Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I sine erindringer fortæller Martinus, at han som vordende konfirmand en dag sad i en dejlig havestue i præstegården og hørte præsten fortælle og udlægge Bibelen. Og Martinus var lutter øren. Men med ét kom præsten ind på de små børn, som døde før de blev døbt. De gik lige til helvede, fortalte han. Og lidt senere kom han også ind på de såkaldt "uægte børn", dem var der ingen held ved, de havde ikke Guds velsignelse. Men her var det, at noget i Martinus sagde nej. At Gud kunne være så uretfærdig, at han lod små, uskyldige børn gå til helvede, kunne da ikke passe. Og selv var Martinus jo også et "uægte barn", født uden for ægteskab, men han syntes altid, at han havde følt Guds velsignelse. Nej, her var noget galt.

Protest kom det naturligvis ikke til, men en lille tvivl satte sig fast i Martinus' sind, og den skulle senere blomstre og blive til en hel videnskab om, hvor retfærdig Gud er, og hvor strålende logisk og kærligt det hele er.

Episoden i havestuen blev også et godt billede på den oplevelse, alle andre må igennem, for at kunne fatte interesse for Martinus og hans videnskab. Man må tage afstand fra alt, som ikke er retfærdigt i verden, man må have denne fornemmelse indbygget i sig, at dette eller hint uden for én selv ikke kan være rigtigt, fordi det ikke er retfærdigt.

Hvor kommer da denne fornemmelse fra, hvorfor har nogen den, og andre ikke? Det fortæller Martinus i sin artikel på de næste sider. Forudsætningen for hans videnskab er den samme som for naturvidenskaben – de hviler begge på erfaringen. Men det er naturligvis forskellige erfaringer, det drejer sig om. Almengyldige beviser er der ikke tale om, dvs. man kan ikke overbevise andre ved at henvise til erfaringer, de ikke har. Sådan var situationen også engang for naturvidenskaberne, men det er nu så længe siden, at alle synes at have glemt det. Det var dengang, man havde så stor respekt for Guds vilje, at man anså det for farligt at finde andre årsager i naturen end netop hans vilje. I dag vil mange finde det farligt at se andre årsager end dem, der kan tilskrives rent fysiske fænomener som sommer og vinter, havstrømme, magnetisme og tyngdekraft. Hvad menneskenes lykke angår, er der ingen teori om årsag og virkning, og så længe man ikke føler nogen sult efter en teori om de dele, så vil Martinus' åndsvidenskab heller ikke vinde indpas. Men vi ser netop i disse år en vældig politisk kamp for retfærdighed og demokrati mange steder på kloden, og alt dette er forstadier til en mere videnskabelig søgen efter et verdensbillede, som viser, at udviklingen bærer retfærdigheden i sig, at uretfærdigheden blot er som det sure stadium, der går forud for den modne frugt.

Det er ud fra disse betragtninger, samtlige artikler i dette nummer af Kosmos er skrevet. Vi vil meget gerne vise, at retfærdighed og lykke er indskrevet i verden, som den ser ud lige nu. Og så kan man tilmed være med til at bringe verden på rette kurs – også uden at stille sig op på barrikader eller profilere sig selv. Martinus' åndsvidenskab er den stille videnskab, som virker i det skjulte og uden mindste mystik. Bare noget med årsager og virkninger...