et sådant væsen kan blive livets herre.

At Forsynet vælger sine virkelige støtter og fakkelbærere blandt disse væsener, og ikke blandt de væsener, der ligger under for magten eller er besat af magtbegæret, er naturligvis indlysende.

Forskellen mellem de her nævnte to slags væsener bliver da også iøjnefaldende. Medens "A-kritikerne" har god tid i enhver situation til at vente, til "Forsynet kalder", har de andre væsener et stærkt hastværk. De er jo mere eller mindre hungrende efter oplevelsen af beundring. De kan ikke komme hurtigt nok frem. Denne "sult" nærer de førstnævnte væsener ikke. At de to slags væsener derfor i længden ikke kan arbejde sammen, bliver også her synligt som en selvfølge. De magthungrende væsener arbejder sig ud eller bort fra Forsynets virkelige "udvalgte". Den sindighed, uafhængighed og ro over for proselytkapringen, disse sidstnævnte væsener udviser, er alt for sendrægtig for de magthungrende væsener. De bliver derfor undertiden skuffet og begynder at arbejde på egen hånd. Og dermed har "tærskelens vogtere" sejret. De pågældende væsener er nu for alvor i deres egen ufærdige naturs vold. De dyrker nu helt deres egen vilje i stedet for Forsynets. De deler ikke mere de vises bevidsthedsindstilling: "Fader ske ikke min, men din vilje". Vi vil her kalde denne væsensgruppe for "B-kritikere".

Da livet og medvæsenerne ikke altid opfylder "B-kritikeren"s selviske begær og attrå, bliver hans kritik som regel identisk med en overdreven dadel af samme liv og medvæsener. En absolut fri, nøgtern og upartisk analyse af noget, der er ubehageligt for det selv eller befinder sig i dets selviske begærs disfavør, kan et sådant væsen af naturen ikke give. Skal det give en sådan analyse, kan det kun ske igennem en slags læggen bånd eller tvang på sig selv. Nævnte væsen må tvinge virkningerne af sin selviskhed i knæ, altså et besvær "A-kritikeren" er ganske blottet for. Vi bliver derfor også vidne til, at "B-kritikken" aldrig er ren i sin fremtræden. Den vil i de fleste tilfælde være præget af en ganske overdreven pessimisme, alt eftersom dens ophav ikke får opfyldt sine selviske begær eller fordringer. Dog må man her huske på, at "B-kritikeren" jo er et væsen, der har tilegnet sig en vis grad af intellektualitet og i kraft heraf ikke i særlig grad vil lade sin eventuelle indignation og skuffelse gå ud over selve åndsvidenskaben, men udøser den derimod over nævnte videnskabs ophav og dettes nærmeste medarbejdere. Og herpå ses det netop, at det ikke er selve åndsvidenskaben, men derimod at det er noget personligt hos nævnte ophav eller dettes hjælpere, der er kommet på tværs af opfyldelsen af "B-kritikeren"s selviske begær, fordringer eller ønsker, der ligger til grund for pessimismen og indignationen. Vi ser derfor også det særsyn, at "B-kritikken" kan indeholde den største lovprisning eller hyldest til åndsvidenskaben samtidigt med, at den er fuld af sortsyn mht. dens ophav og dettes særlige hjælpere. Ja, vi finder i "B-kritikken" alle symptomer på, at dens ophav ligger under for "martyrfornemmelsen", ligger under for den samme illusion som den, der bringer alle andre væsener i krig med hverandre, nemlig forestillingen om, at man "lider uret", er blevet "skubbet ud i mørket", er blevet "svigtet" osv. altså alle de symptomer, der ikke alene adskiller "B-kritikeren" fra "A-ktitikeren", men også fuldstændigt afslører felter i førstnævntes bevidsthed, hvor åndsvidenskaben eller intellektualiteten endnu ikke er trængt ind. I disse felter er "B-kritikeren" endnu fyldt med vikingeånden, der ønsker hævn og straf over kontrære medvæsener, krav om "oprejsning" for "uret" man har lidt og nedsabling af dem, man tror, der er skyld i ens genvordigheder eller ubehagelige skæbne osv. Ganske vist bruger "B-kritikeren", grundet på den grad af intellektualitet han har tilegnet sig, ikke de drastiske metoder i sin udløsning af indignation, som vikingen. I stedet for det skarpe sværd bruger den moderne "viking" nu en skarp tunge. Han lader her og der falde bemærkninger, der i ord, hentydninger og meget sigende minespil absolut ikke er tilsigtet at være i modpartens favør, men derimod mere eller mindre er baseret på at sætte tilhørernes fantasi i bevægelse langt ud over det tilladelige eller sandfærdige. Og med dette frie spillerum for fantasien bringer den primitive tilhører det formentlige meddelte og – ikke meddelte – videre, udsmykket og på intelligensmæssig måde gjort troværdigt og forlenet med sensationens allerbedste effekter, hvorved det kommer til at gøre lykke hos andre "B-kritikere" eller modstandere af denne bagtalelseskampagnes objekt. Det er et sådant fantasibillede, der her udtrykkes som "B-kritikken".

Nævnte kritik er således ikke en i kærlighed affattet nøgtern analyse af dens objekt, men udgør derimod i realiteten en i form af en intelligensmæssig bagtalelseskunst udløst indignation over skuffede eller bristede forhåbninger hos dens ophav.

Medens "A-kritikken" er en intellektuel udtrykt forståelse af alt og alle, ganske uafhængigt af personlige begær eller fordelagtige forventninger, og således giver udtryk for en hundrede procents kærlighed, vil "B-kritikken", ved sit indhold af bebrejdelser, krav om oprejsning for sit ophavs "martyrium" og den tilsigtede bagtalelsesmæssige tilsmudsning af modparten og dennes manifestationer, være identisk med et draget sværd. Og en sådan manifestation vil uvægerlig afsløre sit opgav som mindre intellektuel og dermed mere eller mindre uheldig for ethvert åndeligt discipelskab. Måtte Peter ikke netop stikke det "dragne sværd" i skeden, for at hans følgeskab med verdensgenløseren kunne fortsættes? – Og var det ikke med indstillingen eller ordene: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, Frelseren proklamerede eller åbnede verdensgenløsningen? – Og er det ikke ignoreringen af denne proklamation, der i dybeste forstand ligger til grund for begrebet "dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde"? – Og er det ikke denne vandring, der førte "den fortabte søn" bort fra faderen til en zone, hvor han måtte "æde sammen med svinene"? – Og var det ikke dette stinkende "bordselskab", der flængede hans gudesønlige bevidsthed i "laser" og "pjalter"? – Og tror man ikke, det var disse "laser" og "pjalter", der åbnede hans bevidsthed for synet af den forkerte vej, han gik, og dermed affødte længslen efter at vende om og gå tilbage til Faderen?

"B-kritikken" er den sidste hindring for opnåelsen af foreningen med Faderen eller Guddommen. Der kommer således ingen til Faderen uden ved at udrense sin bevidsthed for "B-kritik". Den er, som her vist, udgørende de sidste rester af ufærdige naturer i væsenets bevidsthed og bliver derved synlig som identisk med "tærskelens vogtere". I samme grad, som man opdager sin "B-kritik"s identitet med den fortabte søns "bordfællesskab" med svinene, hvilket i realiteten vil sige: hans anvendelse af de dyrisk, smudsige bevidsthedsmetoder og utilfredshed med livet eller det i faderens manifestationer, der ikke umiddelbart synes at være i hans favør, forfærdes man over denne sin "pjaltethed" eller mentale lazarontilstand. Og det før så dominerende selviske begær er svundet ind til fordel for ydmygheden, der nu kommer stærkt til orde i hans bevidsthed. Den før så fordringsfulde gudesøn gør nu slet ikke mere krav på dette sit ophøjede familieskab eller denne sin guddommelige værdighed, ligesom han heller ikke mere stiller krav om at spille den eller den fremtrædende eller store rolle i selve åndsvidenskabens eller visdommens tjeneste. Han nærer kun det beskedne ønske: kun at blive en af "sin faders daglejere". Og her begynder himlen at åbne sig for den "fortabte" gudesøn. Med opgivelsen af alle ønsker, krav og fordringer om gengældelse eller oprejsning for uret, han mener at have været genstand for, er tilbagetoget imod faderens herlighed begyndt. "Den fortabte søn" har fundet sig selv og er blevet ét med sin fader. "B-kritikeren" er blevet "A-kritiker". Og Guds lysende strålevæld er blevet en modstander fattigere, og menneskeheden en naturlig repræsentant for "en varig fred på jorden" rigere.

Som vi lige har set, er "B-kritikken" ikke så meget en kritik af selve åndsvidenskaben, som den er en udløsning af en indignation imod dennes særlige formående repræsentanter, af hvem "B-kritikken"s ophav mener at være miskendt og derfor af de samme væsener lukket ude fra den eller den særlige mission eller kaldelse i åndsvidenskabens tjeneste, som nævnte ophav mener at have krav på. En "B-kritiker" er altså et væsen, der ikke forstår, at ingen som helst væsener kan lukkes ude fra anden mission eller kaldelse end den, der udelukkende kun har rod i hans egen på ærgerrighed endnu eksisterende fantasi. Hvis Guddommen eller Forsynet ønsker at tildele et væsen en stor eller lille mission, hvilken magt skal da forhindre denne Guds vilje? –

At blive indigneret over, at man ikke kommer til at spille den rolle i visdommen eller på anden måde ikke får den skæbne, man selv ønsker, er jo en blottelse af, at man endnu ikke selv forstår Guds veje. At gøre andre væsener ansvarlige for denne sin skæbne kan kun være kompromitterende for ens kvalifikationer i åndsvidenskab. Og det er netop i henhold hertil, at vi har følt det formålstjenligt her at dvæle så meget ved "B-kritikken". Det er jo denne kritik, der i særlig grad afslører sig som "tærskelens vogtere", fordi dens ophav er vokset ud af både den religiøse trosopfattelse og den materialistiske gudsfornægtelsestilstand. De kan ikke frakendes mere eller mindre at være åndsforskere og vil derfor i mange tilfælde repræsentere en vis grad af intellektualitet. De er således på en måde udgørende den kreds eller skare af væsener, der er særligt i smeltediglen for at omformes til at blive fuldkomne aspiranter til den ny verdenskultur. Og som vi her har set, hindres de kun i at blive "A-kritikere" i kraft af de selviske naturer i deres eget væsen, de endnu ikke har overvundet, og som er uforeneligt med verdensgenløsningens ånd, der er fundamentet for nævnte kulturs fødsel og eksistens på jorden.

Da denne ånds særlige struktur kun kan give sig udslag i den opfyldelse af kærlighedens store bud, der som en lysglorie fra Golgathas kors vibrerede ud over jorden, og som en guddommelig lydbølge fra Nazaræerens mund: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", åbnede verdensgenløsningen for jordens utalte millioner, har vi her en levende åbenbaring af den altgennemtrængende næstekærlighed, der lader det være saligt "hellere at give end at tage", endog når det gælder ens eget liv.

Når det er verdensgenløsningens lysende ånd og dermed fundamentet eller tærskelen til en absolut "varig fred", såvel i ens eget indre som i den ydre verden, er det givet, at ingen fundamentalt kan overskride denne tærskel eller være retmæssige vejvisere og tjenere for indgangen til dette mentale solskin, sålænge de endnu forgifter tilværelsen for sig selv og andre med selviske fordringer, anklager, bebrejdelser over eller indignation imod den næste, der så ubetinget fordres elsket, for at himlens porte kan åbne sig og fredens lysende tærskel overskrides af den mod Faderen stræbende gudesøn.

Fra Kosmos 1941-42: "Omkring min skabelse af Livets bog".
  Artiklen er i sin fulde længde bragt i Kosmos 1982, nr. 1-6. Enkelte sæt fortløbende numre kan endnu købes ved henvendelse til Instituttet.