Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser i København skriver: Vi mennesker har som bekendt alle en indre fornemmelse af vort eget JEG. Nu har jeg hørt, at hos planterne figurerer jeg'erne samlet som ét gruppe-jeg, hvorimod de jo hos menneskene er individuelle for hver enkelt person. Vil det sige, at alle planterne inden for en bestemt art har nøjagtig samme oplevelse? Og hvordan med dyrene, – har de individuelle eller tilsvarende et samlet gruppe-jeg? Det kan i det hele taget være lidt vanskeligt at forstå Martinus' analyser af vor indre jeg-fornemmelse!

SVAR: Det sidste har du helt ret i, – og Martinus var også klar over, at det ville være lidt vanskeligt for os. Læs blot hvad han skriver i Livets Bog 3, stk. 957 hvor han fortæller, at det er en millionårig automatfunktion hos os, at når vi skal have en forklaring på noget, skal det være i form af "mål- og vægtfacitter eller andre udtryk for tingenes grad af begrænsning eller stedbundethed." Når vi så første gang møder analysen af jeg'et kommer læseren til kort. "Thi her er han for første gang stillet over for noget, der afviger fra alt andet ved ikke at have vægt eller mål eller på nogen som helst måde at være "stedbundet" og derfor kun fremtrædende med denne ene analyse: "Noget som er". Da han ikke her kan få noget som helst mål eller vægt, kan han ligesom ikke få fat på dette "Noget". (...) Og dette guddommelige "Noget, som er", eller jeg'et, hvis analyse i sig selv er den enkleste og letteste, der overhovedet eksisterer, thi intet kan være enklere i sin analyse end dette: kun at udgøre "Noget, som er", (....) fornemmes stundom af den begyndende forsker som det sværest fattelige og mest uforståelige, han nogen sinde har mødt."

Lad os da prøve at gøre forklaringen så enkel som muligt: Der findes i virkeligheden kun ét eneste JEG, – nemlig Guddommens jeg. Dette jeg omfatter absolut alle levende væsener i hele universet, og udgør så at sige SELVE DET LEVENDE i alle levende væsener. Ved et rådsmøde i februar 1981 udtrykte Martinus det sådan, at vi IKKE har hver vores jeg, – men vi har hver vores egen STRUKTUR til dette jeg. I Livets Bog 7, stk. 2475, er det sagt på denne måde: "...når dette Noget således er udeleligt, bliver det det samme Noget, som forekommer i ethvert levende væsen som dets jeg. Jeg'et i ethvert levende væsen udgør således det samme Noget. (...) Da jeg'et i alle levende væsener tilsammen således udgør Guds jeg, bliver de altså alle identisk med Gud, om end hvert enkelt individ i kraft af sin individualitetsstruktur retmæssigt kun kan kaldes en "gudesøn"."

Men hvordan forholder det sig så med planter, dyr og menneskers oplevelse af dette indre jeg? I Livets Bog 3, stk 685, forklarer Martinus, at væsenerne i planteriget og et godt stykke ind i dyreriget må leve i "instinkternes eller anelsernes bevidsthedsfattige zone." Derfor har de på dette stadium ikke nogen indre fornemmelse af et jeg. Men i slutningen af det egentlige dyrerige opstår de første elementære former for "jegbevidsthed" og dermed det begyndende jordiske menneske.

Konklusionen er altså, at alle levende væsener har del i det samme jeg. Hvert enkelt individ har sin egen struktur og dermed sin egen oplevelse af livet. Men selve den individuelle indre jeg-fornemmelse har kun de jordiske mennesker bevidsthed om.

Og skal vi så slutte med noget, der ikke er spurgt om, men som er betagende smukt, nemlig Martinus' definition af "den virkelige og absolutte sympati eller kærlighed." Den findes i stykke 2477 og lyder således: "Den er i virkeligheden, om end endnu ubevidst for væsenerne selv, en genkendelse af vort jeg's identitet med vore medvæseners jeg og det herpå baserede guddommelige slægtskab eller vor kosmiske familiesamhørighed med alt levende."