Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Ved læsning af Martinus' analyser og beskrivelser af, hvordan verdenssamfundet vil se ud i fremtiden, er det fristende at drømme sig derhen og forestille sig, at man selv er der, lige midt i den lysverden, der rulles op.

Men ak, det varer ikke så længe, for den verden, vi lever i lige nu, får os hurtigt revet ud af drømmen og ned på jorden igen. Hvad ser vi omkring os? Krig på Balkan og mange andre steder for den sags skyld, voldsfilm i TV, chikanerier mellem mennesker i dagligdagen og sådan kan vi blive ved. Vore egne ustyrlige tanker bidrager også til at tegne billedet af, at der er langt igen til det rigtige menneskerige.

Så er det, at utålmodigheden kan melde sig. Hvorfor skal det tage så lang tid, og hvorfor kan menneskeheden (os selv inklusive) ikke tage sig sammen og se at komme videre, når det nu er så indlysende, at krig og vold ikke fører nogen steder hen.

Rom blev jo som bekendt ikke bygget på én dag og det gør det rigtige menneskerige heller ikke. Sidder vi derhjemme en kold vinterdag og beslutter at rejse til sydens sol og sommer for at bade og have det godt, ja så starter vi jo ikke med at tage badetøj på. Vi lægger det i kufferten og slæber den med os, indtil vi kommer frem dertil, hvor varmen er. Og så kan vi tage badetøj på og gå i vandet.

 

 

Den viden, vi erhverver os gennem Martinus' analyser, skaber os ikke om i et snuptag. Vi må tage den med i kufferten og så ellers koncentrere os om at udvikle os, så vi bliver ét med den viden, vi mener at besidde.