Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Jeg havde aldrig hørt om Martinus eller kosmologien, før Stefan Perneborg kom til Jamaica i februar 1997. Denne nye viden var tilsyneladende så lidt kendt, selv i Danmark, at det var med nogen betænkelighed, jeg besluttede at deltage i den 2. internationale uge i Klint. Der var mange ting, jeg ville spørge om.

Som forberedelse til min rejse havde jeg læst alle de bøger af Martinus, der var oversat til engelsk. Det havde jeg kunnet takket være Martinus Instituts generøsitet. Det havde som gave skænket Jamaica et sæt af den engelske udgave. (Da jeg kom til Klint, fandt jeg naturligvis ud af, at der var meget mere at læse). Materialet havde dog vist sig at være en uvurderlig introduktion til kosmologien. Meget af det gjorde et stærkt indtryk på mig, og jeg begyndte at tilpasse mit dagligliv i lyset af, hvad Martinus foreslog. Mens mange aspekter af videnskaben stemte overens med mine egne erfaringer, var der nogle ting, der gik langt længere end mine erfaringer, og som gav anledning til mange vanskelige spørgsmål. En følelse af, at dette var vigtigt, påvirkede min beslutning om at deltage, for der var ingen her, som kunne besvare mine spørgsmål. Min trang til at opnå klarhed var det, der til sidst gav mig mod til at foretage den besværlige og trælsomme rejse over Atlanten fra Jamaica til Klint.

Jeg blev modtaget i København af Stefan Perneborg sammen med to unge kvinder, som havde deltaget i den 1. internationale uge i Klint. Vi var straks på bølgelængde, og snart blev der fortalt morsomheder om tidligere inkarnationer og kosmisk bevidsthed. Mine betænkeligheder forsvandt. Hvis vi kunne le og more os over kosmologien, var vi virkelig helt frie. Begge kvinder sagde, at ugen havde været en dybtgående oplevelse for dem. De havde leet og grædt og leet igen. Også jeg var i færd med at le og græde og le igen, og det skulle vise sig, at latteren blev en grundtone under mit ophold i Klint.

 

 
Så snart jeg var indlogeret, gik jeg i gang med det intensive program for ugens aktiviteter. Til trods for de forskellige sprog, der summede omkring mig, følte jeg, at jeg var kommet hjem. Jeg kunne føle Guds nærvær på en måde, jeg aldrig havde følt det på Jamaica. Den lyse udstråling, Martinus taler om i sine værker, vibrerede virkelig kraftigt her. Den kom stærkt til udtryk i den kultur, vi var i gang med at skabe. Gennem vor fælles indsats for at leve i harmoni med de universelle love, var vi i færd med at skabe det rigtige menneskerige her på jorden. Det var en dybt bevægende oplevelse for mig.

Jeg følte mig som en, der har vandret i ørkenen og været ved at dø af tørst. Og her var der en oase med vand til at slukke min tørst. Jeg drak og drak og drak. Der var morgenbordssamtaler efterfulgt af dagens foredrag. Kl 11.30 studerede jeg Logik med den engelsksprogede gruppe. Vi læste kapitel 30-45, der handler om de to slags kærlighed. Jeg var straks i stand til at få oplysninger om det ene af de hovedemner, der havde mystificeret mig. I frokostpausen spiste vi mere kosmologisk føde, fulgt af et eftermiddagsforedrag – hvis det var på engelsk, og så til symbolstudiegruppen kl. 16. Vore middage på Terrassen var en blanding af spirituel og fysisk gourmetmad. Aftenkoncerter og lysbilledshows var kunstneriske udtryk for den nye kultur. Aftenteen på Terrassen, som strakte sig til langt ud på aftenen, udtrykte ligeledes den nye kultur. Måske var dette sidste den væsentligste af alle vore aktiviteter. Her diskuterede vi nye former for forældreskab, familieforhold og venskab. Vi delte vore liv med hinanden og lærte af hinandens erfaringer. Livets tale kom stærkt til udtryk i vore indbyrdes diskussioner. Martinus siger selv, at "for at en ting kan blive til viden, må den opleves." Han siger også: "Det er således ikke nok, at de nævnte realiteter er blevet til viden for mig, og at jeg kan klarlægge dem for andre væsener." " … for at få udviklet de evner og anlæg, der skal gøre alle de usynlige realiteter og årsager bag den synlige fysiske verden til virkelig viden og oplevelse (må man også) gøre et indgående arbejde i sin daglige tilværelse i form af studie, øvelser og træning …" (Orienterende oplysninger angående mit åndelige arbejde, Martinus 1932 (Kosmos 1981 nr. 5)).

 

 
Den internationale uge i Klint var en træningslejr. Vi studerede Martinus' lære, reflekterede dybt over dens anvendelse i vore liv og stredes med stærke konflikter, mens vi søgte at praktisere de principper, vi havde lært.

"Alt", opdagede vi, "var såre godt". Karin Jansson mindede os i sit foredrag "Illusion og realitet" om, at der ikke findes fejltagelser, kun erfaringer. Ej heller kunne nogen lide uretfærdigt. Både i Bønnens mysterium (Martinus) og Symbol nr. 16 blev vi mindet om, at enhver begivenhed er resultatet af en handling, hvortil vi har været hovedårsag eller ophav. Om end denne handling var blevet foretaget af uvidenhed, ville den lidelse, vi nu oplevede, skabe større humanitet og visdom. Men de af os, der således blev redskaber til andres lidelse, følte megen skyld og anger. Det var i sandhed ydmygende at se, at i livets spejl havde vi ikke nået det moralske niveau, som vi troede vi havde ud fra vore teoretiske kundskaber.

Klint var virkelig en selvransagelsens tid, der manede til dyb eftertanke. Jeg så smerte i mange ansigter. Det var også en lykkelig tid. Virkninger er ikke kun smertefulde; de kan også være behagelige. Kærlige og venlige gerninger vender også tilbage til deres ophav. Så vores genforening blev en sand fredens og glædens dag. For mange mennesker, ægtepar og familier, var det en anledning til at fejre endnu et jubilæum. For andre var det starten på nye venskaber.

Min sidste uge i Klint bestod af privat undervisning hos Solveig Langkilde, Svend Åge Rossen og Ole Therkelsen. Jeg er alle tre lærere dybt taknemlig for deres generøsitet ved at dele deres viden og indsigt med mig. Derved kunne jeg få klaring på endnu nogle spørgsmål og få placeret den modtagne informationsmængde i en bredere teoretisk sammenhæng. Jeg indså da, at jeg kunne organisere dette omfattende videnskompleks som principper. Der er mange principper, men de vigtigste for mig er følgende:

1) Princippet om udødelighed

2) Sult og mættelse

3) Karma (Årsag og virkning)

4) Perspektiv

5) Treenighedsprincippet

6) Kontrast

Jeg vil også gerne holde ligevægt mellem endnu to begreber: egenskaberne ved de to sider af vores natur (Dr. Jekyll og Mr Hyde) og Symbol nr. 32 – Livsmysteriets løsning.

Ved slutningen af den uge havde jeg rejsens mest intense oplevelse. Jeg fik et lille intuitivt glimt af mig selv som et udødeligt væsen. Dette indtraf som resultat af Svend Åges detaljerede forklaring af treenighedens princip sammen med Oles beskrivelse af ovennævnte principper og af vor rejse gennem spiralkredsløbene.

Så forstod jeg virkelig, at "jeg" har været "her" før i forskellige former for materie. Tidligere havde jeg i spiralkredsløbene oplevet tilværelsen som et atom, derefter som en celle, så som et organ, og nu oplevede jeg livet som en organisme. Ole forklarede, at i hver af mine tidligere rejser gennem spiralkredsløbet havde jeg kendt fuldkommenhed. Jeg havde også levet i lysets rige før (Se symbol nr. 14). Som Solveig mindede mig på, forekom mørket mig da som lys (kontrastprincippet). Den kendsgerning, at jeg nu higede efter lyset, forklarede hun, var et klart tegn på, at jeg var ved at blive mæt af mørke, og at min rejse gennem dette, det mørkeste afsnit af dette spiralkredsløb, nærmede sig afslutningen.

Den nat i Klint skete der det, et sted dybt i mit indre, at gamle nerver, knudrede af anspændthed, fik ro og slappede af. Bølger af dyb ro skyllede over mig. Jeg havde med held foretaget denne rejse før. Jeg kunne gøre det endnu en gang.

Der er gået ca. 6 uger, siden jeg kom tilbage til Jamaica. Kontrasterne er stærke såvel på det fysiske som det åndelige plan. Jamaica er varm; Danmark er kold. Danmark og Jamaica står hver for sig på sit fuldkomne trin i udviklingen. To realiteter giver mig dog hjælp og tilskyndelse.

Dagligt er jeg i dialog med livets direkte tale. Mit erfaringsfelt har udvidet sig enormt, fordi jeg nu har et fast punkt og dermed et spejl til at betragte livet med. Uden Danmark som kontrast ville mit nye erfaringsfelt ikke have været muligt. Mine daglige sammentræf med livets direkte tale sætter mig i stand til at vokse i tolerance og humanitet. Svælget mellem Dr Jekyll og Mr Hyde (det dyriske og menneskelige i mig) indsnævres langsomt.

For det andet så er jeg et udødeligt væsen, der har en midlertidig fysisk eksistens. Hvad der før syntes uforståelige mystiske påstande, er nu logisk og videnskabeligt en del af min egen virkelighed. Formålet med mit liv er nu meget klarere for mig. Jeg er her for at tjene mine medvæsener. Ved at gøre dette, deltager jeg i gennemførelsen af Guds vilje på jorden og i universet.

Mine tre uger i Klint var svar på en bøn. Forsynet havde hørt nøden og sulten i mit hjerte. Jeg medbragte et tåget spejl til Klint. Jeg kunne ikke se klart, fordi mit spejl manglede et fikspunkt – en kontrast. Jeg forlod Klint med et klart spejl og øjne, der var mere åbne. Siden da har jeg set meget i mig selv og mine omgivelser, som jeg ikke havde set før. Naturligvis har jeg endnu lang vej at gå, før jeg kan "se" fuldkomment. Men jeg er taknemlig for mine nye "brilleglas". Selv om jeg til tider, i mine møder med livets direkte tale, ønsker mig tilbage i mine gamle illusioner, er sådanne længsler (skønt naturlige) dog midlertidige. Vi må alle tage afsked med julemanden, som Karin ville sige, hvis vi en dag skal opleve vor kosmiske indvielse.

I sidste uge læste jeg Martinus' Erindringer. Jeg opdagede, at han gennem hele livet havde haft ubehagelige oplevelser. Da indså jeg, at det ubehagelige er en uundgåelig del af dette tilværelsesplan. Jeg blev også inspireret af, hvor tålmodigt Martinus bar de oplevelser, han udsattes for. Jeg lærer nu at bede i alle situationer, og hver gang er mine bønner blevet besvaret. Langsomt indser jeg, at alt virkelig er såre godt.

Jeg vil derfor altid være Forsynet dybt taknemlig for den gave, sommeren i Klint var for mig.

Oversættelse: JP