Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På de næste sider kan man danne sig et hurtigt overblik over Martinus' stil og metode. Han starter med en lille dagligdags iagttagelse og bruger den som udgangspunkt for et helt verdensbillede. Altså samme metode som i naturvidenskaben, hvor man finder en detalje midt i helheden, tolker den på en bestemt måde og ser alt ud herfra. Det klassiske eksempel er tyngdeloven. Newton så et æble løsne sig fra grenen og falde til jorden. Det fik ham til at danne den hypotese, at der mellem fysiske masser findes kræfter, som forsøger at få dem til at støde sammen. Og ud fra denne forestilling kunne ikke blot han, men lidt efter lidt også alle andre, se som en "sandhed", at eksemplet med æblet gjaldt overalt i universet.

Sandheden er således en kulturel norm, der breder sig. Den er ikke et bevis, hvad nogen tror, men en hypotese, der opnår status som "sandhed" på god demokratisk vis.

Hvordan kan en sandhed så væltes? Ikke nødvendigvis ved at man påviser den som usand, men ved at man finder en ny sandhed, der er større, mere praktisk. Eksempel: engang var jorden flad, nu er den rund. Den første sandhed er glimrende for folk, der ikke har brug for at rejse ret langt væk. Men tager man på langfart, og skal man fx. beregne flybrændstof til en rejse tværs over Stillehavet, kan det godt betale sig at regne med en rund jord. Så sent som i 1941 var det denne konflikt mellem en ny og en gammel sandhed, der ifølge min skolelærdom førte til, at japanerne overrumplede amerikanerne og ødelagde deres flådebase i Pearl Harbor.

Vender vi os nu mod Martinus, så vil vi se, at han som udgangspunkt vælger at se verden styret af bare to faktorer: sult og mættelse. Stille og roligt afprøver han påstanden gennem utallige eksempler, lige fra den fyldte mavesæk til mere indviklede psykologiske faktorer, hvor de samme principper går igen. Ja, hele menneskeslægtens forskellighed viser sig, set fra dette synspunkt, at bero på, at nogle er sultne efter ét, nogle efter noget andet.

Så langt kan de fleste vist følge Martinus. Men hvad der mere ligger i hypotesen er, at alle mennesker efterhånden vil blive sultne efter det samme: fred på jorden. Og Martinus går endnu videre: alle vil lidt efter lidt blive så fredelige, at verden som helhed bliver fredelig. Denne "sandhed" strider helt åbenbart med en anden, som man ofte hører fremsat: "krig har der altid været, og krig vil der blive ved med at være!" Og her vil man da også se, at hypotesen om sult og mættelse ikke kan forklare alt, den er kun en lille del af Martinus' samlede verdensbillede. Her må der en anden hypotese til (om reinkarnation), som endnu langt fra er blevet folkeeje og norm på kloden. Indtil videre må vi så bare glæde os over, at der er et verdensbillede – stort eller lille – for enhver smag. Og en sandhed ligeså, som måske først lider skibbrud, når den møder sit "Pearl Harbor". Således kan sandheder vokse og blive universelle som tyngdeloven. Det handler Kosmos om.