Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jesus blev født 4 år før vor tidsregning og døde på korset i år 29. I løbet af sit korte liv rejste han rundt i Palæstina som jødisk forkynder og helbreder.

Tidens store spørgsmål lød ganske enkelt: Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? – På en måde var det nemt nok at finde ud af, for jøderne havde en række love, givet direkte af Gud. Men problemet var, at antallet af disse love var så overvældende stort, at man i mange tilfælde skulle være ekspert – skriftklog eller farisæer – for at hitte ud af, hvordan man skulle begå sig i det daglige liv. Derfor var lovkyndighed og lovlydighed højt i kurs.

Situationen i det gamle Palæstina kan måske bedst forstås ved at sammenligne med trafikken i en moderne storby. Det er nødvendigt at overholde reglerne, og politiet våger nidkært over, at alle gør som foreskrevet. Men sæt nu, at en forrykt politimester gav sine folk besked på, at de fra den og den dato ikke bare skulle idømme bøder til alle, der kørte over for rødt, men også til dem, der sad inde i bilerne og pønsede på det!

Det var kort fortalt sådan, jøderne måtte opfatte Jesu nye forkyndelse. For dem kom det an på reglerne, for Jesus var det sindelaget, et sindelag, som han i Bjergprædikenen gav følgende konkrete indhold og mål: "Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem."

Springer vi frem til nutiden, vil vi se, at Vestens kultursamfund er gennemsyret af denne oprindelig kristne opfattelse og tankegang. Det er den, der får os til at skelne mellem overlagt mord og uagtsomt manddrab. Det er den, der lærer os, at en god samvittighed er det vigtigste. Det er også den, der får os til at søge tilflugt i udsagnet: "Det var ikke min skyld!" Uden at kende det mindste til Bjergprædikenen finder vi tidligt ud af, at det er med os selv, regnskabet skal gøres op – vel vidende, at omgivelserne holder øje med os og gerne spørger til motivet: "Hvorfor gjorde du det?"

Som et rationelt og videnskabeligt indstillet menneske kan man sikkert undre sig over, at Jesus med en så særpræget og skræmmende forkyndelse kunne grundlægge en ny religion og tilmed få stor succes med det. Men netop her er det, at Martinus føjer Det Tredie Testamente til. Nej, siger han, kristendommen er ikke et forsøg på at inkriminere og fylde mennesker med skam og skyld. Jesus så bare, som sandt var, at mennesket står på en skillevej. Til den ene side har det sin fortid som dyr, til den anden sin fremtid som "rigtigt" menneske. Det er på denne forståelse af virkeligheden, Martinus bygger sine analyser. Og han gør det, så moderne mennesker selv kan se efter, om ikke Jesus havde ret. Martinus inspirerer til, at mennesker selv tænker efter og eksperimenterer. Han tager således ikke afstand fra Jesus, men underbygger tværtimod den særlige pointe, der ligger i forkyndelsen af det rette sindelag.