Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

En læser i København skriver: Jeg har i den senere tid læst flere bøger med nogle voldsomme dommedagsprofetier om de forfærdelige begivenheder, der skulle finde sted omkring årtusindskiftet. Jeg indrømmer, at jeg er blevet urolig: Kan det virkelig tænkes, at atombomber eller naturkatastrofer ødelægger jordkloden og udrydder menneskeheden? Har Martinus udtalt sig om det?

SVAR: Det er rigtigt, at vi på det nærmeste oversvømmes af dommedagsprofetier om alle de forfærdelige ting, der vil ske omkring årtusindskiftet og umiddelbart efter. Men lad mig skynde mig at sige, at Martinus klart og utvetydigt beroliger os med, at Jorden ikke vil gå under, og menneskeheden vil absolut ikke blive udryddet.

Og det er i virkeligheden ganske logisk, at det må være sådan. I Livets Bog bind 4, stk. 1372 til 1376 giver Martinus os et vældigt overblik over den guddommelige verdensplan, der har ført Jordens udvikling lige fra den stråleformige tilstand og ned igennem alle de mange fysiske faser. Og så spørger han selv: "Tror man, at resultatet af disse millionårige udviklingsepoker kun er blevet til for at gå under i et lynglimt? Tror man den evige skabers millionårige værk er så lidet funderet, at det kastes omkuld eller tilintetgøres ved en smule ufærdig jordmenneskelig mentalitet?" Senere slår Martinus fast, at "jordmenneskehedens kapløb i fremstillingen af forbedrede mordvåben og krigsmateriel ikke er en foreteelse, der vil få menneskeheden til at gå til grunde og dermed Guddommens skaberværk til at mislykkes." Men omvendt lægger Martinus absolut ikke skjul på, at vi lever i "dommedagsepoken" eller dét, som er blevet kaldt "de sidste tider". I et fantastisk spændende foredrag, som er gengivet i Kosmos nr. 5-1992 under titlen "Den øverste feltherre", behandler han netop dette emne: "Set i kosmisk perspektiv kan man godt sige, at den jordiske menneskehed oplever "de sidste tider", men det er i en anden betydning end den gængse, hvor det opfattes som jordens og menneskehedens udslettelse. Det er nok en "undergang", men det er hverken jordens eller menneskehedens undergang, det er selve krigens undergang, de sidste tider for anvendelse af det dræbende princip."

Her er vi ved et af kosmologiens kernepunkter: Mørkets og lidelsernes nødvendighed. Det kræver nok mange livserfaringer og årelange studier, helt at forstå dette. Men hvor giver det fred i sindet! Alle krige, alle lidelser, al vores modgang, er altså et nødvendigt onde, – eller som Martinus udtrykker det et ubehageligt gode. Sådan kan man naturligvis ikke forvente, at de mennesker, der netop nu har krigens grusomheder inde på livet, skal se på det.

I det omtalte foredrag siger Martinus: "Men hvis ikke tusinder af mennesker, ja, millioner var blevet dræbt eller lemlæstet i fortidens krige, ville der overhovedet ikke være nogen som helst opposition imod krigen i dag i menneskers sind. Det er jo de samme mennesker, der lever i dag, der har oplevet fortidens krige. Man kunne måske synes, at det da er mærkeligt, at menneskene ikke er holdt op med at slås for længe siden, for der har da været krige nok, de har kunnet lære af. Men det tager sin tid at opbygge et virkeligt talent for fred i det levende væsens bevidsthed."

Og her står vi så i dag ved "de sidste tider". Krigen begyndte for mange, mange inkarnationer siden i vort eget sind. Og freden er også begyndt det samme sted – i vores egen mentalitet. Der er masser af unge mennesker, som nægter militærtjeneste, som hellere vil udføre hjælpearbejde end lære at slå ihjel. Mange, mange mennesker er kommet så langt i deres udvikling, at de kan tilgive, at de kan skabe fred i deres omgivelser. Og ALLE disse mennesker er medarbejdere i Guddommens verdensplan, uanset hvor de befinder sig og uanset hvilken kultur, de tilhører. Omvendt er der også utallige mennesker, som nærer et uforsonligt had til andre, og som absolut ikke vil tilgive.

 

 
En fredelig mentalitet er med andre ord ikke noget, man kan påtvinge mennesker. Når vi taler om "Guddommens verdensplan", der fører frem til verdensfreden og den forenede menneskehed, – og absolut ikke til klodens undergang og menneskehedens udryddelse, – så er det med andre ord noget, der skal begynde i det enkelte menneskes sind, – i din og min mentalitet. Eller med Martinus' ord: "Et led i denne plan er, at menneskene af egen fri vilje skal vælge freden og skabe freden ud fra de erfaringer, de har gjort, og det kunne de ikke gøre, hvis de ikke havde oplevet både, hvad det vil sige at vinde sejr og lide nederlag." Men når det drejer sig om de store krige, kan det enkelte menneske jo ikke gøre noget. Nej, siger Martinus: "Det storpolitiske spil er en virkning af årsager, som i fortiden har sat dette spil i gang, og det fortsætter efter bestemte love. Det enkelte menneskes frihed ligger i den måde, hvorpå vedkommende reagerer på de uundgåelige begivenheder. Dér ligger menneskehedens fremtid i dets hænder. (....) Kan vi da skabe fred midt i en krigens og hadets verden? Ja, den mulighed har hvert eneste jordisk menneske, og det står ikke alene om det. Den øverste feltherre eller den evige Guddom råder over kræfter, der er stærkere end menneskenes. Derfor vil disse aldrig nogen sinde komme til at sprænge jorden og dem selv i luften."

Hvor bliver det kommende årtusinde dog spændende. Og hvis man arbejder med sin egen udvikling til gavn for helheden, har man altså intet at frygte.

Det omtalte nummer af Kosmos kan købes på Instituttet.