Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Kristus er der altsaa kommen ind i Verden en Idealisme og Moral, der truer med at tilintetgøre Troen paa det fra Jødedommen overleverede fortidige Gudebillede. I første Instans vandt dette Gudebillede en overlegen Sejr og fik igennem sine Ypperstepræster og Tilhængere Jesus henrettet. Men denne Henrettelse blev jo Fundamentet for den fortidige Gudsdyrkelses begyndende, snigende Undergang. Dette udviklede Væsens Maade at tage sin Lidelse paa blev jo, som tidligere nævnt, en fuldstændig Stadfæstelse eller fundamental praktisk Levendegørelse af de høje Idealer og Forskrifter, hvis teoretiske Forkyndelse jo netop var Skyld i Henrettelsen. Disse Idealer blev altsaa igennem Korsfæstelsen til praktiske Kendsgerninger for en stor Part af Jesu Følge, Disciple og Omgivelser og blev herigennem Historie. Denne Historie blev til det, vi kalder "Kristendom". Men denne "Kristendom" blev naturligvis ikke en Hundrede Procents Opfyldelse af Jesu Idealer og er saaledes ikke absolut sand Kristendom.

Tyve Aarhundreder er nu snart henrundne siden Jesu Væremaade, Modellen til den Væremaade, der skal frelse Menneskeheden, blev aabenbaret som en fysisk Kendsgerning. Og endnu vil der hengaa Sekler af Tid, før denne Væremaade bliver en dagligdags Fremtræden hos hvert enkelt af Jordmenneskehedens Individer. Hedningens eller Barbarens Omvendelse til en saadan fuldstændig Hundrede Procents Forvandling af Væremaade er nemlig ikke en Villiesakt alene. Selv hos de ypperste, de der er venligsindet overfor nævnte Væremaade, og hvor Villien eller "Aanden er redebon", har man Beklagelser over, at "Kødet er skrøbeligt". Paulus siger: "Det Gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det Onde, jeg ikke vil, det gør jeg". Man ser saaledes, at Praktiseringen af Jesu Væremaade besværliggøres af det "skrøbelige Kød", hvilket igen er det samme som den fra Fortiden nedarvede Vane til at praktisere den dyriske eller hedenske Væremaade.

At praktisere det "Onde" er saaledes en medfødt Vane, er et Talent hos Barbaren eller Naturmennesket. Denne Vane er dets dybeste Natur. At blive af med denne Natur kan altsaa kun ske ved en fortsat vænnen sig af med den, saaledes at Fornægtelsen eller Bekæmpelsen af denne bliver til en ny Vane, der mere og mere behersker Individet og dermed trænger den gamle Vane helt ud. Men en saadan ny Vanes Tilblivelse tager Tid. I dette Tidsrum er Individets Mentalitet Udtryk for en Kamp mellem den gamle hedenske Væremaade og den af Jesus manifesterede. Det er altsaa paa dette Stadium, "Kristendommen"s Tilhængere til Dato har befundet sig. De er saaledes paa en Maade endnu Tilhængere af det "Onde" og det "Gode". Og i denne Tilstand er det forstaaeligt, at de ikke kan give Afkald paa en Guddom, hvis Væsen er analogt med deres eget Væsen, og ligesom dem selv er en Slags Tilhænger af det "Onde" og det "Gode", er et Væsen der har Fjender (Djævelen), er et Væsen der fordømmer, er et Væsen der straffer og hævner med evig Fortabelse og favoriserer og belønner med et evigt "Himmerige" de Væsener, der særligt ved Bøn og Paakaldelse, ved Fordømmelse og Forfølgelse af de "Vantroende" har indyndet sig hos ham, og som derfor i deres egne Tanker føler sig "frelste" eller "hellige".

Hvis ikke Guddommen netop opfattedes saaledes, vilde han jo have været nødt til at opfattes ligesom Jesus. Men hvis han var blevet opfattet saaledes, vilde Jesus jo ikke være blevet korsfæstet, men snarere have oplevet et sandt Triumftog. Det var jo netop, fordi man opfattede hans Væsen som værende i Strid med Guddommens Væsen, at man gjorde ham til Genstand for Tortur og Henrettelse. Jesus dømte jo ingen, men tilgav alle. Men efterhaanden som man selv, igennem sin egen Skæbne, gennem det daglige Livs Lidelser og Besværligheder, bliver forædlet og mere og mere kommer til Visdom og Kundskab, mere og mere mister sine Anlæg for at hævne og straffe og saaledes bliver Jesus mere og mere lig, mister man jo Troen paa det overleverede Gudebillede. Man kan ikke mere forestille sig Guddommen eller Forsynet med Anlæg og Tendenser, der gør hans Væremaade mere primitiv end ens egen. Og paa dette Stadium kan hverken Daab, Konfirmation eller Altergang hjælpe. For saadanne Væsener bliver Kirker og Templer mere og mere overflødige. Disse Væseners Vej til Gud vil nu kun kunne finde Sted igennem Sandhedssøgning, hvilket vil sige igennem Forskning og Videnskab. "Troen" eller den gamle Gudeopfattelse er ikke mere Vejen til Lykken eller Saligheden for disse Sjæle, Anderledes er det med Væsener, der endnu i stor Udstrækning ligger under for lavere Bevidsthedstendenser, saasom Vrede, Hidsighed, Had og Hævn, men samtidig har religiøs Følelse. Disse Væsener ser jo med stor Tiltro og Velbehag paa, at Guddommen opfattes med en lignende Natur. Ja, de har ligefrem slet ikke Evne til at opfatte nogen anden Væremaade som naturlig. En Væremaade, der ikke er analog med deres egen, vil uvægerlig kun kunne opfattes af disse Væsener som Fantasi, Utopi, hvor de ikke ligefrem vil kalde denne for "Gudsfornægtelse". Og det er dermed givet, at skulde Kristendommen i sin første Instans faa Indpas hos saadant indstillede Væsener, saa maatte dens Gudebillede være nogenlunde analogt med de hedenske Traditioner. En Guddom, der ikke kunde blive vred, en Guddom, der ikke favoriserer, men lader alle blive salige, en Guddom, hos hvem man ikke kan indynde sig eller albue sig frem til paa sin Næstes Bekostning, en Guddom, der paabyder, at man skal vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre, var altsaa et Væsen saa langt fra hedensk Mentalitet og Væremaade, at dette umuligt kunde opfattes som normal eller virkelig. Og dette blev Grundlaget for Jesu Lidelse, for de første Kristnes Trængsler og for det gamle hedenske Gudebilledes og de hedenske Traditioners Bevarelse ind i Kristendommen og deres Beherskelse af denne ny Aandsretning helt op i det tyvende Aarhundrede.

Naar Menneskene i Dag i det tyvende Aarhundrede dyrker en Guddom, der kan blive "vred", "straffe" og "tilgive", er de altsaa endnu ikke naaet at blive i Kontakt med Jesus. Da det er denne Gudsdyrkelsesform, der hedder "Kristendom", er vi saaledes her blevet Vidne til, at den gængse "Kristendom" heller ikke er i Kontakt med Jesus eller Kristus og kan saaledes umuligt være den rette, sande eller virkelige "Kristendom". Men dette er jo kun, hvad Jesus allerede har forudsagt. Hvad mener han ellers med Beretningen om "Talsmanden den hellige Aand"? - Den er i sig selv i Virkeligheden kun Beretningen om kommende Tider med Mennesker, der anderledes vil kunne forstaa de kosmiske Ting og derved naturligvis ogsaa komme til at leve i Kontakt med de samme Ting. Det er jo det, der er Verdensgenløsningens Maal. Før dette Kontaktskab er naaet, er Menneskeheden jo absolut ikke frelst.

Menneskene vokser altsaa kun gradvis ind i Jesu Fodspor eller Væremaade. Den hedenske Væremaade er jo en tusindaarig indgroet Vane i Mentaliteten. En altfor stor Paatrængenhed for at omvende Menneskene fra den kan derfor kun virke i modsat Retning. Den kan kun skabe stor Irritation og Intolerance. Menneskene kan kun omskabes langsomt. Derfor kunde det hedenske Gudebillede ikke pludselig afskaffes trods Fødslen og Demonstrationen af Jesu Idealer og Væremaade. Denne Væremaade maa ligeledes blive en tusindaarig Vane, før den kan overflødiggøre de hedenske Traditioner. Mange af Jesu Tilhængere maa saaledes igennem Aartusinder endnu i stor Udstrækning være "Hedninger". Det passer derfor særdeles godt ind i deres daglige Mentalitet og Fremtræden at have den overleverede hedenske Gud at tilbede. Den letter Tilværelsen noget, idet der jo ikke er saa stor en Kontrast imellem deres egen Væremaade og den nævnte Guddoms. De har i Virkeligheden Vreden, Hadet og Hævnen eller Straffelysten tilfælles. Denne Omstændighed har altsaa bidraget til at kaste et forsonende Skær henover dette, at man ikke kunde opfylde Jesu høje Idealer. Ja, den har endog tilsløret Jesu Paabud saa groft, at man nu i stor Udstrækning ligefrem docerer, at det slet ikke er de gode Gerninger eller det forbedrede Væsen, det kommer an paa, men at det derimod i en altovervejende Grad er Opnaaelsen af "Syndernes Forladelse" hos den "straffende" Guddom, der er Fundamentet i sand "Kristendom". Og dette blev jo i den Grad til Virkelighed, at man ligefrem, som jeg tidligere har omtalt, gjorde "Syndsforladelsen" til en Handelsvare. Man lavede "Daab" og "Sakramenter", hvilket vil sige Foranstaltninger, igennem hvilke man kom i det formentlige rigtige Kontaktskab med Guddommen ganske uden om de gode Gerninger eller dette at skulle forandre Væsen. Den Afsløring af det verdensfrelsende Princip, som blev aabenbaret igennem Jesu Liv og Væremaade, blev altsaa mere og mere en Biting, blev mere og mere tilsløret. Ja, det gik endog saa vidt, at Jesu Lidelse ligefrem blev taget til Indtægt som et "Sonoffer" for andres "Synder". Og hermed skabtes Verdens største Misforstaaelse. I Stedet for at tage Jesu Liv og Levned til Indtægt som Model for Omskabelsen af sin egen Væremaade og forstaa, at Tilegnelsen af denne Væremaade som Vanebevidsthed er Grundlaget for "Frelse", gik man mere og mere over til at opfatte denne hans høje moralske Væremaade som noget, der i sig selv var Menneskene ganske uvedkommende, var noget de aldrig vilde naa frem til at kunne praktisere alligevel.

Nej, hans Mission bestod udelukkende kun i at overtage paa sine Skuldre "Straffen" for alle de "Synder" Menneskene har begaaet. "Synderne" kunde saaledes leve højt i Salighed og Glæde paa denne Foranstaltning. Og det er aabenlyst, at Kravet om at forvandle sig, i Kraft af dette, maatte blive jo længere jo mere tilsløret. At gaa i Jesu Fodspor, at efterligne hans Væremaade kom saaledes i anden Række. Hovedsagen var altsaa dette at "angre" eller græde over et eller andet, man havde begaaet. Man vilde da blive fri for "Straf" og komme i "Himlen", blive "salig" eller "frelst". Ja, hele den saakaldte "Kristendom" blev i Virkeligheden kun en Fortsættelse af den hedenske Væremaade. Det religiøse Liv blev en Tilværelse med Begreber om "Straf" og "Naade", "Vrede" og "Tilgivelse" akkurat som i det hedenske Dagligliv. De jordmenneskelige Tanker og Ufuldkommenheder blev stadigt fuldstændigt dominerende det religiøse Felt. Jesu rene Bevidsthed og Tankegang blev nærmest en Utopi.

Kristendommens Kerne i Dag er saaledes Troen paa "Naaden" og "Syndsforladelsen". Og med denne Tro som aandeligt Fundament er der ingen Fart i Individets Forvandling af moralsk Væremaade. I Aartusinder har det i Kraft af Troen paa "Syndernes Forladelse" sovet videre og videre for tilsidst helt at sove sig ind i Krige og Revolutioner, Sorger og Lidelser. Den "frelste" eller "hellige" Tilstand har ikke paa nogen som helst Maade fjernet Lidelserne eller Mørket fra Individets Skæbne. Men tænk hvilken guddommelig Lykke. Hvorledes skulde det ellers nogen Sinde faa lært at gaa i Jesu Fodspor, blive virkelig kærlig og elskelig overfor sin Næste? - Hvordan skulde det ellers faa lært at lade være med at dømme anderledes tænkende til "evig Fortabelse" og "Helvedespine"? - Hvordan skulde det ellers faa opdaget, at Livet og Saligheden i Virkeligheden var noget langt større og mere fuldkomment end dette at svinge med Palmegrene og være i Yndest hos en hedensk Gud, der har ladet en slippe ind i "Paradiset" paa Grundlag af, at et ganske uskyldigt Væsen er blevet "straffet" og lemlæstet for den Forseelse, man selv har begaaet.

En større Kulmination af Kontrasten til Jesu Væremaade end den, der saaledes kommer til Udtryk i Form af den gængse "Kristendom", eksisterer altsaa ikke.

Det moderne "kristne" Menneske gaar saaledes ikke i Jesu Fodspor ved at søge at blive ham lig i Væremaade. Nej, Jesus er kun et Væsen, der er til for at tage Virkningerne eller Ubehagelighederne af Menneskenes egoistiske Væremaade og Udskejelser paa sin Kappe, medens de derved selv faktisk kun er til for at tage alle Livets Behageligheder. Men en Gudsdyrkelse med saadanne Konsekvenser, er det ikke en "hedensk" Gudsdyrkelse? - Og bliver en Guddom, der er Centrum i en saadan Dyrkelse, ikke en "Afgud"?

Men hvem er saa denne Afgud? - Ja, i første Instans har vi jo set, at denne var et fra Oldtiden overleveret Gudebillede. Vi har set, at det var Moseguden eller Israeliternes Gud, Guden der fordrer øje for øje og Tand for Tand og kun har ladet sig lede fra denne sin primitive og almindelige jordmenneskelige Væremaade ved at faa et uskyldigt Væsen lemlæstet og henrettet under udspekulerede eller raffinerede Pinsler. Med denne Bloddaad skulde Guden altsaa være tilfredsstillet.

Men et Væsen, der er saa uhyggelig eller ukristelig i sin Fremtræden, at det ikke paa nogen som helst Maade kan gaa med til i givet Tilfælde at "vende den højre Kind til", naar det er blevet "slaaet paa den venstre", uden at det først paa en eller anden Maade absolut faar set sin Hævn eller Straf herfor effektueret paa et eller andet Væsen, ja, endog ligegyldigt om dette Væsen er skyldigt eller uskyldigt, er dette Væsen ikke identisk med et - Uhyre?

Dets "Alkærlighed" bestaar altsaa ikke i at "tilgive". At lade en Straf overføre paa et uskyldigt Væsen og lade den skyldige gaa fri, kan det være Retfærdighed? - At et Væsen tilbyder at tage et andet Væsens Straf paa sine Skuldre, det er Kærlighed. Men en Dommer, der accepterer et saadant Tilbud og lader den uskyldige straffe, han praktiserer Kulminationen af Uretfærdighed. En saadan ukærlig og uretfærdig Dommer er altsaa den "kristne" Gud, idet han jo har fordret den "uskyldige" Jesu forfærdelige pinefulde Henrettelse for at "Syndere", hvilket altsaa vil sige: Røvere, Mordere, Bedragere, Banditter, Gangsters o. s. v., kunde blive fri for Følgerne af deres Skændselsgerninger.

Men at lade Verdensaltets højeste Væsen, selve Guddommen, fremtræde med en saa primitiv eller ukristelig Væremaade, er det ikke et raffineret Skalkeskjul for det jordiske Menneskes hedenske Væremaade? - Naar det højeste Væsen selv sidder inde med Tilbøjelighed til Vrede, har Hævntørst, der absolut skal tilfredsstilles, ligegyldigt om det er skyldige eller uskyldige, denne Hævn gaar ud over, og saaledes derved samtidig kulminerer i Uretfærdighed, er det undskyldeligt, at de jordiske Mennesker har de samme Tilbøjeligheder eller den samme Væremaade. Og tror man ikke, en saadan hedensk Opfattelse af Guddommen passer desto bedre ind i det jordiske Menneskes hedenske Mentalitet, desto mere hedensk, hvilket vil sige desto mere intolerant, ukærligt og hævngærrig, det er? - Er det ikke netop i denne hedenske Guddoms Navn, at man først praktiserede selve Jesu Lidelse og Henrettelse? - Og var det ikke netop, fordi han var anderledes end Guddommen? Han fordrede ikke Straf eller Hævn over sine Fjender. Han "vendte den højre Kind til", da han blev "slaaet paa den venstre". Han elskede sin Næste som sig selv og havde saaledes mere af "Alkærligheden"s Natur end selve Guddommen. Og derfor maatte han væk. Hvis en saadan Mentalitet skulde blive Autoritet, blev det vanskeligere at leve. Saa blev der ikke noget Forsvar for de hedenske Tilbøjeligheder eller den Egoisme, Vrede og Hævngærrighed, man endnu var belemret med. Derfor gjaldt det om for Præsteskabet at holde fast ved det gamle Gudebillede.

Senere hen i Tilværelsen blev den samme hedenske Gudeopfattelse Fundamentet for Inkvisitionens Kætterbaal og Torturkamre. Man tilegnede sig Magt og Vælde i Kraft af den hedenske Opfattelse. Man dikterede Konger og Kejsere. Man var jo i Besiddelse af Evne til at formilde den "vrede" Gud og havde dermed Magt til at kunne handle med "Syndernes Forladelse". Hvad skulde der ellers være blevet af denne Handel, hvis ikke der var en hævntørstig eller straffegærrig Gud bag disse "syndsforladende" Autoriteter? - En Guddom med Jesu alttilgivende Væremaade bag disse Autoriteter vilde jo have ført dem til Tiggerstaven. Der vilde jo ikke have været noget Grundlag for at kræve Betaling for "Syndsforladelsen". Derfor var Løsenet da ogsaa dette, at alle Reformatorer, alle der forsøgte at docere Jesu virkelige Forkyndelse og Væremaade, maatte paa Baalet, maatte fjernes. At bringe Jesu Oplysninger til Folket vilde jo betyde de nævnte Autoriteters Undergang.

Men den hedenske Guddomsopfattelse skabte endnu flere Lidelser paa sin Vandring frem igennem Tiderne. Er Korstogenes Krige og Myrderier ikke udelukkende baseret i Troen paa, at de skaffede deres Ophav i Yndest hos en Guddom, der er "vred" paa "Hedningerne", de formastelige, der saa at sige hører "Djævelen" til?

Og hvad med vore Dages Kirke- og Præstevæsen? - Al den Splid og Uenighed, der rummes indenfor dette Væsen, er dette ikke ogsaa baseret paa de samme Traditioner? - Tror hver især ikke netop, at hans specielle Opfattelse er den samme Guddom velbehagelig? - Og at hans Fjender ogsaa er Guds Fjender? - Bekriger de religiøse Sekter ikke ogsaa hverandre? - Tror Tilhængerne indenfor hver af disse ikke, at deres specielle Sekt er den, der i særlig Grad er i Yndest hos Guddommen, medens de andre mere eller mindre naturligvis er Genstand for hans Vrede eller Antipati, ja, er maaske endog helt overgaaet til at tilhøre "Djævelen"? - Var det ikke ligesaa med mine tidligere her i Artiklen omtalte Angribere? - Var de ikke fuldt og fast overbeviste om at være i Kontakt med det højeste Væsen ved at angribe mig? - Det var ikke den kærlige Jesus, de repræsenterede eller tjente, men derimod den "vrede" hedenske Gud. Under denne Guddom kunde deres Angreb eller Intolerance faa Skæret af "retfærdig Harme" eller "hellig Vrede". Det hedenske Gudebillede dækkede helt deres primitive Væsen eller uovervundne hedenske Natur med en "kristen" Helteglorie.

Jo, Verden er i høj Grad hedensk. Det overleverede hedenske Gudebillede er altdominerende endnu i det tyvende Aarhundrede. At alt dette hedenske Væsen doceres under Begrebet "Kristendom" er i Virkeligheden kun en Slags Modesag. Naar lige undtages Jesu Forkyndelse adskiller den gængse "Kristendom" sig absolut ikke fra Hedenskabet.

De hedenske Traditioner er saaledes at betragte som en umaadelig stor Stengrund, paa hvilken Jesu Væremaade og Livssyn som et lille Kim eller Frøkorn er faldet, men hvor det alligevel trods Kulde og Stengrund har redet de første Storme af, er blevet en lille Plante, man er blevet nødt til at regne med, og som har kunnet gøre sig saa meget gældende, at man har fundet det formaalstjenligt at antage dens Navn. Jesu Fødsel har saaledes i første Instans bevirket, at Hedenskabet har faaet Navneforandring. Dette nye Navn paa Hedenskab er altsaa Udtrykket "Kristendom".

Men under dette Navn vil Hedenskabet blive forvandlet til en ny Mentalitet, en ny Sfære, et nyt Rige, som ikke er af denne Verden. I samme Navn skal trods alt alle Jordens Slægter velsignes.

Men hvad betyder denne hedenske Gudsdyrkelse? - Hvorfor er den saa haardnakket at faa Bugt med? - Den hedenske Gudsdyrkelse er umaadelig svær at faa Bugt med, fordi der bag denne Dyrkelse eksisterer Tilbedelsen af et levende Væsen i Kød og Blod, som Gudsdyrkeren elsker over alt og alle. Dette Væsen er - Gudsdyrkeren selv. Den hedenske Gudsdyrkelse, som altsaa senere har faaet Navnet "Kristendom" er i Virkeligheden kun Gudsdyrkerens egen energiske og storslaaede Beskyttelse og Tilbedelse af sig selv. Det opsatte Gudebillede, den dominerende hedenske Guddomsopfattelse, er i sin dybeste Analyse jo kun en Camouflage eller Maskering, ved hvis Hjælp denne Selvtilbedelse faar Skæret af at være rettet mod et andet Væsen. Ja, denne Maskering er endog saa genial eller raffineret, at Gudsdyrkeren slet ikke selv opdager den rette Sammenhæng, men igennem Hundreder af Inkarnationer lever i den samme Illusion. Dette andet Væsen, som Gudsdyrkeren saaledes tror at dyrke, repræsenteres jo ved Gudebilledet. Dette kan være en Fetisch eller en anden rent fysisk Figur. Men det kan ogsaa være en abstrakt Figur, et blot og bart Tankebillede. Et saadant Tankebillede er Moseguden, Israels Gud, "Jehovah", "Jahve" eller "Zebaoth".

Men enten det nu er i en saakaldt "kristen" eller "hedensk" Opfattelse, man udfolder sin Gudsdyrkelse, saa er denne Dyrkelse altid til Dato fremsat i en Form, saa den yder Gudsdyrkeren den størst mulige Fordel, yder ham Ret til Tilfredsstillelse af de mest fremtrædende Begær eller Opfyldelsen af hans mest brændende Ønsker. Denne Tilpasning sker paa den Maade, at man giver Gudebilledet en Mentalitet med Bevidsthedsanlæg og Naturer, der er analog med Gudsdyrkerens, saa Guden faktisk kun er et i større Dimensioner fremtrædende Jordmenneske. Vi har jo lige set, at den "kristne" Gud bliver "vred", skal formildes ved Sonoffer, at han saaledes er "hævngærrig" samtidigt med, at han ogsaa kan "favorisere" og "begunstige". Er en saadan Mentalitet ikke nøjagtig en Kopi af et Jordmenneskes Mentalitet?

Men ved at lade Guden eller det højeste Væsen fremtræde med en Mentalitet, der er en Kopi af ens egen, faar man jo det bedste Forsvar for sin egen ufærdige Natur. Det er jo ikke almindeligt i et Samfund, at dets Individer skal repræsentere Opfyldelsen af højere Idealer end dem, der udtrykkes at være identisk med Gudens Væremaade. Er det ikke netop derfor, at Jesus og andre højere Reformatorer kommer tilkort med deres Tids gængse Gudsdyrkelses Repræsentanter? Disse Reformatorer forsøger jo at docere Idealer og mentale Foreteelser, der ligger over den gængse almene Opfattelse. Disse Væseners Gud doceres at fremtræde med en højere og renere Bevidsthed eller Væremaade end den, der ellers plejer at blive lovprist som Guddommens.

Men Doceringen eller Udbredelsen af en saadan ny Væremaade eller højere Idealisme gør jo den gamle Gudsdyrkelse til Skamme. Intet Under at dennes Dyrkere eller Udøvere i høj Grad føler sig tilskyndet til at udøve Protest imod eller Forfølgelse af de ny Idealer og disses Udøvere eller Repræsentanter. Udbredelsen af Kendskabet til de ny Idealer er jo en Underminering af de gængse Gudsdyrkeres Prestige og religiøse Autoritet. Og Jesu Ord bliver saaledes Udtryk for en stor Sandhed, der hvor han siger, at "de første skulle blive de sidste". De "første" paa Gudsdyrkelsens Omraade er jo Præsterne eller de religiøse Autoriteter samt alle andre, hvis Prestige i Dag er baseret paa de gamle Idealer. Disse bliver altsaa de sidste til at acceptere Reformering og Udbedring eller Skærpelse af Idealerne. Og vi faar saaledes her et meget tydeligt Billede af, hvad der er Grunden til Religionsforfølgelse, Jesu Korsfæstelse o. l. Vi ser, at denne Grund er nøjagtig den samme som i ethvert andet Konfliktspørgsmaal, nemlig "Selvforsvaret".

Al religiøs Konflikt bunder saaledes ud i dette ene: Kampen for den Prestige, som man vil miste med Folkets eller Massernes Accept af de ny Idealer. Og denne Kamp bliver saa meget desto haardere, eftersom man jo ved Forfølgelsen af de ny Idealer mener at tjene Guden, mener at komme i Yndest hos denne, blive hans Favoriter, blive "frelste" og "hellige".

Man foregøgler sig jo hele Tiden, at det er ham, man tjener, det er hans Ærinde, man gaar ved at forfølge de virkelige Reformatorer. At det i Virkeligheden i allerhøjeste Grad er ens eget Ærinde, man gaar, at det er Forsvaret for en selv, man dyrker, at det er Kampen for ens egen Position og Anseelse, man manifesterer, ser man ligesaa lidt, som man ser "Bjælken i sit eget øje". At denne ens Kamp og Væremaade er "Gudsdyrkelse", at "det er Guddommen, man tjener", at ens Forfølgelse eller Vrede og Harme henholdsvis er "hellig" og "retfærdig", har man ligesaa let ved at foregøgle sig, som man har let ved at se "Skæven i sin Broders øje".

Naar denne Foregøgling kan finde Sted, skyldes det altsaa den Omstændighed, at Gudebilledet, som jo er Forbilledet for Idealerne, har jordmenneskelige Ufuldkommenheder eller Svagheder, har Vredestendenser, skal formildes ved Surrogatforanstaltninger, har ladet sig bevæge til at straffe et uskyldigt Væsen, saa de skyldige kan gaa fri, altsaa Hundrede Procent jordmenneskelig Mentalitet. Gudebilledet er doceret og opfattet saa meget i Kontakt med primitiv jordmenneskelig Mentalitet, Begær og Ønsker, at man ved at tjene dette Billede faar glimrende Udløsning for Dyrkelsen af sig selv, ja, endog saa meget at denne Dyrkelse ligefrem blænder. Igennem sin Vrede og Indignation føler man sig ligefrem "hellig" og "retfærdig", idet det jo er "Guddommen, man dyrker", det er i hans Navn, man handler o. s. v. og aner ikke engang, at denne Form for Dyrkelse er Kulminationen af Dyrkelsen eller Tilbedelsen af sig selv. Intet Under, at man holder godt fast ved en saadan Guddomsopfattelse.

Men en Gudsdyrkelse, der i Realiteten kun udgør en Foranstaltning, ved hvilken Individet kan dyrke og tilbede sig selv, kan forsvare sine ufærdige Tendenser og primitive Væremaade med et Gudebillede, der har samme primitive Tendenser eller Mentalitet, og ved hvilken Omstændighed Individet altsaa kan udtrykke sin egen Væremaade som "guddommelig", "hellig" og "retfærdig" er ikke nogen "Gudsdyrkelse", men en "Afgudsdyrkelse" i Kulmination. Og denne "Afgud" er saaledes ikke det opsatte Gudebillede, men udelukkende Individet eller "Gudsdyrkeren" selv.

Da den her omtalte Gudsdyrkelsesform er Kulminationen af Afgudsdyrkelse, bliver Individet saaledes selv den absolut længst levende Afgud.

Men Afgudsdyrkelse er Hedenskab. Da den gængse "Kristendom" jo i Virkeligheden er baseret paa ovennævnte Gudsdyrkelsesform, og dens Gudebillede eller Guddomsopfattelse er den fra Hedenskabet overleverede, der udtrykker den med jordmenneskelig Ufuldkommenhed fremtrædende "vrede" Gud, bliver samme "Kristendom" saaledes identisk med den fornemste Form for Hedenskab. Og saa længe dette Hedenskab regerer Verden, kan der umuligt blive nogen varig Fred, saa man skal ikke vente sig, at den gængse "Kristendom" vil kunne frelse Verden. En "Guddom", der selv ligger under for primitive jordmenneskelige Svagheder, dirigeres af Sympatier og Antipatier, ja, endog saa meget, at den uskyldige maa lide, for at de skyldige kan gaa fri, kan ikke være noget Fundament for absolut "Retfærdighed", virkelig Fred og Udvikling af Kærlighed.

Det er fra en saadan Guddomsopfattelse, at Verden maa befries, maa frelses. At faa det overleverede hedenske Gudebillede til at vige Pladsen for en virkelig "alkærlig" Guddom, det er Verdensgenløsningens store Maal. Det er dette Maal, der skal naas gennem "Talsmanden den hellige Aand". Og det er jo netop Arbejdet herpaa, der tog sin Begyndelse med Manifestationen af Jesu Mentalitet og Væremaade. At studere denne Mentalitet, at opøve sig til at efterleve denne Væremaade, at praktisere hans Kærlighed, det er Livets Løsen. Og enhver Religionsform, en hvilken som helst Tankeindstilling paa Livet, der ikke er baseret paa dette Løsen, er og bliver "Hedenskab". "Kristendom" kan aldrig nogensinde være ægte, uden at den samtidig maa være Hundrede Procent Udtryk for Kristi Mentalitet og Væremaade.

Men dette opfylder den gængse "Kristendom" jo absolut ikke. Den nøjes bare med at fortælle om nævnte guddommelige Væremaade som en Biting og docerer som en Hovedting Troen paa et Gudebillede, hvis Mentalitet er en skrigende Kontrast til nævnte Væremaade, en Guddom der straffer og hævner samt handler med "Syndernes Forladelse".

Men en Guddom, der saaledes paa en Maade lader sig bestikke til at lade Straffen gaa ud over en uskyldig, for at de skyldige kan gaa fri, kan aldrig nogensinde være "retfærdig" eller "kærlig" og er saaledes absolut en "hedensk" Gud. Troen paa denne Gud er "Hedenskab". Og da de "kristne" Mennesker i Verden vitterlig trods Kendskabet til Jesu Væremaade, Jesu Forkyndelser og Vejledning, hans Anvisning paa, at man skal vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre, man skal stikke sit Sværd i Skeden, for at man ikke skal omkomme ved Sværd, man skal elske sin Næste som sig selv for overhovedet at blive salig, alligevel dyrker en Guddom, et højeste Væsen, der selv overtræder denne guddommelige Anvisning, er det saa ikke mærkeligt, at "Kristendommen" nu kun er en Skygge af sig selv og umuligt kan frelse Verden. Det er intet Under, at de "kristne" Stater er blevet Krigens mest geniale Tjenere. De "kristne" Staters Indbyggere er blevet de krigsdygtigste Mennesker i Verden. I Stedet for at "stikke Sværdet i Skeden" har de ført de mest rædselsvækkende og dødbringende Krige paa Jorden. Invaliditet og Undergang er der i de "kristne" Staters Fodspor. De overgaar selve "Hedningerne" i at hævne, ja, danner endog Skole for disse Væsener. Man udbreder Dygtiggørelsen i at overtræde Kristi skønneste Idealer. Hans Mentalitet og fuldkomne Væremaade, der blev givet for at danne Skole og derigennem dygtiggøre Menneskene i at "frelse" sig selv, er forlængst fordunklet af Krigens Atmosfære. Tidens store Løsen er nu: Oprustning, Oprustning, Oprustning. Tænk hvilket Omfang Jesu Korsfæstelse i Dag repræsenterer. Og denne Korsfæstelse kalder man - "Kristendom".