Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Plotin (205-270 e.Kr.) var en græsk filosof, der slog sig ned i Rom. Som ung var han flittig gæst på det store bibliotek i Alexandria, hvor det især var hylderne med Platons lære, der optog ham. Hvad var det for en mystisk idéverden, Platon skrev om? At nå frem til den og forene sig med den, blev for Plotin det store mål i livet. Og det lykkedes også fire gange, fortæller en af hans elever. Kort sagt, så var Plotin en rigtig mystiker og dybt religiøs uden dog at være spor påvirket af kristendommen, som i disse århundreder begyndte at få magt. Tværtimod ser det ud til, at kristendommen via kirkefædrene hurtigt optog en masse ord og tankegange fra nyplatonismen, som Plotins lære nu kom til at hedde.

Mellem Plotin og Martinus er der en række slående ligheder. De bruger ikke samme ord om samme begreber, men de skriver tydeligvis om det samme. I det følgende har jeg forsøgt en sammenstilling, idet de af Plotin særligt anvendte ord er kursiveret, mens de tilsvarende ord af Martinus er vedføjet i parentes. For rigtigheden tør jeg ikke garantere.

For Plotin er tilværelsen en række trinvise udstrømninger eller "emanationer" (transformationer) fra en evig urkilde, "det ene" (X1), hvorfra al tanke og væren udgår. Den første udstrømning fører til "idéverdenen" (vidensoceanet) med "tingenes oversanselige urbilleder" (guldkopierne). Allerede på dette trin har "det ene" tabt i kraft, idet der er sket en opspaltning i "en tænker" og "noget tænkt" (X1 og X2/X3). I en anden udstrømning fremstår "den altgennemstrømmende verdenssjæl" eller "logos" (kosmisk bevidsthed), i en tredje "de individuelle sjæle" (gudesønnerne), der sluttelig slår ned i den fysiske materie, som danner "ydergrænsen for det guddommeliges rækkevidde" (Guds sekundære bevidsthed). Ifølge Plotin er det menneskets formål at løsne sjælen fra det legemlige, der er roden til al ondskab. Dette sker gennem en ekstatisk tilstand af henrykkelse, en "tilbagestrømning" (kosmisk glimt), hvorved ånden gennemskuer den skønhed, hvoraf den er oprunden.

Og Plotin fortsætter: "Nogle bliver dog stående ved iagttagelsen af de sanselige ting. Sådanne mennesker er at ligne med fugle, som har taget for meget til sig og derfor ikke formår at hæve sig fra jorden på trods af, at naturen har givet dem vinger. Men når man først er ét med Gud, da rører intet sig mere i én, hverken vrede eller attrå. Henrykt og gudsberust er man ene med Gud. Man har lagt alle dyder og alle goder bag sig som en mand, der i en tempelhellighed vender ryggen til gudernes ydre billeder for at gå ind i den inderste indvielses kammer."

Og Martinus afrunder uden mindste kendskab til Plotin den samme store tanke med følgende ord hentet fra Livets Bog 6, stk. 2087: "I sandhed, her i livstemplets allerhelligste er vi ét med Gud. Alt lyser i guld, guld og atter guld."