Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad er sult og mættelse? Ja, er det ikke de to foreteelser i livets oplevelse, De i allerhøjeste grad har erfaret? Findes der overhovedet nogen situation, der ikke repræsenterer enten det ene eller det andet af nævnte to principper? Nej, absolut ikke. De udgør det allerførste, De oplevede, da De ved Deres fødsel trådte ind i den fysiske verden. Og de behersker Dem gennem hele livet og vil blive det allersidste, De oplever, når De igen ved "døden" skal træde ud af den fysiske verden. Sult og mættelse er selve livet. Uden for sult og mættelse findes absolut intet liv. Men når disse to principper således former sig som det altbeherskende i livet, kan studiet af disse to principper afsløre et temmeligt omfattende materiale af urokkelig visdom eller virkelig åndsvidenskab.

Vi kommer således her til at se, at hele vort liv, ikke blot vort forhold til mad og drikke, men også vort forhold til vore omgivelser, vor næste, er et spørgsmål om "sult" og "mættelse". Hvis et menneske således føler antipati over for sin næste, vil det altså i virkeligheden sige, at denne næste repræsenterer noget, som det mere eller mindre er "mæt" af, noget det forlængst har fået tilfredsstillet. Hvis et væsen derimod føler stærk sympati for et andet væsen, vil det på samme måde sige, at dette andet væsen repræsenterer noget, som det selv hungrer og tørster efter. Dette vil altså igen sige, at vor næste i realiteten udgør en slags "føde", en slags "mad" og "drikke", for os. Vi er således i allerhøjeste grad afhængig af denne vor næste. Men derved bliver jo Jesu ord til videnskabelig sandhed, der hvor han udtrykker, at "mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord som udgår gennem Guds mund". "Guds mund" er jo netop vor næste i sin højeste analyse og kan aldrig i nogen som helst situation være andet. Og denne næstes handlinger og væremåde er altså det samme som "Guds ord". Det vil igen sige, at vor næstes handlinger og væremåde således er en del af vor "føde", ligesom vore handlinger og væremåde naturligvis på samme måde udgør en del af hans "føde". Hele vor tilværelse og vort forhold til vore omgivelser, vor næste, er således i allerhøjeste grad et spørgsmål om, hvad vi hungrer efter, og hvad vi er mætte af, hvad vi føler lyst til, og hvad vi føler lede ved. At føle "lyst" og "lede" er således en naturlig ting, idet den er identisk med sult og mættelse og har i sig selv ikke noget som helst med "synd" at gøre. Det store problem for det levende væsen bliver derimod dette at vide, "hvad der er føde for hvem". Det er rigtigt, at naturens udfoldelse igennem de levende væseners fremtræden og væremåde udgør "føde", men hvilken "føde" passer for "hvem"? Alle levende væsener kan jo slet ikke rent fysisk set spise den samme føde. Det, der er føde for den ene væsensart, kan jo være den rene gift for den anden væsensart. Og således er det også med hensyn til den kosmiske sult eller den næring, vi skal have ud af vor næstes manifestation og væremåde eller forhold til os. Lige så vel som den kan være overordentlig livgivende og opmuntrende livsernæring og skabende mentalt og fysisk velvære og lykke for os, således kan den også skabe de mest forfærdelige kvaler og lidelser eller ulykkelige tilstande for os.

For væsener under jordmenneskets trin volder dette fysiske såvel som kosmiske ernæringsspørgsmål ingen vanskeligheder eller problemer, idet væsenerne her rent instinktmæssigt ledes til at æde og drikke det for disse væseners trin absolut sundeste og den mest passende føde, ligesom deres væremåde over for omgivelserne ligeledes er deres trins absolut fuldkomneste. Der er ikke noget her, der for dem kan skabe sjælelige konflikter eller "samvittighedsnag". Helt anderledes stiller det sig med det jordiske menneske. Det er i en kolossal udstrækning i strid eller disharmoni med ikke blot sit rent fysiske sult- og mættelsesspørgsmål, men er også i en rent gigantisk udstrækning i konflikt med sit sult- og mættelsesspørgsmål med hensyn til den "føde" eller "kost", som næstens væremåde og manifestationer skal udgøre for det selv. At blive klar over, hvad der er den absolut rigtigste føde for sjælen såvel som for legemet, er således det absolut eneste fornødne.

Men er det bedre med hensyn til væsenets rent sjælelige, hvilket vil sige rent mentale velvære? – Ja, lever vi ikke netop i en tid, hvor dette velvære er endnu værre end det rent fysiske? – Er det ikke således her, at menneskene har begyndt at lemlæste, myrde og dræbe eller udrydde sig selv? – Kan en sjælelig tilstand være værre? – De væsener, der skulle "vorde frugtbare og mangfoldige, opfylde Jorden og gøre sig den underdanig", lemlæster, dræber og udsletter hverandre. Det må da være selve kulminationen af "helvede". – Kan en levevis være værre?

Da hele tilværelsen som før nævnt udelukkende er et spørgsmål om begær og tilfredsstillelse af begær, der igen henholdsvis er identisk med sult og mættelse, kan vi således ikke komme uden om, at flokkens såvel som det enkelte væsens vilje således i realiteten er et spørgsmål om, hvad flokken såvel som det enkelte individ giver sig selv af fysisk og sjælelig føde. Men da flokkens vilje, som jeg før nævnte, inden for jordmenneskeheden dominerer i at udrydde sig selv, og denne udryddelse altså i virkeligheden er dens sjælelige føde, vil det altså i virkeligheden sige, at flokken "æder sig selv". At dette må være skrigende imod naturens love og dermed være det absolutte "syndefald" eller "nydelsen af den forbudte frugt", behøver man da kun almindelig begavelse for at forstå. Intet under, at nydelsen af denne frugt i første instans måtte være den såkaldte "død", måtte være den fortabte søns eller den guddommelige gudesøns nedværdigelse til at "spise sammen med svinene".

Hvad er da den rigtige føde? Den rigtige føde må naturligvis være noget, der giver sundhed såvel for sjælen som for legemet. Sundhed er igen den højeste sjælelige og legemlige fornemmelse af livet. Denne fornemmelse er igen Himmerigets Rige, det er den højeste evne til at fornemme velsignelse, lykke, glæde og salighed. Det er fornemmelsen af at være ét med Gud. Det er at være ét med vejen, sandheden og livet. Den fuldkomneste og dermed rigtige føde for sjæl og legeme må være noget, der ved sin optagelse i sjæl såvel som i legeme må skabe et hundrede procents velvære. Noget, der i disse to foreteelser ikke skaber denne velværefornemmelse, er en absolut forkert føde, er noget, der ikke kan omsættes eller fordøjes, men derimod nedbryder og underminerer organismens sjælelige såvel som legemlige tilstand.

At animalske væsener spiser animalsk føde, er i princip det samme som, at "mennesker spiser mennesker". Vi er alt for nært beslægtede. Vi spiser medvæsener i samme rige. Det fuldkomne, smertefrie og dermed lykkelige liv kan kun forekomme der, hvor flokkens såvel som det enkelte væsens vilje kun er nydelse af materier og foreteelser fra det underliggende rige. Animalske væsener, hvilket her vil sige de såkaldte "dyr", der æder planteføde, skaber ikke rædsel, død og undergang for medvæsenerne i deres eget rige. Denne rædselsudfoldelse hører de kødædende og blodnydende væsener til. At det er en livsbetingelse for rovdyrene at leve af animalsk føde, forandrer ikke princippet. Disse væsener har blot igennem deres mange inkarnationer eller liv udløst denne særlige form for begærtilfredsstillelse i en så udstrakt grad, at de har fået hele deres organisme omdannet i dette begærs favør, har fået tænder og klør, kraft og smidighed, ja, hele deres væsen er blevet et udviklet talent i befordringen af mordnydelsen, en udvikling, der egentlig kun er en begyndelse til det vældige talent i samme retning, som jordmennesket i dag til overdådighed repræsenterer. Og er det ikke netop dette talent, der i dag får jordmenneskehedens store flok til at "æde sig selv". En større kulmination af rovdyrnatur kan vel ikke forekomme. Jordmennesket er forlængst blevet i stand til at danne sig redskaber til at myrde og dræbe med, ved siden af hvilke det almindelige rovdyrs klør og tænder og kraft svinder ind til den rene hjælpeløshed. Jordmennesket er således rovdyret i sin fuldkommenhed.

Denne fuldkommenhed af rovdyrnaturen hos jordmennesket består ikke blot i, at det kan skaffe sig den animalske føde med større lethed end det almindelige rovdyr, men også deri, at dets sjælelige føde også er animalsk, hvilket vil sige en nydelse af andre væseners normale sjælelige førlighed. De myrder og dræber også hverandre mentalt og lever således højt på disse morderiske mentale sejre. De gør jagt på andres positioner, søger at underminere væsener, der er bedre stillet end de selv. De stjæler, bedrager, lyver, bagtaler og myrder, flænser og flår andre væseners glæde og lykke ved at være til. Denne underminering af andre væsener for dermed at albue sig frem over næstens mentale og fysiske undergang er således i stor udstrækning væsenernes sjælelige føde af i dag. Da ofrene herfor i stor udstrækning også er rovdyr, der bliver rasende med al mulig udnyttelse af deres mentalt og fysisk dræbende talent for at undgå modstanderne, er vi netop lige akkurat ved den udløsning, der kun kan være selve helvede eller en åndelig jungle.

Selviskheden.
Væsenerne æder hinandens lykke.
Den rigtige føde "Næstekærligheden".
Det fuldkomne menneskes tilbliven. –
Den virkelige værdi i verden menneskets evner og pengeafskaffelsen. – Den nye jord hvor der ikke er evnetab, hvor alle kommer på den rette hylde. Alle bliver til glæde for alle. Alle manifestationer er fuldkomne og udgørende den rigtige føde. Den fuldkomne manifestation er kærtegn. Kærtegn er kærlighed.