Kosmos 2000/1 side 17
Hvad sker der når vi skader organismen?
En læser i Sverige spørger, hvad der sker i kommende liv, når vi skader vores organisme på forskellige måder. Og så nævner han: Fedtsugning, ansigtsløftning, tatovering, hvis man hugger en finger eller hånd af for at undgå militærtjeneste eller for at få udbetalt en forsikring, overdreven afmagring m.m. Og til sidst nævner han: Hvis man donerer fx en af sine nyrer for at redde et andet menneske, måske éns eget barn?
SVAR: Tak for dine mange spørgsmål, som i virkeligheden er ét spørgsmål! For alle de mange tilfælde, du nævner, har Martinus jo ikke direkte berørt. Martinus er ikke nogen guru for os, – han fortæller os ikke specielt, at vi ikke må lave forsikringssvindel ved at skade os selv, eller at vi ikke må benytte os af ansigtsløftning eller fedtsugning. Det sidstnævnte behandler Tove Asmussen i øvrigt på glimrende vis i en artikel i Kosmos 10/1999.
Alle disse spørgsmål kan sammenfattes i ét: Hvad sker der, når vi skader vores organisme? Og det kan igen omskrives til: Hvad sker der, når vi skader de levende væsener, som vores organisme består af? Og det har Martinus skrevet meget om!
I Det Evige Verdensbillede, bind 3, symbol nr. 33, stk. 16, behandler han emnet "Hvor næstekærligheden mangler opstår helvede eller ragnarok." Og her påpeger han, at næstekærlighedsloven ikke kun gælder i forhold til vore medmennesker og dyr, men at karmalovens virkninger også gør sig gældende, når vi på forskellige måder skader vores organismes mikrovæsener, fx "ved udsvævelser, for lidt søvn, manglende motion, overanstrengelse og overernæring." Disse ting bliver altså "til sygdom, lidelse og død for mikrovæsenerne og dermed til sygdom og død for væsenet selv." I samme forbindelse nævner Martinus et interessant forhold: Ved at skabe unaturlige livsforhold for mikrovæsenerne i vor organisme, skaber vi ikke blot sygdom i denne, "men det bevirker også, at vi selv kommer til mere eller mindre at bo i uheldige naturomgivelser, det være sig jordskælvsområder, vulkanområder, oversvømmelsesområder eller andre farlige naturomgivelser for her at kunne få gengældelsen for den unatur, vi skaber for de mikrovæsener, der normalt har hjemme i vor organismes indre."
Også i Livets Bog fortæller Martinus mange steder om dette interessante emne. I bind 6 skriver han i stk. 2116, at i "væsenets ufuldkomne eller endnu underudviklede tilstand kommer det meget let til – ikke hverken af had eller virkelig ondskab – men derimod af dets herskende, ganske primitive og mentalt set mere eller mindre sovende bevidsthed, at underminere sin organisme." Men er det så ikke dybt uretfærdigt, at man modtager en tilbagevendende karma, når man af uvidenhed skader sin organisme? Nej, svarer Martinus i stk. 2131: "Der, hvor væsenerne ikke er udviklede til at kunne overholde livsloven, der må de nødvendigvis overtræde denne. Den viden og begavelse, de ikke har, kan de ikke handle efter. Men virkningerne af livslovens overtrædelse holder ikke op, fordi overtrædelsen skyldes uvidenhed. Gjorde den det, kunne udvikling umuligt finde sted. Væsenerne kunne umuligt lære at kende, hvad der var godt, og hvad der var ondt."
Sagt på en anden måde: Menneskeheden ville være henvist til at forblive på sit nuværende hadefulde og krigeriske stadium.
I sidste del af sit spørgsmål kommer læseren ind på et lidt andet problem: Hvis nu hensigten med at man skader sin egen organisme er, at man derved redder en andens liv, er situationen så ikke en anden? Jo, det kan den bestemt godt være. Martinus kommer naturligvis ikke direkte ind på situationen med at donere sin ene nyre til et andet menneske. Men i Livets Bog bind 6, stk. 2117 nævner han en lignende situation: "det kan i visse tilfælde være en større overtrædelse (af kærlighedsloven), hvis et væsen ikke tør vove sit liv for at redde andre. Det kan nemlig betyde sorg og ulykke for mange andre medvæsener. Hvis et menneske, der kan svømme, roligt og koldt ser på, at et andet menneske drukner, og ikke gør noget som helst forsøg på at redde det, risikerer det ganske vist ikke at sætte sin egen krop til. Og det kan ikke nægtes, at dette er kærligt over for dets mikrovæsener. Men hvordan med kærligheden til dén næste, som han lader drukne? – Det er her åbenlyst, at han ikke elsker ham således, som han elsker sig selv. Men da lovens totale opfyldelse kun eksisterer der, hvor man elsker sin næste, som man elsker sig selv, har han på grund af sin kærlighed til sin organisme, hvilket vil sige til sig selv, ikke opfyldt livsloven."
Selv om Martinus således ikke direkte besvarer de stillede spørgsmål, gør han det altså alligevel, idet han fortæller os om de principper, der ligger bag. Og så må vi tænke selv, og selv afgøre hvilke skæbnekonsekvenser vi ønsker at pådrage os.
I Kosmos nr. 2-2000 kommer der en ny artikel af Martinus med titlen "Åndeligt selvmord". Her vil emnet blive yderligere uddybet.
Hans Wittendorff
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige