Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Epiktet (ca. 60-140 e.Kr.) blev som ung slave solgt i Rom, og her opdagede hans herre snart, hvilke evner han besad. Han blev sat til at lære filosofi, og snart kunne han give timer, modtage betaling og købe sig fri. Men på et vist tidspunkt så kejseren i Rom sig gal på alle filosoffer, og Epiktet måtte drage til det nuværende Bulgarien, hvor han slog sig ned og oprettede sin egen skole.

Epiktet ville lære menneskene at leve i harmoni med de vilkår, de var sat i. Han var "stoiker", og det betød, at verden for ham var indrettet efter en fornuftig plan. Det, der sker, sker med bydende nødvendighed, ellers kan "den universelle fornuftsplan" ikke udfoldes, mente han. Det gælder om at være med på denne plan og ikke imod den. Det sidste bringer bare mismod og skuffelser, for det ligger ikke i vor magt at ændre på planen. Derfor er udtryk som ondt og godt, lykkeligt og ulykkeligt i virkeligheden bare affødt af vor egen indstilling til tingene. Denne indstilling står det i vor magt at ændre på, ikke på verdens gang. Derfor:

– Enhver, der stadig går rundt og kræver, at tilværelsen skal forløbe, som han ønsker det, løber hurtigt panden mod muren. Men den, der i sit inderste ønsker og vil, at livet skal forløbe som det gør, han opnår den lidenskabsløse tilstand det "sjælens havblik", der er det højeste gode.

De samme tanker dukker op hos Martinus i hans bog Mentale fængsler, kap. 14: "Det kosmisk frie menneske er nået så langt frem i udvikling, at det ejer den guddommelige egenskab: ikke at vente sig verden eller væsenerne anderledes, end den og de netop er."

Er der virkelig en "universel fornuftsplan"? – Sådan så Epiktet på det. Kristus, som han næppe havde hørt om, giver jo udtryk for noget lignende med de berømte ord om, at selv vore hovedhår er talte. Og det er ikke overdrevet, tilføjer Martinus i Livets Bog 7, stk. 2452: "...hvert eneste lille sandskorn ved havets bred er under samme guddommelige kontrol og kan aldrig nogen sinde komme ud af denne. Hvis blot et lille støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave..."

 

 
Epiktet gik ind for alle menneskers ligestilling og lærte, at man ikke skulle gengælde ondt med ondt, men vise tolerance over for anderledes tænkende. Bag hans tankegang lå ikke et sæt kristne dogmer, men solide praktiske erfaringer og en eksemplarisk evne til at analysere dem:

– Når én gør dig noget ondt eller skælder dig ud, så husk på, at han handler eller taler i den tro, at det er hans pligt. Han kan altså umuligt rette sig efter din opfattelse, men kun efter sin egen. Hvis han har en urigtig opfattelse, bliver skaden hans, da det jo er ham, der tager fejl. For hvis én mener, at en rigtig slutning er falsk, så tager slutningen ikke skade af det, men det gør den, der har taget fejl. Ud fra denne betragtning vil du være overbærende mod dem, der skælder ud. Du vil nemlig hver gang sige til dig selv: "Det var nu hans mening".