Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Åndsforskeren: Synes du ikke, at det er tankevækkende, at alle planter, dyr og mennesker hovedsageligt er opbygget af tre grundstoffer eller byggesten, nemlig kulstof (C), brint (H) og ilt (O). Af disse byggesten kan du bygge elefanter og myg, missekatte og bakterier, kameler og fluer, hjerneceller og hvaler. Af de samme kemikalier kan bygges alverdens planter, dyr og mennesker – det kan da ikke være kemikalierne, der tilfældigt og af sig selv bygges op til alle disse livsformer!? Der må da være noget, som ikke selv er kemikalier, der bruger kulstof, brint og ilt som byggesten til at bygge en flue eller en hjernecelle eller en kamel!?

Materieforskeren: Hvorfor og hvad for "noget", der kan bruge byggesten – vis mig det! Hvad skal jeg bruge det til? Kemiske stoffer kan reagere med hinanden! Hvis du giver dem tilstrækkelig lang tid – nogle milliarder år – så vil der ske det, vi kan se, er sket på Jorden. Der har været præcis de betingelser, der muliggjorde, at kemikalierne af sig selv har bygget sig op til de livsformer, som du ser! Det er sket af nødvendighed og gennem en vis stor portion tilfældighed!

Åndsforskeren: Er det på denne baggrund ikke mærkeligt, at stort set alle dyr "tilfældigvis" er opdelt i to køn, når man nu kan se, hvilken vigtig rolle denne kønsopdeling spiller i kemikaliernes evolution fra planter til dyr og kloge mennesker!

Materieforskeren: Måske – det er jo fantastisk! Men også denne kønsopdeling er blot udtryk for en meget heldig tilfældig, men netop overlevelsesdygtig kombination af kemikalier!

Åndsforskeren: Du ser altså dyrenes indbyrdes kampe om en partner og om føde som en kamp mellem mere eller mindre overlevelsesdygtige kombinationer af kemikalier?

Materieforskeren: Ja – det er jo generne, der styrer det! Det vælter ind med forskningsresultater i disse år, der viser, at generne styrer næsten alt.

Åndsforskeren: Men generne er jo også kun kombinationer af byggesten – hovedsageligt kulstof, brint og ilt! Hvad man kan sige om kamelens originale form og stofindhold, kan også siges om kamelens kromosomer og genkode – det er kulstof, brint og ilt brugt på en meget original og genial måde! Netop ordet gen-kode siger mig, at generne er en kode for nogen eller noget, der kender og derfor kan bruge koden! Der kender og derfor kan bruge kemikalier!

Materieforskeren: Hvad skal du bruge nogen eller noget til, når nu alt tyder på, at naturen kan klare sig uden!

Åndsforskeren: Hvis du skulle være gennemført i dit syn på livet, ville du være nødt til at lave helt om på sproget. Normalt siger vi: jeg tænker, jeg føler, jeg hopper, jeg skal tisse. Noget, vi kalder "jeg", gør det, vi gør! Jeg taler om "min hjerne", som om hjernen er noget, jeg har, noget jeg er i besiddelse af, noget jeg bruger. Hvis naturvidenskabens tankegang skal gennemføres sprogligt, skal du sige: Hjernen får signaler om spændt blære! Hjernen bevæger kroppen ned på toilettet for at tisse! Hjernen føler "det lettede"! Hjernen genoptager sine gøremål! Hjernen føler kærlighed eller sorg! Hjernen tænker! Hjernen bliver vred! Hjernen argumenterer for, at der kun findes kemikalier og naturlove i universet! Synes du ikke, der ligesom mangler "noget"!

Materieforskeren – griner lidt: Du kan jo se, at f.eks. de såkaldte lykkepiller kan gøre nedtrykte mennesker i bedre humør. Alt tyder på, at hjernen både føler, tænker og beslutter.

Åndsforskeren: Grundstofferne, livets byggesten, opfatter du som døde – dødt stof. Er det ikke højst besynderligt, at døde kemikalier gennem evolutionen bringes til at reagere med hinanden, så der kommer højtudviklede levende mennesker ud af det, der kan føle og tænke – ja, som minsandten giver udtryk for, at de er bange for at dø! Hvis døde kemikalier får lov til at reagere med hinanden længe nok, begynder de at kæmpe indbyrdes for at overleve – de begynder at frygte døden – er det ikke en absurditet, der vil noget?

Materieforskeren: Griner højlydt – jo, det er højst besynderligt! Jeg ser det for mig, man kommer nogle kemikalier ned i en kæmpestor kasse (universet). Så ryster man dem og udsætter dem for lys, vind, vejr og andre naturkræfter i nogle milliarder år. Op af kassen dukker et menneske – som udtaler: "Jeg er bange for at dø!"

Du må da ikke tro andet end, at jeg selvfølgelig godt kunne ønske, at der var mere end dette ene liv – der er bare ikke noget, der tyder på det.

Se det i øjnene, Olsen, det er fuldstændig uden betydning, hvad du og jeg tænker. Det er fuldstændig uden betydning, om vi er her eller ej. Naturen, udviklingen, er ligeglad. Vi er dybest set kun til for at indgå i naturens store energikredsløb. Vi skal omsætte noget energi. Vi skal kort sagt æde, skide og formere os.

Efterskrift: Materieforskere kan på kemiens og fysikkens områder jonglere med tanker, som jeg synes er meget svære at forstå i forhold til mange grundlæggende analyser inden for åndsvidenskaben. Hvorfor er det så svært at forstå, at kemiske forbindelser selvfølgelig ikke tilfældigt og af sig selv bygger sig op til at kunne tænke indviklede tanker om kemi? Hvorfor kan disse gode tænkere ikke gennemskue og acceptere, at når der er energi/stof/kemikalier, så må der også være "noget", der har evner til at opleve og bruge energi/stof/kemikalier? Kemikalierne er jo netop brugt på en genial ikke tilfældig måde i alle organismer og sandelig også i meget af det, menneskene har skabt.
 

I grunden har jeg gode forudsætninger for at forstå materieforskeren, for før jeg løb ind i åndsvidenskaben, var jeg absolut overbevist materialist. Ingen ville dengang kunne have overbevist mig om nogen anden og større sandhed end det, naturvidenskaben havde tænkt sig frem til. Det indbyder til stor respekt for andres måde at tænke på.

Tænk, hvis jeg satte mig som mål at lave om på materieforskeren – det kunne jeg godt have lyst til! Men jeg må spørge mig selv hvorfor! Jeg kan, ifølge åndsvidenskaben, reelt kun lave om på mig selv. Har jeg lyst til at lave om på andre, er det et tegn på åndelig umodenhed – og jo, jeg besidder endnu en vis portion åndelig umodenhed – lysten til direkte og uopfordret at påvirke andre melder sig nu og da.

Hvis jeg tror, at ovenstående ideudveksling med materieforskeren er en kamp mellem ideer – hvis jeg tror, at jeg med min ide skal bekæmpe hans ide, så er jeg indbildsk! Jeg bilder mig ind at kunne lave væsentligt om på andre ved intellektuel kamp. Jeg glemmer eller forstår endnu ikke, at "naturen", tilværelsen, udviklingen i "livets skole" gennem livets oplevelse, Gud, "noget, som er", på fuldstændig lovbundet vis er i gang med at lave alle levende væsner om – altid. Måske kan jeg med argumenter få et menneske til at tænke på en anden måde, men da er det kun, fordi personen via egne forudsætninger er moden og villig til at tænke nyt. Vores intellektuelle formåen er endnu kun en svagt funderet evne, der fungerer i samspil med mange komplekse følelsesmæssige egenskaber. Den materialistiske udviklingsfase – den materialistiske fortabelse – er et vigtigt led i vores udvikling. Her læres noget afgørende om tænkningens muligheder, begrænsninger og faldgruber. Her sker en modning af følelse og intelligens, der er forudsætningen for begyndende intuition. Meget tyder på, at vi er godt mentalt beskyttede mod andre menneskers forvirrende tanker i den periode, hvor vi gør alvorlige og nødvendige logisk jordbundne studier af naturen og kulturen. Her køber vi ikke en forklaring, der strider mod vores umiddelbare selv- og livsopfattelse – som f.eks., at et "noget, som er", er altings årsag. Vi har jo netop frigjort os fra troen – vi vil vide og forstå – og kun det, som vi opfatter som virkeligt, det, som vi kan uddrage konkret viden af, vil blive accepteret som viden. Alt andet bliver afvist som letkøbt sludder, lommefilosofi eller overtro. I denne afvisning ligger en sikring mod udefra kommende forstyrrelser. Grundlaget for al viden er: hold fast i det, du kan forstå! Det grundlag gælder også for åndsforskeren!

Åndsforskerens rolle som formidler må bestå i at stå til rådighed for de, der har løbet panden mod materialismens mur. De, som selv efterspørger, er åbne og har forudsætninger for en anden logisk måde at forstå det mysterium på, vi kalder livet. Bien skal komme til honningen, som Martinus udtrykker det.