Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nogle af de kristne forsøgte at forsvare deres tro, og dem kaldte man apologeter (apologi = forsvar). Blandt de første var Justinus Martyr (ca. 100-165 e.Kr.), der var en skolet filosof, for hvem kristendommen var slutstenen på lang tids søgen. For ham var opstandelsen ikke noget problem, heller ikke opstandelsen på den yderste dag, hvor de døde ifølge den kristne lære står op af deres grave. Her var ikke tale om noget større under, mente Justinus, end det, der sker lige for vore øjne, når en lille kim i mors skød bliver til et menneske af kød og blod. Det er vantroen, Justinus forsøger at sætte til vægs, når han siger: "I, som fra først af ikke ville tro det muligt og dog ser det ske, skal deraf slutte, at det heller ikke er umuligt, at menneskers legemer spredt i jorden som sædekorn, kan opstå til nyt liv."

Mangen en læser i vore dage vil nok være lige så tvivlende over for den kristne lære, som antikkens hedninge. Men ifølge Martinus er Justinus langt tættere på sandheden end den moderne læser, som uden videre tager døden for givet og forholder sig vantro til opstandelsen. Det er et simpelt spørgsmål om, hvor tæt man er på sandheden, siger Martinus og sammenligner med en by, der dukker op i det fjerne. Jo tættere man kommer på den, des flere detaljer ser man. Men det er dog den samme by. (Livets Bog 1, stk. 27)

Lad os rykke tæt på sandheden og se den med Martinus' øjne. I sin artikel "Den sekundære og den primære opstandelse" i småbog nr. 22 forklarer han, at Jesu opstandelse ikke var så usædvanlig, som mange vil gøre den til. Den var blot en kombination af to ting: dels hans koncentrationsevne, dels tilstedeværelsen af et subtilt fysisk stof, som bl.a. hans disciple var omgivet af. Det var dette særlige stof, Jesus midlertidigt lånte til at danne sig en fysisk skikkelse af.

I forhold til dette spiritistiske fænomen findes en langt mere betydningsfuld opstandelse, forklarer Martinus og tænker her på den forvandling, der sker med alle mennesker gennem den lange kæde af reinkarnationer, hvor vi udvikler os fra at være primitive og dyriske til gradvist at vågne op som Guds udtrykte billede. Det er denne form for "opstandelse fra graven på den yderste dag", der er det egentlige mål for Guds vilje med os, understreger Martinus. Det var den, Jesus selv havde fuldført, og dermed blev han en pioner på Jorden for, hvad Martinus kalder den "primære opstandelse" i modsætning til den "sekundære opstandelse", som Jesus udførte påskedag.

Som man ser, var Martinus ingen apologet. Hans eneste forsvar var et stort verdensbillede, hvor alt gik op.