Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Han kunde saamænd ikke engang gøre en Kat Fortræd". Det er en Udtalelse, man ofte hører, naar nogen gerne vil udtrykke om en eller anden, at Vedkommende er ualmindelig god. Men skønt denne Udtalelse er ment som en Ros, har den, hvis man vil gøre sig den Ulejlighed at lytte nøjere til den, alligevel ligesom en Klang af noget nedsættende i sig. Hvoraf kommer det egentlig? Man skulde dog ellers mene, at man daarligt kunde give noget større Udtryk for dette Menneskes Kærlighedsevne. Og dog – vilde man ikke faa et ganske anderledes Indtryk af, hvor god og kærlig Manden var, hvis der blev sagt om ham: "Han er saa god, at han saamænd ikke engang kan se en Kat, uden at han maa kærtegne den eller snakke lidt venligt til den". Maaske det ved første Øjekast kan se ud, som om disse to Sætninger rummer den samme Mening, men ser man nøjere til, er der stor Forskel paa dem. Den første er jo nemlig ganske negativ. Manden gør ikke en Kat Fortræd – men hvem siger, at det er andet end en Art aandelig Dovenskab hos ham? Han er kommet til den Opfattelse, at det er det nemmeste at overlade andre Mennesker til sig selv. Man slipper for en Mængde Ulejlighed og Besvær ved ikke at blande sig i deres Gøren og Laden, og til Gengæld opnaar man som Regel, at man selv faar Lov at være i Fred for andres Indblanding. – Den anden Maade at se Sagen paa er derimod absolut positiv. Denne Mand, om hvem man siger saaledes, kan ikke tænke sig at overlade andre Mennesker til sig selv og nøjes med at rose sig af, at han aldrig gør nogen noget ondt, thi for ham vil alene det at overse andre Menneskers Besværligheder og Sorger være det samme som at gøre dem ondt. Han kan ikke føle sig lykkelig, hvis han ikke positivt kan hjælpe dem, naar han ser, de trænger til det, og selv om han ikke ser nogen, der er i direkte Nød, er det ham en absolut Nødvendighed at udstraale en Kærlighed og Venlighed, der ikke kan undgaa at sætte sit Præg paa Omgivelserne, saa de alle bliver en Smule mere venlige, end de maaske ellers vilde have været.

Nu kan Nutidens Mennesker, der jo er praktisk indstillet, indvende, at det selvfølgelig er meget smukt, at der eksisterer saadanne Mennesker, men for os almindelige dødelige vilde der dog være alt for meget Besvær forbundet med en saadan Væremaade. Det daglige Livs forjagede Uro giver en tilstrækkeligt at gøre med at passe sine egne Bekymringer, saa der er saamænd ingen Grund til, at man skal forsøge at skaffe sig flere ved at paatage sig andres ogsaa. Men da vi nu engang er saaledes indstillet, hvorfor saa ikke se paa Tingene netop ud fra et rent praktisk Synspunkt. Lad os benytte os af den Viden, Martinus har givet os til at stille et ganske nøgternt Regnestykke op. – Lad os først se paa den Mand, der omhyggeligt undgaar alt, hvad der kan volde ham Besvær. Alle hans Tanker er rettede mod ham selv, indstillet som han er paa at komme igennem Verden paa den letteste og behageligste Maade. Naar han ser andre Mennesker, der ikke har det saa let, skynder han sig at se til den anden Side, for det er nemlig ubehageligt at se paa, og det vilde være endnu ubehageligere at skulle gøre noget for at afhjælpe det. Men hvis han nu selv skulde komme i Vanskeligheder, har han saa ret meget Krav paa andre Menneskers Hjælpsomhed? Er der ikke den største Chance for, at Sætningen "Som du saar, skal du høste" vil gøre sig gældende paa en saadan Maade, at han bliver ladt i Stikken med sine Vanskeligheder. Han har ikke sørget for at udsende nogle lyse Skæbnebølger eller Tanker, der kunde vende tilbage til ham og danne et Skjold mod Ubehagelighederne, og han staar derfor nu ganske ubeskyttet.

Den anden derimod, han har aldrig ladet sig afskrække af noget Besvær eller af Talemaaden om, at Utak er Verdens Løn, vel vidende, at denne Sætning kun er opstaaet ud fra de Erfaringer, alle de Mennesker har faaet, der ikke har forstaaet at hjælpe paa den rette Maade, men i Tide og Utide har blandet sig i deres Medmenneskers Anliggender. – Nej, han gør sig Umage for at tænke først paa andre Menneskers Vel og sidst paa sig selv. Og netop ved denne Væremaade bliver han i Besiddelse af en Lykke og Ro i Sindet, som mange andre forgæves søger. Han udsender til Stadighed en Masse kærlige Tanker og Skæbnebølger, og da Lovene maa gaa deres Gang for hans Vedkommende, saavel som for den andens, vil de alle vende tilbage til ham i Form af Omgivelsernes Venlighed og Hjælpsomhed. Man kan altsaa godt sige, at hver Gang han gør et andet Menneske en Tjeneste, gør han i Virkeligheden sig selv en lige saa stor Tjeneste, da de Energier, han udsender, uafvendeligt en Gang før eller senere vil vende tilbage til ham.

Nu kan det ikke nytte noget at indvende, at selvfølgelig maa det være dejligt at være i Stand til at udfolde en saadan Væremaade, men for os almindelige Mennesker kan det ikke nytte at ville prøve paa at være saadan. Det kan nemlig absolut nytte noget. Maaske er vi temmelig langt fra at ligne dette Ideal, men saa meget mere Grund er der til hurtigst muligt at begynde paa at arbejde hen imod det. Alt kan læres, hvis man virkelig sætter noget ind derpaa. Og heldigvis gaar jo al Erhvervelse af Viden efter samme Princip som Snebolde, der vokser hurtigere og hurtigere jo større de bliver. Og efterhaanden som denne nye Væremaade bliver mere og mere til Vane for os, vil vi lære at se, hvor meget Sandhed og Visdom der ligger i den store Sætning: "Kun den, der giver sit Liv for andre, skal selv vinde det".