Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2000/4 side 82
Spørg om kosmologi
Har organer og jordkloden en livsoplevelse?
En læser skriver: Martinus hævder, at vore organer er levende væsener med egen livsoplevelse, og det samme siger han om jordkloden. Det forstår jeg ikke, for hvordan kan et af mine organer, fx mit hjerte, have nogen som helst livsoplevelse ved blot at pumpe og pumpe blodet rundt i 80-90 år? Og hvordan skulle jordkloden kunne have en særlig livsoplevelse ved blot at snurre rundt i kredsløb årtusinde efter årtusinde?
 
SVAR: Det er rigtigt, at Martinus beskriver hele verdensaltet som "liv inden i liv", og at alle levende væsener således er en del af en større organisme, samtidig med, at det selv må give "livsrum" for andre levende væsener i form af de mikrovæsener, dets egen organisme er opbygget af. Ja, han går endda så vidt, at han siger, at vi ikke kunne opleve noget som helst, hvis ikke der var andre levende væsener i makro-, mellem- eller mikrokosmos til at lede vore skæbnebølger, og at alle disse væsener hver især er "ophav til bevægelse i form af skabelse og oplevelse."
Tænk, hvilket vældigt panorama, Martinus her åbner vore øjne for! Vi er alle tæt og inderligt forbundne med hinanden og med både vore organer og mikrovæsener, – og med jordkloden. I artiklen "De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen", som senest er bragt i Kosmos nr. 2-1993, forklarer Martinus om dette samspil. Der går åndelige impulser igennem vort eget fysiske legeme til alle vore organer og mikrovæsener ved vores tankeudveksling eller samtale med andre mennesker. "Er denne tankeudveksling et vredesudbrud over for vor næste, sender den refleksimpulser igennem vor organisme af samme mørke energi, der er af dræbende natur for mikrovæsenerne. Hvis et menneske er ude for mange skuffelser og vanskeligheder, skaber dette også mørke i væsenets sindelag og tankeimpulser, der gennemstrømmer dets organisme, og kan her skabe nervesammenbrud, mavesår og den heraf følgende svækkelse. (....) Hvis et væsen oplever noget meget opmuntrende og glædesbefordrende, sender denne energi også refleksvirkninger igennem organismen. Disse er overordentligt sundheds- og livgivende. (....) Således sender hver eneste tanke- eller sindelagsimpuls, der går igennem væsenets mentalitet, opbyggende eller nedbrydende impulser gennem væsenets organisme alt efter den tanke- eller sindstilstand, det befinder sig i."
Hermed fortæller Martinus os altså, at vore organer i høj grad har en livsoplevelse, – og at denne er ganske nøje forbundet med den måde, vi selv, – som organernes makrovæsen – oplever vort liv på. I bogen Bisættelse, kap. 48, fortæller Martinus os noget, som alle egentlig burde læse, fordi det har den allerstørste betydning for vores sundhed eller sygdom og dermed for vores og vore mikrovæseners livsoplevelse. Kapitlets overskrift er: "Vor tanke er den højeste ydre naturkraft for vor organismes mikrovæsener." Han skriver videre, at tanken er det samme som individets livskraft. Derved bliver tanken altså "hovedfaktoren i bestemmelsen af individets sundhed og sygdom såvel legemligt som sjæleligt. Da individets organisme udgør et "univers" eller en bolig for myriader af mikroskopiske væsener, er det ikke alene for individet selv, at denne livskraft bliver sundheds- og lykkebestemmende. Den er også en stor medvirkende faktor i skabelsen af de små mikrovæseners skæbne. I deres "univers" udgør den jo den højeste ydre kraft, hvilket vil sige "naturkraft.""
Hvis vi nu vender os til den anden del af spørgsmålet, hvordan forholder det sig så med jordklodens livsoplevelse? Også dette spørgsmål kommer Martinus ind på i den tidligere omtalte Kosmos-artikel. "Jordens aktivitet er i en overvejende grad af åndelig eller kosmisk art. Jordkloden er forbundet med andre kloder eller verdener ved gensidige makrokosmiske tankeimpulser. Disse danner et stort, virksomt område af stråler og bølger omkring den fysiske klode. Bag dette område eksisterer jordens kosmiske organstruktur, dens overbevidsthed og underbevidsthed, dens grundenergiorganer, der danner dens bevidsthedsområde, dens åndelige og fysiske legeme."
Jordkloden
Nu bliver det virkelig spændende! For vi kan vel ikke undgå at få den tanke, at når vore organer og mikrovæsener i så høj grad er afhængige af os som deres makrovæsen, så må det samme i princippet gælde os som jordklodens mikrovæsener. Og ganske rigtigt skriver Martinus i denne spændende artikel: "Ved at følge menneskehedens udvikling fra dens spæde begyndelse og fremover kan vi ligefrem konstatere, hvilke grundenergier makrovæsenets refleksimpulser over for menneskene på deres forskellige udviklingstrin har været kombinationer af. De er refleksimpulser af makrovæsenets dagsbevidste tankeimpulser med sine klodemedvæsener i deres fælles mellemkosmos."
Igen må vi tilbage til bogen Bisættelse, hvor Martinus i kap. 82 og fremefter fortæller om jordkloden, solen og mælkevejene som levende væsener. Jorden har i princippet både mikrovæsener, blodomløb i form af vandets bevægelser, skelet og muskulatur i form af dens faste sten- eller mineralformation med påhæftede blødere jordlag. Vandfordampningen og dampfortætningen er jordkæmpens umådelige åndedræt. "Men det er ikke alene til vor åndedrætsernæring og de andre nævnte livsfunktioner, at der i jordkæmpen kan påvises en parallel. Også for det rent grove ernæringsprincip, opsummering af fast føde i organismen og dets fordøjelse giver nævnte kæmpevæsen bevis. Det "spiser" hele døgnet rundt. Dets "føde" opsummerer det i form af de materielle partikler, der i umådelige mængder i form af lysende stof udslynges fra solen. (....) Idet vi således befinder os som mikroindivider i en kæmpes organisme, vil den bevægelse, vi bliver vidne til, de vældige naturkræfter, orkaner og briser, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter, kulde og hede, være identisk med kæmpens livsfunktioner, dens fordøjelse. Naturkatastrofer, krig og lemlæstelse er disharmonier, er unormale tilstande, er sygdom og ufuldkommenhed i dens fremtræden. Fred og harmoni er den fuldkomne sundhed i dens almenbefindende."
Vi kan altså konkludere, at klodevæsenet i høj grad har en livsoplevelse i sin tankeudveksling med andre væsener i SIT spiralkredsløb, – vi har selv en vældig livsoplevelse, der i høj grad er præget af VORT makrovæsen (jordkloden) og vore organer har ligeledes en livsoplevelse i DERES spiralkredsløb, – og tilsvarende i meget høj grad præget af de tankeklimaer, vi byder dem. Altsammen en følge af, at vi alle – blot i tre forskellige spiralkredsløb – befinder os på omtrent samme sted i udviklingen, nemlig på grænsen mellem dyr og "rigtige" mennesker, der er det samme som på grænsen mellem selviskhed og uselviskhed – på grænsen mellem egenkærlighed og næstekærlighed.
 
Det omtalte nummer af Kosmos kan stadig købes på Instituttet. Og alle er velkomne til at stille yderligere spørgsmål.
Hans Wittendorff