Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når kristendommen … er en så guddommelig kraft og er blevet til en så overvældende velsignelse for menneskeheden, som tilfældet er, skyldes det udelukkende den omstændighed, at mennesket ikke sanser med intelligens alene, men derimod inden for et vist område næsten udelukkende sanser ved hjælp af en overordentlig dominerende følelse. Kristendommen har igennem sine ophav og bærere givet menneskeheden så umådelig meget i form af store kosmiske facitter i retfærdighedens og kærlighedens favør såsom: "Det et menneske sår, skal det høste", "Han skal betale alle efter deres gerninger, siger den herre Zebaot", "Elsk din næste som dig selv" osv., allesammen facitter, der har fuldstændig logisk rod i selve den levende virkelighed og er glimrende objekter for trosevnen hos væsener, der på grund af mættelse af barbarismens primitive livsmetoder har begyndt at hungre efter humanisme. Og det er på grund af denne hunger efter humanisme. Og det er på grund af denne hunger efter humanisme, at kristendommen har kunnet forbinde sig med væsenernes følelsesindstilling og blive en så udstrakt autoritet på det religiøse område, som tilfældet er, og især da almenheden på et tidligere stadium ikke havde nogen særlig fremragende intelligens og derfor netop i en altovervejende grad måtte sanse med følelse. At den ikke kunne udrede ovennævnte fundamentale facitter i intelligens- eller forstandsmæssige analyser, blev ingen hindring for dens acception af kristendommen. Humanitetslængslen var i så stærk et tiltagende hos væsenerne, at man ganske følelsesmæssigt accepterede de blotte facitter og erkendte den forstandsmæssige udredning eller analyse af disse som noget, der var selve Guddommen forbeholdt. Herfra udtrykket "Guds veje er uransagelige". Og man forstår således, at selve kristendommen derved har haft store forudsætninger for at kunne blive den eftertragtede livserkendelse, på hvilken humanitetens kultur kunne begynde at nå frem i dagens klare lys.

Men jordmennesket blev ikke ved med i så overvejende grad at sanse med følelsen alene. Efterhånden udviklede det et større og større begær efter at vide. Dette begær udviklede, sammen med væsenernes særlige kamp for eksistensen eller det daglige brød, intelligensen. Og da denne begyndte at blive indstillet på religionens problemer, begyndte denne (religionen) at komme ud for både større og mindre mentale jordskælv, der fik den til at slå tilsvarende større eller mindre revner i dens trostilhængeres mere eller mindre fejlagtige og ubehjælpsomme følelsesindstilling. Gisninger og fortolkninger af de virkelige kristne eller universelle facitter voksede frem som eneste saliggørende samlingspunkter for deres ophav og tilhængere. Tvivl og fritænkeri blev samlingspunkt for andre grupper. Og således gik det til, at selv facitterne mere og mere blev adskillelsespunkter end samlingspunkter, der igen for selve religionen mere kom til at betyde opløsnings- end stabiliseringsmomenter. Og det er i kraft heraf, at vi i dag møder kristendommen og andre store hovedreligioner i form af hundreder af små religiøse samfund og sekter, der i en gensidig indbyrdes mere eller mindre intolerant indstilling søger at underminere og bekrige hverandre, akkurat ligesom de rent materielle stater eller nationer har det for vane.

Men midt i denne kirkelige opløsningsproces stråler de evige facitter stadig urokkeligt frem for den, der har evne til at se dem, og er ligeså lysende og uforanderlige, som da de udgik fra deres store ophavs munde. Og det er da egentlig også det, alle de stridende parter inderst inde meget gerne vil have, at de skal gøre. Men med de samme parters endnu spæde begyndende intelligensmæssige udredning af facitternes ægthed og berettigelse støder de alle på en tilsyneladende uoverstigelig mur. Denne mur er spørgsmålet om udødelighed. Da man i den kirkelige, kristne religion slet ikke lærer væsenerne noget som helst om genfødelsen, ja, man ligefrem benægter dens eksistens, har man her fjernet det logiske mellemled, der forbinder de evige facitter med den levende virkelighed eller væsenernes efterhånden ret anseligt voksende erfaringssamling. Og jo mere religionens præster eller autoriserede tjenere søger at benægte denne genfødsel, desto mere vil de afspore deres religion af intellektualitetens lysende bane. At de i deres foreløbige hjælpeløshed tror at kunne bøde på denne afsporing ved at docere et "evigt liv" efter det nuværende kan aldrig bringe væsenerne tilbage til den nævnte intellektuelle bane, der er de nævnte facitters urokkelige underlag. Et "evigt liv" efter døden kan ikke retfærdiggøre væsenernes nuværende ganske uforskyldte lidelser, rent bortset fra, at et "evigt liv" ikke er noget, der kan opstå. Et liv, der kan opstå, kan ikke være evigt, men må nøjes med at være en timelig realitet. Det vil ligesom alle andre timelige ting repræsentere alder. Ligeledes kan det heller ikke bøde på væsenernes nuværende særlige ukærlige eller smerte- og dødbringende handlinger imod andre væsener, at et andet væsen er blevet korsfæstet eller straffet for disse synder, ligesom samme omstændighed da heller ikke synes at kunne være særlig i Guddommens favør. Hvis han kan fritage menneskene fra straf ved at lade et enkelt væsen korsfæste, kan han vel også fritage væsenerne fra straffen uden denne korsfæstelse? At forlange, at et uskyldigt væsen skal ofres, for at de skyldige kan gå fri, er da et krav, der ikke kan være et almindeligt jordmenneske værdigt. Hvordan kan det så være en guddom værdigt? – Tror man ikke, det er en lille røst fra hedenskabets eller fortidens barbari, der her endnu kan høres?

Som vi har set, er der iscenesat store anstrengelser for at kunne skabe en intellektuel bro fra de store facitter og over til væsenernes rent forstandsmæssige opfattelse, men uden noget varigt resultat. Væsenernes trosindstilling er mere nu end nogen sinde i stærkt forfald. Og deres særlige hunger på det religiøse område er ikke efter ord eller nye trosformularer, men derimod efter ren og skær logik eller konkret viden. Det er således ikke blot og bar acceptable sandsynligheder, men videnskabelige facitter, væsenerne søger som tilfredsstillelse for deres intellektuelle hunger. Væsenernes religiøse hunger kan derfor ikke mere tilfredsstilles uden om intelligensen. Væsenernes mentale næring i dag kan kun udgøres af realistiske analyser af den virkelighed, der kan gøre de store facitter til så indlysende faktorer, at de får levende rod i de pågældende væseners eget sanseområde, så at de samme væsener ved hjælp af deres egen intelligens kan se deres urokkelige forbindelse med foreteelserne i deres eget praktiske daglige liv. Men for at dette kan ske, må det facit, der udelukkende er det manglende led imellem de øvrige store kosmiske facitter og det praktiske liv, atter indføres i altets kosmiske analyserække. Dette facit er væsenernes udødelighed og den heraf følgende reinkarnation eller fysiske genfødsel. Og som bekendt rummer "Livets Bog" også dette facit og dets forstandsmæssige analyse i form af beskrivelserne af jeg'et og dets overbevidsthed. Fra Livets Bog III, stk. 743-746 inkl.