Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Livet og alt, hvad dertil hører, former sig i evige kredsløb. Ethvert sådant kredsløb former sig som to store rytmer, hvoraf den ene går fra lys til mørke, fra åndelig til materiel tilstand, og den anden går fra mørke til lys, fra materiel til åndelig tilstand. Derigennem bliver livets oplevelse gjort mulig, idet væsenet i hver rytme kommer til skiftevis at stifte bekendtskab med den kontrast, hvorpå den modsatte rytme kan opleves. Af disse rytmer er dag og nat, sommer og vinter, vel de mest almenkendte, idet disse rytmer er af så korte distancer, at de af væsenet opleves mange gange inden for et enkelt af dets jordliv. Derimod er rytmen fra materiel til åndelig tilstand og fra åndelig til materiel tilstand ikke så håndgribelig en kendsgerning, idet disse rytmer strækker sig over så store tidsdistancer, at der skal hundreder af jordliv til for at dække disse kredsløb. I et enkelt jordliv vil væsenet derfor kun kunne opleve en så lille lokal del af nævnte kredsløb, at det i al almindelighed slet ikke i den lille del øjner nogen rytme, nogen forandring. Ja, er det ikke således, at det netop igennem mange liv ligefrem benægter disse rytmers eksistens eller tilstedeværelse? – Men denne benægtelse er jo netop et resultat af denne rytmebevægelses skabelse af materialismen eller den mentale tilstand, vi kalder "åndeligt mørke".

Dette åndelige mørke kan i sig selv ikke benægtes, idet det netop kulminerer i vor tid. For alle bliver det med en eller anden mere eller mindre stærk påmindelse gjort til kendsgerning. Krigen med dens larmende bulder, eksplosioner, ødelæggelser, lemlæstelser, dødsrallen og ruinhobe spreder sin rædsel ud over hele jorden. Alt er indhyllet i den materielle rytmes mørkeste nat. Selv der, hvor det foregøgles at være neutralitet eller fred. Dødens vibrationer fylder avisernes spalter, gnistrer og lyner ind igennem hvert et radioapparat og hviskes fra øre til øre mand og mand imellem. Jo, det åndelige mørkes rytme er temmelig levende. Men det, der ikke er så levende, er dette mørkes ophør. Nogle af jordens mennesker afslører deres uvidenhed med udslyngelsen af postulatet "krig har der været, lige så længe menneskene har eksisteret, og derfor vil der blive ved med at være krig". Det er tydeligt nok for det kosmisk klarsynede væsen, at det her er døgnfluen, der ikke kan overse den åndelige mørkerytme, der taler. For dette væsen er denne rytme af så kæmpemæssige dimensioner, at den for nævnte væsen kun er at opfatte som selve "evigheden". En sådan opfattelse kan jo kun være et af de håbløshedens frø, hvoraf den materielle rytmes mørke vokser frem. Et sådant væsen er i virkeligheden med denne sin filosofi eller dette sit postulat selve kulminationen af det mentale kredsløbs højeste forstening eller fortættelse. Et sådant postulat er, ligesom selve gudsfornægtelsen, spiralkredsløbets mentale stenblokke eller klippeformationer. De tynger jeget nedad og holder det bundet til kredsløbets mest bevidsthedsfattige eller åndsforladte sfærer. Deres udtalelse om kredsløbets modsatte rytme "lyset" er således ganske uden autoritet. De er så helt og holdent den mørke rytmes indbyggere.

Men i den guddommelige verdensordning hedder det: "Herefter skal sålænge jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade". Vi har således her selve loven for kredsløbsprincippet, der jo igen er det samme som selve livsprincippet. Livsprincippet betinger således, at dagen aldrig helt kan forsvinde fra nattens regioner. I den mørke nat ser vi en mangfoldighed af himlens stjerner, fjerne strålende solbyer funkle igennem rummet for efter en passage af hundrede tusinder af mile at oplyse vort øjes nethinde og vibrere deres lysende historie ind i vor hjerne og bevidsthed. Det eneste, der lukker disse tusinder af stjerners lys ude fra vor horisont, er jordens egen atmosfære, dens egne grå uigennemsigtige skyer. Er disse fjerne sole ikke med til at gøre natten hellig? – Er de i sig selv ikke et julebudskab, der hver klar nat bringer bud ude fra det store verdensrum? – Stråler der ikke ud fra deres lys et budskab om, at selv om dagen er forsvundet fra vore breddegrader, eksisterer den der langt ude i Guddommens store verden og går som en lysende engel hen over tusinder af andre verdener, kloder og sfærer? – Åbner dette guddommelige budskab ikke et kolossalt perspektiv for tanken? – Fortæller den fuldkomne logik eller logiske tænkning os ikke her om fjerne verdener med liv, mennesker, dyr og planter? – Er sollyset ikke netop den sæd, der befordrer livets forplantning og dermed gør kloderne befolket med liv? – Ad hvilken fysisk vej skulle klodernes liv ellers ankomme til de forskellige verdener? – Jo, Guddommen helliggør hver eneste nat med et julebudskab. Men hvorledes skulle dette budskab om fjerne verdener, om dagens eller lysets evighed, kunne blive fortalt menneskene, hvis ikke deres egen sols lys for en lille tid blev lukket ude? – Ville de ikke tro, at deres egen lille verden og sol var alt, hvad der var til? – Ville det ikke blive et højst fremtrædende vrangbillede af selve Guddommens evige majestæt eller almagt?

Men ligesom Guddommen åbenbarer dagens lys' tilstedeværelse også i nattens mørke, således åbenbarer Guddommen også sin nærværelse i form af lysets tilstedeværelse i andre kredsløbs mørkezoner. Til disse hører således vinteren. Vinteren er således det daglige livs fysiske mørkezone. Dette gælder jo navnlig her på vore breddegrader. Dagene bliver, grundet på jordens særlige forhold til solen mørkere og mørkere, og jo mere vi kommer nordpå, desto mere bliver det nattens mørke, der regerer. Plante- og dyrelivet skrumper ind. Og solfattigdommen gør menneskets tilværelse og opretholdelse af livet besværlig, og i masser af tilfælde befordrende sygdomme, tungsind og livslede. Når mennesket ikke desto mindre har kunnet trodse vinterens strenge livsvilkår og har kunnet vandre bort fra jordens varmere egne, og igennem årtusinder har fristet livet i dette kredsløbs natsfære, skyldes det ligeledes det evige princip, der lader dagens evige lys skinne i natten. Årskredsløbets vinterzone eller natsfære har også sin lysende nathimmel. Denne nathimmel er menneskevæsenets fremskredne tankesfære. På denne sfære er der efterhånden kommet til at lyse større og større funklende stjerner. Og ligesom Guddommen igennem nattens funklende stjerner på himlen har været i stand til at fortælle menneskene om sit riges vældige konturer og områder, således har Guddommen også igennem menneskenes tankesfæres stjerner været i stand til at fortælle væsenerne så underfulde eventyr om sin natur og verden og af så livgivende art, at disse har trodset savn, kulde, sult og igennem opfindelse af klæder og sko, huse og telte, lys og varme, ligefrem har kunnet forandre en hel del af vinterkredsløbets natzone til dagzone. De har med lyset fra deres tankesfæres stjerner eller lysende ideer ført så meget af sommeren ind i vinteren, at den i årtusinder er blevet en tålelig, ja, stundom endog behagelig sfære for deres daglige liv og færden.

Men når disse tankesfærens lysende stjerner har kunnet udfolde et så aktivt lys, skyldes det, at der også igennem dette lys, ligesom fra nattens stjerner, kom budskab ude fra Guds store verden. Ideerne om højere væsener, magtfulde guddomme, hos hvem det ville være godt at være i yndest. Dyrkelsen af disse guddomme blev til store fester og glædesopbud, med hvilke man kunde stimulere og opleve tilværelsen, navnlig i den mørke midvintertid, når alt andet oplevende i naturen syntes at hvile eller være uden udfoldelse. Disse tankesfærens stjerner havde ligesom himlens stjerner også deres baner og kredsløb. De kom og forsvandt, nogle hastigt og nogle langsomt. Men de blev altid afløst af andre funklende mentale stjerner. Ja, nogle kom endog så nær, at de klart kunne skelnes som store sole. Disse, det mentale vintermørkes eller den mentale nathimmels kæmpestjerner eller lysende sole, er verdensgenløserne. Hvor vældigt et lys, der kan udstråle fra en sådan stjerne, får De et begreb om, når De hører, at en enkel sådan stjernes lys udstrålede så megen sympati, kærlighed og glæde på menneskenes mentale nathimmel, at den med uforandret styrke blev i stand til at oplyse 1900 midvintres golde og øde mørketid med sit overjordiske skin. Ja, så stærkt vibrerede, sitrede og funklede dette himmelske lys hen over midvinterens sne- og frostregioner og gjorde sig til ét med vinterens oplevelse, at beboerne her ligefrem ikke kan tænke sig dette lys symboliseret ved andet end snemarker, kaneføre, skøjteløb, festlige sammenkomster omkring disse kolde egnes særlige plante: grantræet. Den dag i dag sendes titusinder og atter titusinder af smukke vinterbilleder, forestillende snefyldte grantræer, hvide, fredfyldte landskaber med frisk og strålende udfoldelse af livsglæde, ud over alverdens lande og fra alverden med hilsener og ønsker om en – "glædelig jul".

De ved nu, hvad jeg sigter til. De kender stjernen. De har alle følt dens skin. Det er muligt, at De ikke mere så stærkt mærker dens glans. De ser måske slet ikke på Deres mentale nathimmel i øjeblikket og kan så naturligvis heller ikke se dens strålende skin. Det er muligt, at De er opfyldt af en mere eller mindre stærk antipati imod alle julens små barnlige ydre dekorationer: nisser omkring julegrøden, juletræer med det hertil hørende sølv- og guldforgyldte pynt, gaver og godter, julesalmer osv. Ja, De tror måske slet ikke, den verdensgenløser, af hvem julen er en eftervirkning, har eksisteret, og at juleevangeliet er det pure opspind, den rene fantasi, som De måske ligefrem sætter en ære i at få fjernet fra den jordmenneskelige mentalitet. Men selv om stjernens lys således i øjeblikket er overskygget af Deres egne mørke mentale skyer, så vil den kendsgerning stå fast, at der hvert eneste år den 24. i årets tolvte måned hen over verden bevæger sig en vældig mental bølge af kærtegn. Hundrede tusinder af postmænd er ved at segne under udbringelsen af denne kærlighedens flodbølge, der om kap med månens tidevand fosser rundt om jorden. Hvem kan ikke mærke denne? – Det skønne eventyr, der begynder med det fattige barn i krybben, er således i dag, nitten århundreder senere, ikke uden realiteter. Er det ikke en levende åbenbaring om verdensgenløsningens umådelige kraft og indsats, vi her er stedet overfor? – Hvilket andet væsen end en verdensgenløser, tror man, er i stand til at sætte sig et sådant eftermæle? – Hvem af fortidens store selvherskere eller berømte væsener har i dag en sådan indflydelse på vor post- og tankeudveksling? – Verdensgenløseren blev således stærkt lysende på menneskenes mentale himmel. Og således må vi selv blive til en lysende stjerne på vore medvæseners mentale nathimmel, lysende navnlig for vore fjender eller dem, der ikke kan lide os. Dermed er vi i kontakt med verdensgenløsningen og er blevet en åben kanal for dens himmelske lys. Vore vibrationer, vort lys, vil skinne ned gennem menneskenes historie igennem årtusinder.