Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvis man skulle lave sit eget verdensbillede – og det er faktisk det, Martinus opfordrer læserne til i sin artikel på de næste sider – hvordan skulle det så være?

Godt, selvfølgelig. Det skulle være såre godt. Men hvordan?

For at finde ud af det, må man vide lidt om sig selv. Det kan ikke nytte, at man straks falder for den første, den bedste indskydelse. Hvorfor ønske sig en ny brødrister, når man kan få et helt verdensbillede! Ja, hvem er man i grunden, hvilke erfaringer har man gjort i livet, og hvordan vil man ændre sig, når man bliver ældre? Barnet ønsker sig jo ikke det samme som teenageren, og teenageren ikke det samme som den modne voksne osv.

Svaret må vel være, at ønske-verdensbilledet skal være såre godt for alle aldre. Det skal passe til enhver alder. Og eftersom visse erfaringer tyder på, at man ikke er alene i verden, men afhængig af andre, så kan vi hurtigt nå frem til, at verdensbilledet også skal være såre godt for dem, man er afhængig af. Og da deres velbefindende igen afhænger af nye andre, så er det ikke svært at se, at et godt verdensbilledet ikke bare skal være godt for én selv, men for alle i hele verden.

En utopi vil mange nok sige. Måske, og i så fald den ældste, som findes. "Alt er såre godt," sagde Gud som bekendt, da han havde skabt verden.

Hvis nogen spørger, hvad Martinus vil med sine mange bøger, så er det at vise – ja, faktisk "bevise" – at Gud havde ret, at det ikke var en utopi. Og inden vi kommer så vidt, er det værd at understrege, at hvis verden virkelig var såre god, da Gud lavede den, så er den det stadig. For det kan ikke være rigtigt, at man lige fra starten skal gå og ærgre sig over, at den ikke kan blive ved med at være såre god. Så er den det ikke!

Nu ved vi noget om vores ønske-verdensbillede, men vi har det kun på papiret. Har det noget med virkeligheden at gøre, eller er det bare en utopi? Dette spørgsmål overlader Martinus til sine læsere, for selvfølgelig vil han ikke pådutte dem sine meninger, heller ikke Guds. Men han beskriver faktisk et verdensbillede (se fx Livets Bog 3, stk. 669 ff.), der stemmer ganske overens med Guds tanke. Og han "beviser", at det godt kan være sandt.

Er dette så videnskab?

Martinus kalder det sådan. Ja, han siger, at det er videnskab, fordi det er nødt til at være det. Var det ikke videnskab – og her mener Martinus sandhed – ville verden være anderledes, og det kan den ikke være, for så ville den ikke være evig, og så kunne den hverken komme i gang eller bestå. Derfor er det videnskab for Martinus.

Men også i mere gængs forstand mener jeg, at hans verdensbillede er videnskab, eftersom analyserne lægger op til læsernes egen dom. Det fremgår også af hans artikel, der fortæller historien om Guds tanke, som den gradvist vinder gehør og ender som åndsvidenskab par excellence.