Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/5 side 94
Spørg om kosmologi
 
Er kosmologi en religion?
 
En studiekreds sender et kort og klart spørgsmål: Er kosmologien en religion, siden Martinus kalder sit samlede værk for Det Tredie Testamente?
SVAR: For at forstå denne problematik må vi først slå fast, at selve det religiøse princip, selve væsenets religiøse instinkt, er en evig foreteelse, – lige så evig som væsenet selv. Men den form, som dette princip fremføres i, må nødvendigvis skifte med væsenets udvikling.
Det er en kendsgerning, at ingen af verdensreligionerne, hverken de asiatiske eller den kristne, har været i stand til at befri menneskeheden fra krigens svøbe, skønt de har prædiket om, at "du skal elske din næste som dig selv", – "du skal ikke ihjelslå", – "stik dit sværd i skeden ..." osv. Nej, siger Martinus, for disse religioner har aldrig været bestemt til eller indstillet på at give mennesket klare intelligensmæssige analyser af livsmysteriet. Disse religioner har i højeste grad været til gavn for menneskeheden. Men de giver ikke nogen som helst bevisførelse for alle disse kravs videnskabelighed. Derimod kræver de blind lydighed og tro og afviser enhver forstandsmæssig indblanding med ordene "Guds veje er uransagelige".
For alle disse verdensreligioner gælder det, at de ikke blev skabt til en menneskehed af universitetsuddannede væsener, men derimod til mennesker, der er eller var i besiddelse af evnen til at TRO betingelsesløst. Derfor ser vi i dag, at de mennesker, som er i besiddelse af denne evne, stadig "er i stand til at leve på en udefineret følelsesoplevelse af tilværelsens dybeste problemer", – og det er til disse mennesker, at fx Det Gamle og Det Nye Testamente rækker sine livsfacitter.
Her slår Martinus altså fast, at det ikke har været meningen, at Bibelen skulle udgøre det endelige udtryk for sandheden.
Men hvad gør så det mere intellektuelt betonede menneske, der føler, at Bibelens ord bliver mere og mere tågede, mere og mere meningsløse? Her slår Martinus altså fast, at det ikke har været meningen, at Bibelen skulle udgøre det endelige udtryk for sandheden. "Set fra et kosmisk plan har den kun haft til opgave eller formål at føre den del af menneskeheden, som den har haft indflydelse på, igennem nogle særligt bestemte trin i den store proces, vi kalder "udvikling". Efterhånden som mennesket kommer over disse trin, er Bibelens mission færdig." Det har med andre ord aldrig været formålet med Bibelen, at den skulle udtrykke den endelige analyse af den absolutte sandhed. Den skulle kun udtrykke en lokalitet i denne sandhed.
Står vi så hjælpeløse overfor selve løsningen på livets mysterium? Nej, absolut ikke. Kristus gav som bekendt udtryk for, at "talsmanden, den hellige ånd" skulle komme og lære menneskene alt dét, de dengang ikke kunne forstå. Og her er vel at mærke ikke tale om en bestemt person, en ny Kristus eller en ny Messias, men derimod om en åndelig videnskab, en sammenhængende analyse-række, beregnet for intelligensevnen og ikke for evnen til at tro blindt på autoriteter.
Martinus udtrykker det selv således: "Jeg ønsker frihed for alle væsener til at tænke selv og selv komme til et ræsonnement og blive deres egen verdensgenløser ( ... ) Mit arbejde er af en sådan natur, at det sætter individet i stand til frit og selvstændigt at tænke selv. Livsmysteriets løsning bliver til teoretisk kendsgerning for væsenet. Der forlanges ingen tro, ingen suggestion. Mit arbejde giver væsenet viden. Verdensgenløsningens mission er altså nu at give væsenerne ikke tro, men viden. Og med selvstændig viden er man ikke afhængig af mig, således som man måtte være, hvis det kun var tro."
Dét, der gør Martinus' kosmiske analyser så helt epokegørende for søgende mennesker, er netop, at de logisk påviser, at "alt er såre godt", – og dermed, at også det såkaldte onde i virkeligheden er "såre godt", skønt det i høj grad føles som ubehageligt. Har man først – efter mange og lange studier – teoretisk forstået dette, bliver det unægteligt lettere at være kærlig og forstående overfor alt og alle. Og dermed er grundlaget til stede for, at man kan leve i fred med sine medvæsener.
Lad os derfor slå fast, at Det Tredie Testamente IKKE er nye dogmer, ikke er et nyt trosobjekt, men at det udelukkende er en åndelig videnskab. Eller som Martinus selv udtrykker det: "Da mit arbejde er en analyse af sandheden, er en videnskabelig udredning af, hvorledes det går til, at alt er såre godt, at det altså er selve livets analyse, er den ikke noget, jeg kan være ophav til. Den har ikke noget ophav, den er selve livets analyse, er fra evighed til evighed. Det er ikke en analyse af Guddommens væsen, der blot passer for en enkelt lille lokalitet i universet eller for en enkelt lille tidsperiode. Men en analyse, der aldrig nogen sinde kan blive forældet og udviser, at alt er såre godt, kan kun være den allerstørste sandhed. Og som sådan kan den kun være åndsvidenskab eller udgøre "den hellige ånd"."
Dét, der gør Martinus' kosmiske analyser så helt epokegørende for søgende mennesker, er netop, at de logisk påviser, at "alt er såre godt", – og dermed, at også det såkaldte onde i virkeligheden er "såre godt"
I 1944 holdt Martinus et foredrag med titlen Åndsvidenskab , og ovenstående citater er alle hentet fra dette foredrag. I slutningen af foredraget tilføjede Martinus en meget væsentlig ting: ".... en sådan indsigt i mit arbejde eller i en sådan analyserække, hvis kapacitet er hele verdensaltet eller livets eller universets højeste struktur, kan ikke tilegnes blot ved foredrag eller læsning. Selv om man måske har læst mit hovedværk Livets Bog ti gange eller har hørt måske hundrede foredrag, vil man slet ikke have fået den virkelige urokkelige indsigt i nævnte arbejdes eller analysers virkelige identitet som absolut og urokkelig sandhed. Denne indsigt kan ganske vist ved studium nok nås teoretisk, men først når man lever analyserne, bliver de til virkelig videnskab i ens indre. Først da bliver de udgørende den talsmand, der er bebudet for væsenet, altså det, som skal afløse væsenets afhængighed af en Messias eller Kristus. Først da bliver det til en overskyggelse af den hellige ånd for væsenet, og hvorved væsenet selv kan blive ét med sandheden, vejen og livet. Da mit arbejde, mine kosmiske analyserækker, udelukkende afføder disse virkninger, bliver det dermed til kendsgerning, at det er ét med livet. Og som sådan kan det kun have eller til sidst få denne ene praktiske betegnelse "ÅNDSVIDENSKAB"."
Dermed har Martinus selv besvaret spørgsmålet: Det Tredie Testamente er ikke en ny tros-religion, men en åndelig videnskab – !
Det omtale foredrag foreligger som manuskript og vil senere blive offentliggjort her i Kosmos. Det kan man godt glæde sig til – !
Hans Wittendorff