Kosmos 2000/1 side 7
Den guddommelige sensualisme
af Olav Johansson
"Jeg så, at al materie var levende, var Guds manifestation, var hans sande kød og blod. Jeg kærtegnede den "døde" såvel som den levende materie, kærtegnede de mineralske såvel som de animalske stoffer. Jeg elskede stenene såvel som de levende væsener, fordi de tilsammen udgjorde Guds legeme. Og Guds legeme kærtegnede mig. Det var som om det gyldne lys, oplevelsen af den hellige ånd, Faderens egen bevidsthed, fornemmelsen af hans personlige tilstedeværelse som bevidst jeg i min egen nærhed havde efterladt alt i en altgennemtrængende kærlighedsglans. Jeg følte, at alt udstrålede sympati, udstrålede hans eget væsen både i og udenfor mig selv. Jeg blev elsket af denne Fader." (Martinus: Omkring min missions fødsel, bog nr. 4, kap. 18).
Er et gudsforhold nogensinde blevet udtrykt så sensuelt i verdenslitteraturen, som Martinus gør det i ovennævnte citat? At beskrive sit forhold til Gud som et gensidigt kærtegn er jo ret usædvanligt. Men dette er kernen i det kosmisk bevidste menneskes oplevelse af tilværelsen. Det er en helt igennem sensuel og dermed også seksuel oplevelse. Betyder det, at sensualisme og seksualisme er det samme? Ja, det gør det. I bogen Logik ,kap. 37, viser Martinus, at kærlighedens princip er identisk med seksualitetens princip. Han skriver bl.a.: "Seksualitet er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn." Og, skulle man kunne tilføje, sensualitet er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn. Sensualitet plejer jo at blive defineret som sansenydelse, dvs. evnen til at nyde det, der påvirker sanserne. Og det, der påvirker sanserne, er jo alle de indtryk, vi modtager fra den ydre verden eller universet.
Afgivelse og modtagelse
At modtage og afgive energi er hovedprincipperne i skabelsen af livets oplevelse. Man kan ikke pege på den mindste detalje i livsoplevelsen, som ikke repræsenterer en eller anden grad af princippet for afgivelse og modtagelse. Når vi fx fornemmer eller "indtager" den omgivende natur gennem alle vore sanser i form af synsindtryk, lyd og dufte mm., så gør vi det gennem det modtagende princip eller pol i vor bevidsthed. Og når vi fx bearbejder og omskaber samme natur, så gør vi det i kraft af det afgivende princip eller pol. Og når vi gør det, som du, kære læser, gør netop nu, nemlig læser, så er det også en kombineret modtagelses- og afgivelsesproces, der finder sted i bevidstheden. Vi kan ikke undgå at få en eller anden oplevelse af det, vi læser, hvilket afslører den modtagende pols tilstedeværelse i processen, og vi kan heller ikke undgå at reagere på denne oplevelse på en eller anden måde, hvilket afslører, at også den afgivende pol er med i billedet.
Men hvad er da det seksuelle princip? Består det ikke netop af "afgivelse" og "modtagelse"? Det kan jo ikke nægtes, at det maskuline seksualorgan er afgivende, og at det tilsvarende feminine organ er modtagende af natur. Dette er, mener Martinus, kun en ydre afspejling af det, han kalder "den maskuline respektive den feminine pol" i vor "overbevidsthed" eller inderste væsen. Vi har altså alle, uafhængigt af i hvilken kønsnatur vi i øjeblikket fremtræder, både en feminin og en maskulin pol, dvs. en pol for modtagelse og en pol for afgivelse af energi, i vor overbevidsthed. Det er, viser Martinus, samspillet eller forholdet mellem disse to poler i os, som regulerer hele vor evne til at opleve livet, vor aktuelle karakter og begavelse eller, kort sagt, vort udviklingsstadium.
Alt er seksualisme
Begrebet seksualisme har altså hos Martinus en meget dybere og mere omfattende – faktisk altomfattende – betydning end det, vi i almindelighed lægger i begrebet "seksualitet" (man må antage, at det er netop derfor, han har valgt at skabe seksualismebegrebet, som han, så vidt jeg ved, er ene om). Et indtryk af, hvilken dybde og hvilken omfatning Martinus i virkeligheden lægger i dette begreb, giver måske følgende citat fra Livets Bog 3, stk. 826: "... Hver eneste gang et væsen modtager en fornemmelse, oplever et indtryk, oplever en tanke, en ide eller forestilling, er det genstand for en "undfangelse". Og med alle de erfaringer, det har tilegnet sig, og som udgør dets bevidsthed, er det "besvangret". Og disse bliver her i dette "svangerskab" af jeget forvandlet til "fostre" til nyt liv, der også iler mod sin "fødsel" for igen at kunne afgive "sæd", blive til "befrugtning" eller "forplantning" af nyt liv for andre jeger og således fremdeles. Mens enhver ny oplevelse, hvilket vil sige :Tilegnelse af ethvert nyt indtryk, er en "undfangelse", er enhver form for manifestation eller åbenbaring af vore tanker, vor viljesudløsning og skabekraft, en "befrugtning" af vore omgivelser eller de væsener, for hvem vor åbenbaring bliver til indtryk. De indtryk, vi påfører vore omgivelser er således vor "sæd". Alle befrugter alle, ligesom alle bliver undfanget af alle. Vi befinder os i virkeligheden i intim kønslig forbindelse med hele verden. Livets oplevelse er i absolut forstand en seksuel udløsning. ..."
Netop fordi livets oplevelse er "en seksuel udløsning", påpeger Martinus videre i samme stykke i Livets Bog, er alle normale eller naturlige livsfunktioner også udtryk for nydelse i en eller anden grad. Det er en nydelse at spise, når man er sulten, ligesom det også er en nydelse at have afføring, når man har behov for det. Det er en nydelse at kunne hvile eller sove, når man er træt, ligesom det også en en nydelse at vågne udhvilet. Ja, vi kan sikkert alle komme med mangfoldige eksempler på livsfunktioner, som vi mere eller mindre oplever som nydelser. Forskellen på disse nydelser og det, som vi ellers plejer at kalde "seksuelle nydelser", er kun en gradsforskel – ikke en artsforskel. Vi oplever nydelsen stærkest gennem vore seksualorganer – eller "kærtegnsorganer", som Martinus også kalder dem – ganske simpelt fordi disse organer på vort nuværende udviklingsstadium er de mest følsomme eller sensible dele af vor organisme. At de forskellige dele af vor organisme ikke er lige følsomme beror på, at vi har forskellige arter af mikrovæsener i de forskellige organismeområder. (se fx Livets Bog 5, stk. 1922-28).
Det rigtige menneskes organisme og længsel
At vor fysiske organisme i dag har denne struktur – med varierende grader af sensibilitet i forskellige områder – er dybest set en virkning af vor nuværende seksuelle polkonstellation. Det er altså en følge af det, som Martinus kalder vor "seksuelle enpolethed", dvs. vor fremtræden som han- respektive hunkønsvæsener. Som seksuelt "dobbeltpolede" væsener eller "rigtige mennesker" vil vi engang i fremtiden komme til at fremtræde med en anderledes organismestruktur, som tillader os at opleve "den højeste ilds" (det seksuelle princips) vibrationer i alt og overalt. I Livets Bog 5, stk. 1913 skriver Martinus, at det rigtige menneskes krop "har en så overdådig forfinet følsomhed, at den reagerer seksuelt i alle situationer".
På det stadium er hele organismen altså blevet til et "kærtegnsorgan", og organismens art og natur er, som Martinus viser, på hvert trin i udviklingen et sandt vidnesbyrd om de begær og den mentalitet, som besjæler organismens indehaver. Det betyder, at det rigtige menneske er besjælet af begæret efter at kærtegne. I Logik, kapitel 38 skriver Martinus: "Længslen efter at kærtegne alle andre levende væsener gør individet til 'ét med Faderen'."
"At kærtegne" indebærer i denne sammenhæng ikke bare kærlige hånd- og hudberøringer. Det indebærer en længsel efter i alt, hvad man foretager sig og skaber at kunne være til glæde og velsignelse for alt og alle. Det indebærer, at hele ens liv og manifestation bliver en åbenbaring af kærtegnets, dvs den kærlige, intime berørings princip og væsen. Udtryksformerne for dette princip er i virkeligheden uendelige, og det rigtige menneske eller dobbeltpolede individ er genialt, når det gælder evnen til at manifestere dette på en individuel måde. Det kan kærtegne sin næste med musikkens fortryllende toner, med farve, form og struktur (tænk på Martinus' symbolbilleder fx), med kærlighedens og visdommens livgivende ord og tanker, med øjnenes lys og smilets varme, eller kort sagt, med kunsten at tjene. Glæden ved at tjene er den sande livskunsts glæde og den målestok, som måler mennesket i os. Hvis vi åbner os for den guddommelige sensualismes sprog, ser vi, at den er tjenerskabets sensualitet. I den guddommelige helhed tjener alt og alle alt og alle. Hvordan skulle vi fx kunne opleve de mere eller mindre stærke sensuelle nydelser, som vore naturlige livsfunktioner er forbundne med, hvis ikke levende og tjenende mikrovæsener i vor egen organisme sørgede for det? Og er det ikke også en form for at tjene – om end ofte ubevidst – at vi tilbyder dem en makroorganisme eller et "univers", de kan opleve livet i? Et univers, hvor også de kan opleve den guddommelige sensualismes sprog tilpasset deres niveau og oplevelsesmuligheder. Eftersom hele kosmos består af eller er opbygget efter princippet "livsenheder inden i livsenheder" eller mikro- og makrovæsensprincippet, så er det tjenende princip altså indbygget i universets struktur; ja, det er det, der er "strukturen".
Dyrerigets sidste tabu
Omstruktureringen fra seksuel enpolethed til dobbeltpolethed – som langsomt og organisk sker i enhver af os – handler derfor dybest set om en forvandling fra det tagende princip eller ejendomsrettens mentalitet til gaveprincippet eller tjenerskabets mentalitet. Det er i denne sammenhæng af underordnet betydning, om individet er hetero-, homo- eller biseksuelt – det, der afgør hans eller hendes menneskelige udviklingsniveau, er altid kapaciteten af evnen til at give og tjene. Der findes, viser Martinus i sine analyser af den seksuelle polforvandling i Livets Bog 5, højt udviklede individer af alle ovennævnte seksuelle kategorier. Men det ligger i denne forvandlings natur, at den hos alle på længere sigt nedbryder dyrerigets sidste og stærkeste tabu – tabuet at føle intim sympati (hvilket ikke er det samme som forelskelse) for individer af ens eget køn. Det er på dette område, at der må ske en "tøbrud" i de menneskelige relationers verden – ellers bliver der jo ingen ny sympatievne (evnen til at føle intim sympati for individer af modsat køn findes jo allerede hos de fleste).
På begyndelsesstadiet giver denne nye sympatievne sig udtryk i skabelsen af mere eller mindre stærke eller intime venskabsrelationer mellem individer af samme køn. Så længe dette venskab er af ren "platonisk" – dvs. sjælelig eller ikke-fysisk natur, betragtes den ofte af omgivelserne som ædel og smuk eller giver i hvert fald ikke anledning til forargelse. Et omdømme, som oftest drastisk forandres, hvis venskabet bliver for "intimt" i omgivelsernes øjne, dvs. hvis det også giver sig udtryk fysisk.
Det er altså den fysiske berøring mellem individer af samme køn, der er tabu ifølge de normer, flokmentaliteten dikterer. I dag ser vi dog, hvordan disse normer er i tiltagende opløsning. Det kan man se ikke bare ved, at flere og flere mennesker åbent vover at fremtræde som homo- eller biseksuelle, men også gennem ændrede attituder – især hos den yngre generation – til fysisk berøring af kammerater af samme køn. Blandt unge ser man oftere og oftere, at venner hilser på hinanden ved at omfavne eller knuse hinanden og somme tider også kysse hinanden. Endnu er den opførsel vel mest almindelig blandt piger, men man kan også iagttage, at flere og flere unge mænd følger eksemplet. For mændene eller drengene er det et større skridt at vise fysisk intimitet mod deres eget køn, eftersom den traditionelle mandlige kønsrolle i mindre grad tillader en sådan optræden, end den kvindelige gør, (det er vel stort set kun på idrætspladserne, at fysisk intimitet mellem mænd er blevet en accepteret opførsel, selv om visse – fx det engelske fodboldsforbund i år – har udtalt sig mod denne "umandige" og i deres øjne uværdige optræden. Udtalelsen synes dog ikke at have haft nogen effekt på spillerne...).
Selvisk eller uselvisk sympati
I Logik, kap. 37 påpeger Martinus, at hvis man virkelig har sympati for et andet væsen, er det uvilkårligt også en nydelse at berøre dette væsen på en eller anden måde. Hvis man ikke synes det, beror det i virkeligheden på, at den "sympati", man føler ikke er rendyrket eller hundredprocent; det er altså en "sympati" som – bevidst eller ubevidst – er blandet med en vis grad af antipati.
Naturligvis spiller gamle hæmmende traditioner og prægninger – som fx den nævnte mandsrolle – også en rolle i denne sammenhæng. Selv om man måske ønsker at kunne give udtryk for sin sympati på en friere og mere direkte måde, er det ikke så let, eftersom de fleste af os på dette område er præget af generthed, som er det uundgåelige resultat af manglende træning og mange livs oplagrede hæmninger ... Dertil kommer, at man også må tage andre hensyn. Det er jo fx ikke særlig kærligt at udtrykke sin sympati på en måde, som måske generer genstanden for sympatien eller andre i omgivelserne. "Ukultiveret sympati" kalder Martinus en sådan opførsel, eftersom det er et resultat af en altfor følelsesbetonet mental tilstand. For at den sympatiske følelse skal blive til virkelig næstekærlighed eller sand uselvisk sympati, må den kultiveres eller balanceres af fornuften eller intelligensen. En sådan kultiveret sympatievne kan aldrig genere nogen, men bare være til glæde og velsignelse for alt og alle.
Er det mig selv og mine egne behov jeg tilfredsstiller, eller er det næstens? Det bliver kernespørgsmålet i al sympatiytring – uanset hvem eller hvilke, jeg retter min sympati imod. Eller rettere sagt er det kernespørgsmålet på det overgangsstadium fra selviskhed til uselviskhed, vi som "sårede flygtninge mellem to riger" i øjeblikket befinder os på. I fremtiden, når vores kærlighedsevne og uselviskhed er blevet stabiliseret på en anden måde, forsvinder nemlig modsætningen eller konflikten mellem det, der er mine egne, og det, der er næstens behov og begær. Når alle er besjælede af begæret efter at kærtegne eller tjene hinanden, bliver næstens lykke jo også min lykke, og dermed kan der ikke længere opstå konflikter mellem forskellige individers behovstilfredsstillelse. Alt går op i den højere enhed og logik, som er den guddommelige sensualisme eller "den højeste ild". Eller sagt med Martinus' ord:
"Alle væsener elsker alle. Alt er seksuel nydelse. At møde et væsen, at berøre dette, at kærtegne dette er en lykke, en salighed, der overgår al jordisk forstand, al jordisk nydelse. Her er kun gensidigt begær efter at tjene hinanden, frigøre hinanden, løse eller forhindre bånd og lænker. Her er kun nydelse i at tjene, ikke i at lade sig tjene." (Livets Bog 5, stk. 1914)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige