Kosmos 1999/8 side 155
Mirakel nr. 66
Jean-Pierre Bely havde i 15 år været plaget af en fremskreden sklerose, da han i oktober 1987 foretog sit livs rejse til Lourdes i de franske Pyrenæer. Siddende i sin kørestol foran grotten, der er overbehængt med krykker som et bevis på de uforklarlige mirakler i Lourdes siden 1858, begyndte han pludselig at få følelserne tilbage i fingrene og andre lammede legemsdele.
Først følte han kulde, så varme. Om natten hviskede en stemme ham i øret, at han skulle rejse sig, at tiden var inde til at gå. Det var begyndelsen til en helbredelse, som adskillige læger, psykiatere og neurologer siden enstemmigt har beskrevet som " pludselig, fuldstændig og varig". Det er netop de tre krav, der skal opfyldes, før man kan tale om et rigtigt mirakel. Nu har en særlig komité for mirakler i den katolske kirke indskrevet den i dag 63-årige Jean-Pierre Bely som det 66. mirakel i Lourdes.
Komiteen, der har modtaget i alt 6500 anmodninger om at få et mirakel i Lourdes anerkendt, smider ellers ikke om sig med Guds gaver. Det sidste mirakel blev anerkendt i 1989. Fire måneder efter sin pilgrimsrejse i 1976 blev en 12-årig italiensk pige ved et mirakel helbredt for en dødelig kræftsygdom. Lourdes har gennem årene udviklet sig til en turistpræget by, siden den lille hyrdinde, Bernadette Soubirous, i 1858 så madonnaen i grotten. Da hyrdinden kradsede på stenen, sprang den hellige kilde ud.
Jean-Pierre Bely mener selv, at han er et simpelt og ydmygt menneske og tager sin ny mirakuløse tilværelse med sindsro. Hændelsen har styrket hans tro, og han arbejder i dag aktivt i sin lokale menighed. Derimod skjulte de 800 pilgrimsdirektører ikke deres følelser, da de forsamlet i Lourdes hørte om nyheden. De var rørt til tårer. Præsten Jacques Perrier udtalte til pressen, at der ikke kan gives en forklaring på mirakler: "Det er Guds hemmelighed," sagde han. (Kilde: Jyllands-Posten marts 99)
Bøn og mirakler
I Det Evige Verdensbillede bind 2 og 3, symbol 21 og 33 skriver Martinus lidt om miraklernes forskellige sider og åndelige oprindelse. Han mener, "at det kun er i særlige undtagelsestilfælde, at et menneske kan være prædestineret til en mirakelhelbredelse af en sygdom eller en mirakelfritagelse for andre slags skæbneonder". Den hjælp, vi kan få fra åndelig side igennem bønnen, betyder kun sjældent, at vi pludselig fritages fra vores lidelser. Hvis vi kunne fritages fra virkningerne af vore egne smertevoldende handlinger, ville al udvikling standse, mener Martinus. Ved at opleve lidelserne i vort eget kød og blod vil vi efterhånden få en sjælelig forståelse af lidelserne, hvilket er det samme som udviklingen af den humane evne. Når der indtræffer en mirakelhelbredelse, er det ad psykisk vej, eller det er åndelige væsener, som griber ind i et menneskes skæbne. Selv om mirakler forekommer mystiske for os, er de udtryk for livets højeste logik. Martinus skriver, at vi efterhånden vil udvikle højpsykiske evner, og når den psykiske kraft kulminerer i vores bevidsthed, forbindes mennesket med de høje åndelige kræfter eller forsynet. De psykiske evner udløses blandt andet som materialisation og dematerialisation og som mirakelhelbredelse. Selv om det kun er få, som oplever et mirakuløst under, er bønnen for alle mennesker et lille "mirakel" redskab og en overordentlig værdifuld kosmisk kraft. Martinus mener, at når vi befinder os i vanskelige og meget lidelsesbetonede situationer, vil vi igennem bønnen virkelig kunne opnå optimisme og et lyst syn på vores ulykkelige situation. Nogle gange i en sådan grad at vi ligefrem kan se Guds velsignelse i dette mørke og opleve det som et gode. "Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldig hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end måtte befinde sig. Igennem denne åbne dør til lysets riger eller paradiset lytter Gud til sin evige søn i nødens stund".
Eigil Kristensen.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige