Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Marcus Aurelius (121-180) regerede som romersk kejser fra 161 til sin død. Det var en urolig periode, hvor Rom lå i strid med partherne og germanerne, og det optog det meste af hans regeringstid. Rystet af krigens grusomheder tyede han til sin dagbog, hvor han gav sig selv gode råd:

– Når du er meget ilde til mode ved noget, der sker, så er det, fordi du har glemt, at alting sker efter naturens orden ... Du glemte også det, at hvert menneskes ånd er en gud, en udstrømning fra det hinsides.

Efter kejserens død fandt man i hans gemmer nogle hæfter med en række usammenhængende optegnelser. Disse blev samlet til Marcus Aurelius' bekendte "Tanker til sig selv", der er oversat til alverdens sprog og hører til de mest udbredte filosofiske skrifter overhovedet:

– Ikke tingene, kun den mening vi har om tingene, betyder noget. Og den mening beror på dig selv; når du vil, kan du aflægge den. Da er det ligesom til søs, du drejer om pynten – havblik – alt om bord roligt – ind i bugten – ikke en bølge.

– Hvis nogen kommer til dig med det spørgsmål: hvordan staves navnet Antonius? – ikke sandt, så vil du give ham, i orden og distinkt, hvert bogstav ét ad gangen. Om nu vedkommende er utålmodig og vred, bliver du derfor selv utålmodig og vred? Nej, du vil ganske fredeligt og metodisk vedblive med at tælle op, bogstav efter bogstav. – Anvend dette på pligterne i dit liv her. Enhver pligthandling må udføres i enkeltheder punkt for punkt som en slags stavning eller optælling.

Til de ydre ting, som Marcus Aurelius ikke mente, man kunne ændre på, og som det derfor gjaldt om ikke at blive irriteret over, hørte livet selv – dette stempelslag af sanseindtryk – som han kalder det. Og hvad angår døden:

– Døden kan du vente på med frejdigt sind, den er jo dog intet andet end naturlig opløsning i de smådele, hvoraf hvert eneste væsen er sammensat. Og når der for selve disse smådele ikke er noget slemt i, at hver af dem hele tiden er i en overgang fra noget til noget andet – hvorfor da være ængstelige ved at de alle under ét kommer i overgangstilstand og opløsning? Det er der ingen grund til, for det er efter naturen, og intet, som er efter naturen, er af det onde.

Den filosofi, som Marcus Aurelius bekendte sig til, hed "stoicismen". Mange af disse kloge tanker minder om noget i Martinus' kosmologi. Til forskel fra Marcus Aurelius giver Martinus dog grundige og sammenhængende forklaringer, og der er ofte en sprudlende livsglæde over ham, som man ikke finder hos Marcus Aurelius. Hør fx denne sentens fra Livets Bog 3, stk. 826, hvor Martinus – efter at have redet trådene ud – konkluderer: "Intet under, at alle normale livsfunktioner er en nydelse ... Det er en nydelse at kunne fødes, såvel som det er en nydelse at kunne dø. Alt, hvad der er i direkte kontakt med livets love, er og bliver og vil evigt være en nydelse."