Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/11 side 212
<<  2:2
Kosmologi i udlandet
 
Rejsebreve fra Colombia 2:2
 
Store klasseskel i Bogota
 
af Stefan Perneborg
 

På sin rejse i Colombia har Stefan slået sig ned lidt uden for storbyen Medelling hos en åndeligt interesseret dame, Victoria Aramburo. Her møder vi ham den 14. marts 1999. Snart går turen til landets urolige hovedstad, Bogota.
 
Den 14.03. samledes en gruppe på omkring 20 mennesker hjemme hos Victoria for at fordybe sig yderligere, og vi fik talt meget om helse set ud fra et kosmisk perspektiv. Det varmede i hjerte og sind at omgås og mødes – og venner blev til langt ud på natten pga. den udbytterige samtale.
Det viser sig, at man har stort kendskab til åndelige spørgsmål og har studeret tænkere som Krishnamurti, Ken Wilber, Gurdjeff, Steiner; Medelling har flere Steinerskoler – samt moderne kvantefysik m.m. Gruppen, der samledes hos Victoria, bestod af mange læger, som også indgår i en åndelig gruppe, der eksisterer over hele verden. De samles for yderst udogmatiskt og åbent at diskutere de dybe livsspørgsmål. Vi er selvfølgelig bevidste om det privilegium, det er at møde disse mennesker, og at det også er et samfund med dybe kløfter. Derfor var det fint dagen efter at holde et foredrag på CESDE, Preuniversitario, hvor 60-70 lærere og unge elever fra mindre bemidlede grupper samledes. Her måtte vi holde foredraget på enkelt niveau – med nogle få forenklede symbolforklaringer. Først fik vi indtryk af, at det var for svært – nogle gik. Så pludselig – som det så ofte sker – var det som om forsynskræfter samlede energierne, og man ville blive længere. De unge, lidt stive mænd sad som tændte lys, og spørgsmålene haglede ned over os. Flere psykologer deltog med stor interesse, og nøjagtigt som under de andre foredrag kom en ung mand hen til os og sagde, at han aldrig ville have troet, han skulle møde tanker, der var præcis som dem, han selv havde tænkt. Disse møder er belønning i sig selv, og vi følte det efter foredraget, som om vi var blevet båret frem af forsynskræfter, og at disse tanker virkelig skulle nå frem til disse mennesker på denne tid.
Silvias indsats som oversætter og formidler kan ikke værdsættes nok. Hun har udført et strålende stykke arbejde. Og al denne intensitet omkring møder, foredrag og rejser krævede da også sine kopper kaffe. Det blev ofte langt ud på natten, og vi rejste gennem et natligt Colombia op til Rio Negro. På CESDE var titlen "Liv og kærlighed set fra et kosmisk perspektiv", og på farveplakaten var jeg blevet annonceret som Doctor Perneborg med to n'er.
Overalt blev vi indbudt af venner til venner, og i selve Medelling kunne vi igen forundres over den velordnede infrastruktur, der er unik for netop Medelling. Da vi senere kom til Bogota, så vi et andet samfund.
Den 16.03. holdt vi et foredrag på Victorias Colegia La Colina – oppe i bjergene – med skøn udsigt over byen Medellin. Her samledes over 150 mennesker, og vi måtte som så ofte anvende mikrofoner for at nå ud til alle. Her mødte vi et humant men åndeligt uøvet publikum, så vi besluttede os for at gå meget langsom frem og blidt introducere tanker som reinkarnation etc. Bagefter fyldtes scenen med forældre, der havde deltaget, samt af lærere, der alle spurgte om, hvor de kunne læse mere etc. Her forstod vi atter, at Martinus virkelig kommer mange ved – på forskellige planer – og at disse analyser kan kaste meget lys over den livssituation, vi nu møder i forskellige dele af verden. Titlen på La Colina var "Forsynet", passende med tanke på forældreprincippet.
 
 
Om aftenen havde venner, der driver et åndeligt forskningscenter, arrangeret et foredrag for en gruppe på 50-60 mennesker. Vi havde planlagt kun at give et overblik gennem symbolerne, men det publikum, som mødte os, var så kvalificeret – og energierne så uhørt høje – at vi næsten øjeblikkeligt kom ind på polanalyserne. Ved siden af symbolerne tegnede vi side op og side ned på en stor blok for at introducere mere avancerede analyser, som vi almindeligvis aldrig kan dele med så store og åbne grupper. Det viste sig, at et stort antal læger deltog sammen med lærere fra Steinerskoler, og en læge med speciale i genetik stod frem og var så rørt over analyserne, at han fældede en tåre. Mange var dybt rørte over at have fået del i disse tanker og kom hen til os og takkede bagefter. Vi havde nu også mulighed for at uddele visitkort fra boghandelen, hvor bøgerne findes, og jeg er sikker på, at et frø blev sat i den gode jord i Medellin – både for analyserne og måske endnu vigtigere for fremtidigt venskab. Flere spurgte, hvornår vi kom tilbage, så man kunne planlægge et mere dybtgående arrangement samt forskning. Og vi var – om end trætte nu – meget glade for responsen overalt.
Vi mødte mange kære venner og oplevede at genkende hinanden fra tidligere. Vi mødtes med meget kunstneriske og videnskabeligt indstillede mennesker og håber ved næste besøg at have mere tid til at udforske kulturen her, så vi bedre forstår landet og stedet – samt menneskene. En kvinde, der kom til foredraget, havde nogle dage forinden fået sit hus besat af bevæbnede mænd – sandsynligvis guerillaen – og hun sad stille og roligt blandt os andre og snakkede. Det er svært at færdes med bil mellem Medelling og Bogota, fordi der er så megen guerilla, og vi hørte mange onde beretninger om kidnapninger og mord. Vi følte os dog trygge og beskyttedes af venner overalt.
Den 17.03. rejste vi til Bogota, og søsteren til den kvinde, der arrangerede det sidste foredrag, tog imod os i sin meget eksklusive bolig i Bogota. Her mødte vi Bogotas overklasse i sin aller rigeste udgave, og vi lånte en lejlighed helt for os selv. Connie tog os med rundt i byen, og vi mødte det gamle pittoreske Bogota; barillos med fattige; eksklusive indkøbscentre; smukke bjerge, der omkranser byen. Connie tog os med til sin Club Metropol, hvor hver person betaler 270.000 svenske kroner for medlemskab, og hvor de har en månedlig regning på ca. 15.000 kroner bare for klubaktiviteter. Bagefter at se de fattige kvarterer, mennesker, der bygger illegalt på Bogotas skråninger, samtidig med at vi færdedes i nye biler af sidste årgang med aircondition, er stærk tobak. Samtidig vokser liv og bevidsthed videre mod nye højder, og analyserne viser os livets altomfattende godhed. I Bogota spiste vi også på en vegetarisk restaurant og fik mulighed for at se landets "handicraft" samt til at lytte til musik. Jeg samler på musik fra alverdens egne og kanter og har også indsamlet kunst fra venner og andre. Sammen med videofilm, bøger som venner har skrevet, fotos etc. skal det give et billede af denne del af verden på en udstilling i efteråret.
 
 
Den 18.03. mødtes vi med en mindre gruppe i lejligheden før foredraget, og nogle meget interessante mennesker kom på besøg, bl.a. en kvindelig advokat, der havde fordybet sig i I Ching og moderne kvantefysik. Desuden en anden advokat, som tillige var sangerinde, samt andre meget humane sjæle. Som oftest møder vi sjæle, der naturligt synes at leve analyserne, og som let fatter dem såvel intellektuelt som følelsesmæssigt. Når mennesker har levet under så pressede omstændigheder – og dermed udviklet sin humanitet – har de også opbygget en styrke og tolerance, jeg finder mindre almindelig i Europa. Vi blev stillet mange livsspørgsmål og blev atter akut bevidste om, hvilken stor gave kosmologien er for mange mennesker, fordi den tilbyder både logik og kærlighed. Her vil man også arrangere større foredrag inden næste besøg, og vi håber snart at kunne vende tilbage til yderligere udbytte med nye og gamle kære venner. Jeg oplevede selv en slags kosmisk hjemfølelse i Medelling. Vibrationerne minder om den ny tids impulser, som i andre former genfindes forskellige steder, der synes at være kosmiske porte.
 
 
Jeg er også bevidst om, hvor egocentriske vi kan være, og føler en dyb taknemmelighed for livet, som lader os dele de bedste tanker vi har med venner, og samtidig lader os udvide bevidstheden om "nye" kulturer. En dyb taknemmelighed sendes til alle jer på Instituttet for jeres arbejde. Jeg regner med, I får nogle forespørgsler fra Colombia i fremtiden, og at hjemmesiden vil blive flittigt besøgt. En dyb taknemmelighed til vennerne her i Venezuela for de døre, de nu hjælper os med at åbne. Desuden anser jeg, det er nødvendigt at vokse i fælles venskab – det er dette venskab, der skal lægge grund for en kommunikation omkring den åndelige videnskab i denne del af verden.
Oversættelse: KA