Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et i sit Udseende saare simpelt Spørgsmaal er stillet mig: "Hvad Indtryk har Læsningen af "Livets Bog" gjort paa Dem?" For at besvare dette Spørgsmaal maa jeg gaa tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i før Læsningen af nævnte Bog.

Jeg var, som mange andre Mennesker, en Søgende, der hverken kunde faa Mening i det ene eller det andet, alt syntes at være Kaos. Alle Meninger stod saa skarpt overfor hinanden, enhver gjorde Fordring paa sit ufejlbarlige System, men alle Systemerne syntes mig at have den samme Fejl, de var alle som een lidende af den samme Ensidighed, manglede alle Evnen til at optage anderledes tænkende i sig.

De politiske Partier overbød hinanden for at faa Magt til at gennemføre deres i Teorien lykkebringende Programmer. Landene bekæmpede hverandre i frygtelige Krige for hver især at bevise deres "retfærdige" Krav. Kirkens Mænd beredte hinanden store Slag i Bladene for at klare Begrebet "Tro". Andre Steder piskede man Religionen og al dens Væsen bort fra Jordens Overflade. Hele denne nervøse Uro, al denne Sorg og Elendighed, al denne Tvivl om alt, blev stadig underbygget med det samme Fundament: at udrydde det gamle, det raadne og ormstukne og bygge den nye, lyse Verden op.

Midt i dette Virvar dukker saa "Livets Bog" op. Stille og beskedent har Hr. Martinus gennem nogle Foredrag henledt Opmærksomheden paa denne i hvert Fald for mig enestaaende Bog.

Dens Opgave er intet mindre end at forklare Livets Problem. Her er for en Gangs Skyld Sagen behandlet for Sagens Skyld. Her er intet Pengejag, ingen Blodsudgydelser, ingen uomgængelige Standpunkter, men en logisk Udredning af Altets fuldkommen harmoniske Opbygning.

Denne Udviklingslære, der i klare Ord trækker Linierne op, har haft en vidunderlig Indflydelse paa min forhen flakkende og hvileløse Tanke om Livets Mening. Hvor mange Gange synes man ikke, at Livet er meningsløst, tomt og goldt, hvor ofte længes man ikke mod et fast Punkt, et Fundament, paa hvilket man kan bygge, en Havn, hvori Baaden kan ligge tryg og skærmet.

Denne Udviklingslære, hvori Livet hviler i sig selv, aabnede mine Øjne for al den i Grunden skrækkelige Forvrængning af Ondt og Godt, der i Øjeblikket bydes Mennesker som "Sandheden". Der findes jo intet Helvede eller Himmerig, det er kun Fantasterier, disse Teorier om enten evig Smerte eller evig Glæde. Der findes en "Livets Skole", hvori Mennesker gennem Regn og Solskin, gennem Modgang og Medgang adles til en stadig større, skønnere og renere Verden, til det Tusindaarsrige, som alle dybt inde i Sjælen længes efter.

Ligesom Barnet maa lære visse elementære Ting for senere at kunne bruge dem efter egen Kombinationsevne og Erfaring, saaledes maa Mennesket skoles i Livet, indtil det en Dag gennem Vekslen af Lys og Mørke er saaledes indstillet, at Livets Sandhed dukker frem af sig selv og manifesterer sig som Realitet.

Her opstilles ingen nye Retninger, Partier eller Religioner, her appelleres ikke til Dannelse af nye Foreninger, som er for eet og mod et andet. Her opstilles ingen Teorier, men her føres man ligesom ind bag Tæppet, ind paa selve Scenen. Dette er ikke Tale om Livet, men Livets Tale, thi vi kan ikke lede Livet, men vi kan lære af Livet, thi Livet selv er inderst retfærdigt, blot vi søger at forstaa det.

Man forsøger i vore Dage saa uendelig mange nye Systemer for at raade Bod paa det Kaos, som Verden for Tiden befinder sig i, og som saa sandelig ogsaa trænger til en Forbedring, men det, der faktisk mangler, er ikke Systemer, men Kærlighed og Harmoni, en Sindets Omskabning indefra.

Her har "Livets Bog" sin store Mission. Den er ikke nogen blødsøden Fremstilling af knælende, himmelvendte Asketer, men en paa Oplevelse af Livets inderste Sammenhæng baseret Fremstilling og Udredning, hvis Formaal er at klargøre den evig gamle Sandhed "Elsker hverandre", men her sat op i en Sammenhæng, der lader det fremtræde som en Lov, Livets Lov.

Denne Bog aander af et Sinds rene og uegennyttige Fremstilling af Problemer, der rører sig i os alle. Den viser den Vej, som Mennesker maa gaa for at naa til det Liv, som dybt inde i Sjælen ligger og venter paa sin Forløsning.

Den er naturligvis ikke Romanlæsning, og kan umuligt blive det, men hver den, der læser og forstaar denne Bog, vil faa den samme Belønning som Bjergbestigeren, der efter et langt og trælsomt Arbejde endelig naar Toppen, hvorfra Udsigten og Overblikket fuldkommen fortryller ham. Han vil da kunne se, at der trods alt alligevel er en indre Sammenhæng og Orden i alle Livets mangfoldige og tilsyneladende hinanden modstridende Handlinger.

Det vil derfor staa ham klart, hvorledes han skal navigere sin Baad ud paa det store og evige Hav frem til den Form for Tilværelse, der er Mennesker værdig.

 

Anmeldelse af "Livets Bog" i "Venstrebladet" for det sydlige Jylland, d. 3.–1.–33.

Forfatteren af denne ejendommelige Bog er en ung Vendelbo, som indtil sit 30. Aar passede sin daglige Dont i et prosaisk Mejeri deroppe Nord for Limfjorden. Da gennemgik han, efter hvad han selv fortæller, under en svær Krise en overfysisk eller aandelig Proces, ud af hvilken han fremtraadte med Evner til ligesom at skue ind i selve Evigheden. Med sin nyudviklede kosmiske Sansehorisont var han fra da af i Stand til klart og utvetydigt at fatte Meningen med Livet, Verdensplanen.

Resultatet af denne Oplevelse er det, han nu har givet Bogs Form, idet han samtidig bebuder, at det første Bind omfattende over 300 Sider vil blive efterfulgt af en hel Række, med tilhørende farvetrykte Symboler eller Illustrationer.

Til Forskel fra saa mange andre Budbringere gør han ingen Fordring paa at forkynde "det eneste saliggørende". Tværtimod maner han sine Læsere til at tænke selv, ja det er i det hele taget et Spørgsmaal, om man med Rette kan betegne "Livets Bog" som en religiøs Bog i den gængse Betydning. Og ligesaa bramfri som hans Bog virker, ligesaa blottet for Reklame er hans personlige Fremtræden, naar han, helst i en personlig Kreds, udvikler sine Tanker. I København dukker han op engang imellem som midtpunktsamlende Ener i en Gruppe af Sandhedssøgere, og man har da altid en stærk Følelse af, at hans kloge og klare Tankebilleder fødes paa anden Maade end hos sædvanlige Mennesker.

Martinus opfatter Verdensaltet som et stort udødeligt Væsen, i hvilket Kloderne og alt, hvad dertil hører, indgaar som levende Led, hver Skabning for sig er et Univers indeholdende nye Universer. Udviklingen foregaar i Kredsløb, inddelt i 6 Afsnit, fra Lys til Mørke og igen fra Mørke til Lys, men stadig opadstigende, idet Bevægelsen følger en Spirals Bane. Mørket tjener til bedre at kunne opleve Lyset, hvorfor alt er saare godt.

Paa sin Vandring mod Lyset har Jordmennesket tilbagelagt denne Spiralzones Mineral- og Planterige og befinder sig nu i Dyrerigets sidste Stadium. Herfra begynder det rigtige Menneskerige at udfolde sig, i hvilket Kærlighed vil afløse det dræbende Princip som den overvejende Livsbetingelse, den som det derfor gælder om at udvikle, hvis man vil være i Samklang med Verdensplanen. Men først om 3000 Aar vil "Dyret" i Mennesket helt være udryddet hos Jordens Beboere, selv om ogsaa Verdensstaten med Afskaffelse af Krig og privat Ejendomsret vil have holdt sit Indtog længe forinden. Hvor hurtigt den fuldendte jordiske Lykketilstand, med alles Opofrelse for alle, vil kunne naas, beror paa Jordmenneskets Lydhørhed overfor den nye Verdensimpuls fra Lyset, som er i Anmarch.

Forfatteren inddeler Menneskene i Grupper efter hvert enkelts Modtagelighed, en ganske rammende Karakteristik, gennem hvilken man har Lejlighed til at anstille interessante Betragtninger over sig selv og sine Medmennesker.

Fra det "rigtige" Menneskerige gaar Forfatteren derefter over til at skildre Kredsløbets Fortsættelse i: Visdomsriget, det guddommelige Rige og Salighedsriget, der udgør Spiralzonens 6. Afsnit, men altsaa ingenlunde Afslutningen, idet Udviklingen evigt bevæger sig fremefter og opefter.

En Bog som denne vilde i Amerika næsten ufejlbarlig vække Opsigt. Herhjemme har vist kun faa lagt Mærke til den, velsagtens fordi Danskerne er et skeptisk Folkefærd med Frygt for alt hvad der smager af "Sekt". En saadan Frygt er i dette Tilfælde ugrundet. Saa langt fra at ville paanøde nogen sine Ideer synes Forfatteren ved Udgivelsen af denne i Fremstilling saa dyre Bog simpelthen at have fulgt en indre Stemmes Krav uden at behøve følelsesstærke Overtalelsesmidler eller vente sig anden Belønning end den, Livet i sit ustandselige Kredsløb vil skænke ham. Martinus' Tilhængere imødeser derimod med en vis Spænding, hvad Fortsættelsen af "Livets Bog" vil bringe.

 

(I Sandhedens Interesse bør det meddeles, at Paastanden om at Martinus arbejdede i et Mejeri oppe i Vendsyssel, da han oplevede den omtalte aandelige Proces, ikke er helt korrekt. Martinus oplevede nævnte Proces, medens han var ansat paa Mejeriet "Enighedens" Kontor i København).