Kosmos 1999/11 side 209
At gå forbi
Af Lasse Malmgren
I den senere del af millenniet har vestens samfund indrettet sig på at udforske den fysiske verden og derved opnå et større velbefindende. Når årtusindet nu nærmer sig sin afslutning, mærker vi tydeligt en formindsket interesse for det fysiske – især i de lande, der har oplevet materiel velstand. Opmærksomheden rettes atter mod åndelige spørgsmål, og det religiøse liv finder nye former. Den nye åndelighed udtrykker sig i det, vi plejer at sammenfatte som New Age. Men også inden for den traditionelle kristendom finder vi ændrede udtryksformer og fortolkninger. Taizémesser og meditationsstunder er nye indslag i kirkelivet. Selv nyfortolkninger af grundlæggende kristne opfattelser mærkes. Det gammeldags gudebillede af en straffende fader forsvinder i baggrunden, og anderledes synsmåder vinder frem. Thomasevangeliet, et temmelig nyopdaget oldkristent dokument, bidrager til en særdeles radikal nyfortolkning af Jesu mission. Den ortodokse kristendom mener, at Jesus led for vore synders skyld, så vi dermed skulle blive fritaget for straf. Gennem Thomasevangeliet får vi en helt anden opfattelse af Jesu rolle – Jesus var ikke offerlammet, men læremesteren. Denne måde at betragte kristendommens forgrundsfigur på er noget, der er meget mere tidssvarende end den gængse måde, eftersom netop uddannelse og kundskaber anses for vigtige i vor tid.
Da jeg så et tv-program om ovennævnte evangelium, blev jeg overrasket over en sætning, hvor Jesus hævdedes at skulle have sagt, at vi skal blive "sådan nogen som går forbi". Hvordan kan dette hænge sammen med sand kristen moral?
Det evige perspektiv
Når jeg tænker på Jesus som læremester, dukker ofte den gyldne regel op i mine tanker, at alt hvad du ønsker mennesker skal gøre mod dig, skal du også gøre mod dem. Jeg vil da ikke overses eller forbigås!? Ja, faktisk er det gerne sådan, at jeg selv vil skabe mit liv og gøre mine egne erfaringer. Den hjælp, der ikke er bedt om, er ofte heller ikke velkommen. Det er jo det, vi oplever, hver gang vi bruger vore egne erfaringer til at hjælpe andre, der endnu ikke har erfaret lignende kundskaber. Vi forventer os taknemmelighed og opdager, at vores indsats slet ikke påskønnes. "Utak er verdens løn", kan vi mumle lidt fornærmet for os selv. Nu er det gudskelov ikke sådan, at verdensaltet er fejlkonstrueret, men i de situationer, hvor vi føler os krænkede, savner vi det rette overblik, – vi har ikke et tilstrækkeligt stort perspektiv. Der findes altså et perspektiv, ud fra hvilket at alt, der sker i universet, er meningsfyldt. I denne enkle sætning, at man skal blive en, der går forbi, ligger der således en dyb visdom, der faktisk løser det problem, som den kristne kirke har tumlet med i århundreder, nemlig teodicéproblemet. Teodicé refererer til paradokset, at Gud er retfærdig, almægtig og uendeligt kærlighedsfuld, på trods af at verden er fuld af ondskab og lidelse.
Vi berører altså her skabelsens fundamentale struktur – ja, egentlig selve meningen med livet. I bogen "Martinus – som vi husker ham", fortæller Ib Schleicher, hvordan Martinus besvarede spørgsmål om livets mening.
"Ja", sagde Martinus, "det er et meget vanskeligt spørgsmål – for i virkeligheden må man sige, at der ikke findes nogen mening. Det lyder givetvis mærkeligt. Men sagen er den, at livet er evigt eksisterende. Enhver mening, ethvert formål, er derimod noget skabt. Det er noget tidsbestemt og det kan derfor ikke være udtryk for det, der eksisterer evigt. Man kan dog sige, at livet eksisterer, fordi det levende væsen skal opleve det, altså at målet er selve livsoplevelsen." (1)
Set i det evige livs perspektiv er alt, der sker, såre godt. Loven for bevægelse viser os, at al energi går i kredsløb. Al den energi vi modtager, har vi selv engang sendt ud, og vi kan altså ikke opleve noget, vi ikke selv har været årsag til. Vor livsoplevelse er, med andre ord, en uendelig håndtering af energi, og vi har selv skabt både vor lykke og ulykke. Men hvordan kan det være, at vi skaber ulykke for os selv?
Ja, det er jo en selvfølge, at vi ikke bevidst skaber lidelse for os selv. Enhver form for ulykke og smerte, vi oplever, er et tegn på, at vi engang har været ubevidste om følgerne af vore handlinger. Efter at vi har oplevet konsekvenserne af vore handlinger, har vi dog høstet nye erfaringer, og dermed er vores bevidsthed vokset. På en eller anden ubevidst måde forstår vi alle således livets dybeste struktur, eftersom vi ofte reagerer negativt på uønsket hjælp, selv om denne hjælp forhindrer smerte. Det primære er at opleve, eller som Martinus udtrykte det – livet eksisterer, for at det skal opleves.
Ud af dette kan vi også forstå, at livet indeholder visse perioder, hvor væsnerne er ubevidste, og andre perioder, hvor de er bevidste. Vi jordmennesker er nu alle i den fase, hvor vi vokser til i bevidsthed. Denne bevidsthedsudvidelse, som høsten af vore tidligere handlinger indebærer, er i særdeleshed intensiv i øjeblikket. Vi ser, hvordan livets direkte tale gennem katastrofer, krig og elendighed lærer os, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi nærmer os hastigt det tidspunkt, hvor vi vil blive bevidste om vores måde at håndtere energierne på. Når vi kan overskue de fulde konsekvenser af vor måde at handle på, vil vi ikke længere skabe noget, der medfører sorg og smerte. Da er vi nået til det punkt, hvor vi er skabte i Guds billede, og alt, hvad vi skaber medfører glæde og velbehag.
Det timelige perspektiv
Jo mere udviklede vi bliver, jo større krav stilles der til vor dømmekraft, for det er jo ikke altid rigtigt at gå forbi. I lignelsen om "Den barmhjertige samaritan" viser Jesus, at mange af dem, der gik forbi, burde være standset og have hjulpet sit medmenneske. Hvordan kan det være, at det ikke var rigtigt at gå forbi i dette tilfælde? Lignelsen beskriver en mand, der er blevet udplyndret og mishandlet af røvere. Vi ved med andre ord, at han virkelig har behov for hjælp, og vi kan af gode grunde gå ud fra, at han vil være taknemmelig for hjælpen. De gange, vi bliver mødt med utaknemmelighed for vor hjælp, kan der være en anledning til at granske motivet til vor måde at handle på. Måske hjælper vi, fordi vi selv har et behov for at fremstå som hjælpsomme. Vor hjælpsomhed kan være kamufleret egoisme eller magtbegær. Hver gang vi forventer modydelser eller taknemmelighed for vor hjælpsomhed, er der helt tydeligt tale om egoistiske motiver.
Nogle af de allersværeste situationer vi kan komme ud for, er som forældre at vide, hvordan vi skal hjælpe vore børn. Forældre er jo skytsengle for senere inkarnerede væsener og har et særligt ansvar for deres udvikling. Hvornår skal vi gribe ind, og hvornår er det mest kærligt at lade være? Selv har jeg nok ofte haft et for begrænset perspektiv og grebet ind eller forebygget situationer, hvor jeg hellere skulle have holdt mig i baggrunden. Udtrykket at gå forbi henviser måske ikke i første omgang til den faktiske handling, men påpeger snarere den indstilling, vi bør have til livets forskellige hændelser. Vi skal ikke lade os rive med af alle de forskellige emotionelle reaktioner, vi møder i livet. Enhver hændelse, vi oplever på det timelige plan, opfylder en funktion i et væsens samlede livsoplevelse. Forsøger vi ikke at tage højde for dette aspekt, men bare lader os rive med af den første, umiddelbare emotionelle reaktion, er der en risiko for, at vi fejlbedømmer situationen.
At forene perspektiverne
Set fra det timelige perspektiv virker det oftest rigtigt at hjælpe – at forebygge lidelse. Det er også den del af Jesu forkyndelse, vi hidtil har hæftet størst opmærksomhed ved. Det fremtrædende i Thomasevangeliet, og endnu mere centralt i Det Tredie Testamente, er det evige perspektiv. Præcis som vi mennesker på jorden netop nu oplever en periode med bevidsthedsudvikling, findes der væsener, der oplever en bevidsthedsafvikling. Faktum er, at vi en stor del af dagen træder på netop den fysiske fremtræden af de væsener, der længes efter at opleve bevidsthedsindskrænkning. Mineral- eller salighedsvæsnerne, der jo har oplevet æoner af tid i de åndelige verdener, hvor harmoni, altruisme og intellektualitet hersker, ønsker nu at skabe og erfare kontrasten til disse verdener – dvs. egoisme og primitivitet. Enhver livsytring er en følge af et levende væsens længsel, og derfor udgør alt, hvad der sker, nødvendige bestanddele af den evige livsoplevelse. I en billedsekvens fra en film husker jeg, hvordan Martinus bøjer sig ned og aer en kat. Det spiller ingen rolle, om vi møder et rovdyr eller et højt udviklet menneske – vi kan føle kærlighed til alle væsener, der vandrer på den evige livssti. Specielt befriende er det at kunne forene de to forskellige perspektiver i en tid, hvor bomberne igen falder i Europa. Vi ser hvordan de, der bomber, endnu ikke kan betragte livet udfra det evige perspektiv. Fra det timelige eller relative perspektiv kan det virke rigtigt at forsøge at stoppe nationalisme og etnisk udrensning med bomber. Men den masseflugt af albanere og den opbakning af serbere omkring Milosevic, der er blevet følgen af bombningerne, synliggør, hvor begrænset perspektivet var. Terror stoppes ikke med mere terror, selv om der uden tvivl kræves en fast og intens imødegåelse for at minimere folks lidelser. Samtidig viser den store nød, folk oplever, hvor vigtigt det er, at vi ikke blot går forbi, men hjælper de nødlidende på bedste vis. På den måde bliver de daglige hændelser i verden smertefulde men vigtige synlige eksempler på, hvad der er rigtigt og forkert. I Livets Bog 2, hvor Martinus bl.a. behandler jegets evige kraftkilder, fremhæver han, hvor vigtigt det evige perspektiv er for at kunne opfatte virkeligheden. "Kun en sjælelig uberørthed af alle de timelige foreteelsers indvirkning på sansesættet kan skabe den ro og upartiskhed, igennem hvilket det timeliges forbindelse med virkeligheden uhindret kan skues. Kun en skuen på denne betingelse kan være "kosmisk klarsyn". Igennem dette syn er oplevelserne ikke blot timelige, men også kosmiske, og hermed udløsende det sande eller virkelige syn af Guddommen, hans organisme, bevidsthed og evige væren." (2)
Kilder:
(1) Martinus – som vi husker ham, s. 228.
(2) LB 2, stk. 441.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige