Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I efteråret 1999 bragte vi, i forbindelse med et andet spørgsmål, en kort omtale af vores frie vilje i forbindelse med vores lange livsvandring gennem spiralkredsløbene. (Kosmos nr. 9-99) Flere læsere har bedt om en uddybende forklaring, idet de pågældende mener, at vi i høj grad har en fri vilje i vores dagligdag. Som en af læserne skriver: "Jeg bruger hver dag min frie vilje til at træffe et utal af beslutninger eller valg, som har afgørende betydning for, hvor jeg bevæger mig hen." En anden læser påpeger derimod, at vores frie vilje er begrænset, og at "mængden af fri vilje varierer meget fra person til person."

Lad os derfor se lidt nærmere på dette interessante emne, der kan anskues fra flere perspektiver. Den førstnævnte læser har jo helt ret i, at vi har en vis fri vilje i vores nuværende inkarnation, og de nævnte beslutninger eller valg er oplagte eksempler. Men i det pågældende nummer af Kosmos satte jeg netop den frie vilje i relation til dét, Martinus kalder for vort "kosmiske åndedræt", altså vores livsvandring gennem spiralkredsløbet. Og så ser sagen helt anderledes ud i dette perspektiv:

Vi jordmennesker "begyndte" indeværende spiralkredsøb som planteorganismer, udviklede os gennem utallige inkarnationer gennem planteriget til det egentlige dyrerige, gennem endnu flere inkarnationer frem til primitive jordmenneskestadier og frem til vort nuværende stadium. Og herfra er vi på vej til, gennem de kommende ca. 3000 år, at blive til færdigudviklede mennesker.

Set i dette vældige, kosmiske perspektiv er det så som så med vores frie vilje! Man kan ikke i dag bestemme, at man vil tilbage til dyrestadiet. Man kan heller ikke beslutte, at nu vil man i næste inkarnation springe nogle stadier over og blive et fuldkomment menneske. Eller med Martinus' ord: "Med sin viljeudløsning kan individet således ikke forandre en eneste smule i sit "kosmiske åndedræt" eller spiralkredsløb og kan derved med sin vilje absolut umuligt standse, hæmme eller forcere sit evige liv."

Men hvordan ser det så ud med vores såkaldte frie vilje? Jo, forklarer Martinus i stk. 2282, "...derimod har væsenet (...) total fri vilje i sit mellemkosmos, inden for alt, hvad der er bevægeligt, inden for alt, hvad der hører ind under "det skabte" og dermed inden for alt, hvad der er skæbnedannende i samme grad, som det i sin væremåde kan opfylde de betingelser, af hvilke den frie vilje udelukkende er et resultat. Vi må altså her huske på, at man ikke i længden kan opretholde den frie vilje der, hvor den bliver en spærring for andre levende væseners normale brug af fri vilje."

Og nu begynder problemet at blive spændende for os, – og i høj grad noget, der griber ind i vores daglige liv. For hvornår kan vi sige os fri for at "spærre for andres frie vilje"? Vi dræber dyrene, vi konkurrerer på livet løs med vore medmennesker, vi maser på for at tilegne os så mange af livets goder som muligt, i mange tilfælde på bekostning af andre, der savner de mest elementære livsfornødenheder. Konsekvensen er ganske klar, med Martinus' ord: "At mennesket med denne dræbende væremåde spærrer sin egen fri vilje er selvfølgeligt, idet skæbneloven betinger, at virkningerne af den væremåde, man udviser over for andre levende væsener, afføder ens egen skæbne."

Hvad er så konsekvensen af, at vi ved vores handlemåde over for vores næste hæmmer eller spærrer vores egen frie vilje? Det er jo netop al den modgang, vi møder fra vore omgivelser. Og Martinus forklarer yderligere, at "et stort område af sygdomme, invaliditet, sorger og bekymringer og mange andre former for mørke skæbnedetaljer har deres dybeste rod i en udløst fejlagtig eller misbrugt viljeføring hos de pågældende væsener. Intet menneske kan opnå nogen som helst fuldkommen lykke eller noget virkeligt normalt velvære og dermed den evige fred og harmoni eller det såkaldte "Himmeriges Rige" i sit indre uden igennem sin viljeføring. Derfor bliver tilegnelsen af den fuldkomne viljeføring det eneste fornødne såvel for stater som for det enkelte menneske."

Nu kan vi altså konkludere: Jo længere vi når frem i udvikling, jo mere bliver vi i stand til at være i kontakt med dét, Martinus kalder "Guddommens vilje", nemlig de evige livslove. Og her ser vi netop dét, der er selve udviklingens målsætning.

Martinus sammenfatter det således: "Den virkelige normale fri vilje udgør ethvert væsens vilje, der er totalt i kontakt med Guds vilje. At det er således, bliver blandt andet ligeledes til kendsgerning igennem det guddommelige velvære eller den guddommelige lykkefølelse, der gennemstrømmer et væsen, hver gang dets vilje virkelig har været identisk med Guds vilje og dermed været i kontakt med universets love, ligesom akkurat den modsatte tilstand, hvilket vil sige, fornemmelsen af ubehag, nedtrykthed og melankoli, frygt, angst og usikkerhed, ulykke og lidelse opstår der, hvor et væsens vilje ikke har været i samklang med Guds vilje eller naturens og universets love."

Nu har vi virkelig noget at stræbe efter i vores daglige omgang med den frie vilje – !