Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser i København skriver: Mange mennesker her på jorden er besatte, i særdeleshed de sindssyge. En del af de, der foretager denne besættelse, fremstiller sig selv som værende ofrets afdøde familiemedlemmer, venner og bekendte, ganske overbevisende og livagtigt. Vil det sige, at de afdøde, som i dette tilfælde kopieres, aldrig har fred, selv om de befinder sig i lysets verden? For så vidt jeg ved tiltrækkes de jo af tanker, som rettes imod dem, – og når det drejer sig om besættelse, er disse tanker jo altid dårlige og negative.

SVAR: Her er unægteligt nogle tråde at rede ud! Lad os først og fremmest slå fast, at man absolut ikke i al almindelighed behøver at gå og være bange for at blive besat, ligesom man heller ikke behøver at bekymre sig for sine afdøde slægtninge og venner. Sagen er jo den enkle, at skæbnelovens logik og retfærdighed er så hårfin, at absolut ingen andre væsener kan gribe ind i éns egen skæbne, medmindre man selv har givet anledning til det. Med andre ord: Man er altid selv den egentlige årsag til absolut ALT, hvad der sker én. Det er da beroligende at vide.

Spørgeren betegner tiden efter døden som "lysets verden", og det er jo også helt rigtigt. Men dog med det forbehold, at den allerførste sfære efter den fysiske død kan give visse vanskeligheder for ufuldkomne mennesker på vort nuværende stadium. Martinus kalder denne sfære for mellemtilstanden, eller – med et ældre og mere negativt ord – skærsilden, et ord, der jo også kendes fra Bibelen. Vi er nok tilbøjelige til at forestille os, at man ligesom "bliver et bedre menneske", når man går over på det åndelige plan. Nej, siger Martinus, "djævlebevidsthed" bliver ikke til "englebevidsthed" blot fordi væsenet dør.

Hele spørgsmålet bliver behandlet grundigt og kærligt i Martinus' lille bog nr. 25, der hedder Vejen til Paradis. I kapitel 25 forklarer han om denne mellemtilstand: "Hvis mennesket nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. ( ... ) Og væsenet kan ikke komme på bølgelængde med andre tankearter end netop dem, der er af samme slags som dets egne. Det møder således her kun bitre og vrede væsener i samme sindstilstand som den, det selv befinder sig i."

 

 
Men hvordan kommer væsenet nu ud af denne ulykkelige tilstand? Jo, forklarer Martinus, ligesom der findes fødselshjælpere, når vi fødes ind i den fysiske verden, sådan findes der også åndelige væsener, såkaldte "skytsånder", der har til opgave at hjælpe os ved "fødslen" til den åndelige verden. I samme kapitel forklarer Martinus om det videre forløb: "Men dette, at væsenerne således er blevet åndeligt isoleret fra alt mentalt lys, bringer dem hurtigst muligt til at føle sig ulykkelige. Og med denne følelse kommer automatisk ønsket om hjælp. I samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks."

Nu er det afdøde væsen således kommet igennem den første "tilvænningsperiode", og nu fortæller Martinus igen noget betydningsfuldt i kapitel 32: Væsenet kan nu "ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis. Væsenets bevidsthedsmæssige bølgelængdeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgelængdeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser."

Hermed har Martinus altså besvaret spørgsmålet: Får de afdøde aldrig fred, skønt de befinder sig i lysets verden? Jo, de er i høj grad beskyttet mod negative "bølgelængder" af enhver art.

Men kan et menneske på det fysiske plan blive besat af ånder? I kapitel 55 af Vejen til Paradis forklarer Martinus om dette: "Enhver kunstig forbindelse med det åndelige plan af ukyndige fysiske væsener kan være overordentlig farlig. Det kan føre til, at man kan blive hjemsøgt og besat af afsporede, perverse eller ligefrem sadistiske ånder fra skærsildsområdet. Det kan også føre til, at væsener, der er forfaldne til narkotiske nydelser, drankere og lignende væsener, som endnu befinder sig i skærsilden og ikke er befriet fra deres ulykkelige tilbøjeligheder, og derfor lider under stærke begær efter at få disse tilfredsstillet, kan besætte fysiske væsener og igennem dem få en slags tilfredsstillelse. De hjemsøger naturligvis helst de tilsvarende lastbefængte væsener på det fysiske plan. ( .. ) Der forekommer også andre former for ånders besættelse af fysiske væsener. Selv om de ikke er lige så drastiske som den foran nævnte, fører de som regel til uheldige eller ulykkelige forhold for den besatte, der kan blive offer for nervekriser og sindssyge. En sådan besættelse kan meget ofte tage sin begyndelse igennem tilsyneladende ganske uskyldige spiritistiske eksperimenter."

Emnet er ret omfattende og meget interessant. På Instituttet kan man købe et temanummer af Kosmos nr. 10-1990, hvor Martinus skriver en artikel om Besættelse, og hvor han besvarer spørgsmålet: " Finder der besættelse af onde ånder sted? Kan et stakkels menneske virkelig huse en sådan ånd, og hvad er årsagen til dette?" Den omtalte bog Vejen til Paradis har nr. 25 og kan købes i boghandelen (Borgens Forlag).