Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er eventyrdigteren H.C.Andersen, der skriver om "Troldspejlet". En dag finder Fanden på noget, som han har stor fornøjelse af. Han skaber et spejl, der har den egenskab, at alt smukt og herligt, som afspejler sig deri, kryber sammen og bliver småt, mens enhver fejl vokser og træder frem. Går der en god tanke gennem et menneskes bryst, da farer der et grin gennem spejlet. Fanden flyver nu op mod himlen, for at Gud og englene kan se i spejlet. Men da griner det mere og mere, alt som det nærmer sig, det sitrer og falder djævlen ud af hænderne, styrter mod jorden og slås i millioner af stykker. "Hvert af disse flyver folk i øjnene, og da er det, de får øje mere for det svage end for det fortræffelige. Kommer der en splint i hjertet, da bliver de grine-mennesker, der kan grine, og det af alt!"

Når jeg læser Martinus' artikel på de næste sider om narkomaner, alkoholikere, pyromaner og seriemordere, spørger jeg mig selv: hvordan gik det til, hvorfor kom disse mennesker så langt ud, hvordan begyndte det?

I grunden tror jeg, den slags starter meget fornøjeligt, måske med et grin, hvad ved jeg. Men et grin, der skaber distance. Vi har jo alle prøvet at få en splint af troldspejlet i øjet, og når det sker, ser vi kun andres fejl. For nogle år siden holdt jeg en pause med at gå til Martinus foredrag. En splint af troldspejlet var fløjet mig i øjet, jeg vidste det momentant. Havde jeg været mindre opmærksom, ville jeg måske have udviklet mig til en af disse typer, vi kender så godt – sure, smålige og ærekære. Måske ville jeg i det skjulte komme ind på at søge stærke sager eller stærke oplevelser for at holde mig selv ud, glemme mig selv, være en anden. Sådan tror jeg, det er med mennesker, der lægger op til et "åndeligt selvmord". De forudser ikke faren, kender ikke risikoen. Skuffede og bitre beklager de sig til alle og enhver over deres liv, deres ulykkelige barndom, ægteskab og miskendte evner. De ved ikke, at det altsammen kommer fra dem selv, fordi ingen kan holde dem ud.

Hvorfor er vi så få, der interesserer os for Martinus' verdensbillede og betragter det som en livsbetingelse at kende det? Jeg tror, det er fordi vi er veteraner i at græde splinter af troldspejlet ud. For sådan går det i eventyret. Kun ved at græde dybt og se en mening med al ulykken, kan spejlstumpen grædes ud. Nogle oplever måske kun at græde en enkel stor spejlstump ud i deres liv. Ja, de skal bruge mange liv. Det er dem, som må helt ud i det yderste mørke, før de kan vende tilbage til det sociale fællesskab. Og så er der os andre, flertallet eller de "normale", der må græde mange og små spejlstumper ud. Men alle må vi opleve ikke at blive elsket, ikke at blive holdt af, ikke at blive forstået. Alle må vi se os selv som ynkelige, grimme, uønskede og skrupforvirrede. Eller med Martinus' ord: "sårede flygtninge mellem to riger".

Og det hele begynder med en stump af Troldspejlet!