Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En stor del af vor adfærd og vore beslutninger er baseret på at huske eller undersøge, hvad andre har gjort før os. Hvordan reagerede mor, far, min bedste ven, min kollega osv. i den eller den situation.

Det er der ikke spor forkert i. Vi står på forfædrenes skuldre, og for den sags skyld også på vore egne skuldre i form af de talentkerner, vi er udstyret med. Vi er født med dem, og de indeholder alt, hvad vi har lært i tidligere inkarnationer og udgør dermed det fundament, vi starter livskarrieren med.

Så langt så godt. I tidligere tiders samfund var det eftertragtelsesværdigt at gøre og beslutte som traditionen bød, for så var man på den sikre side. Men der var ikke den store udvikling i det.

Ind fra højre kom så den kristne religion og dens ledere og fortalte, at målet for livsoplevelsen var at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. I praksis blev det dog ofte til, at man slog sin næste ihjel for derved at demonstrere sin kærlighed til Guddommen. Da adfærden byggede på tro og ikke på en analyse af kærlighedsbudet, var det ikke så mærkeligt, at budskabet blev misforstået. Talentkernerne var på det tidspunkt ikke kommet længere, end at de tog udgangspunkt i det dræbende princip.

Så alt i alt har det tidligere indlærte i langt overvejende grad været det fundament, adfærden byggede på.

Spørgsmålet lød med andre ord, når en beslutning skulle træffes: Hvordan har vi tidligere gjort?

Med Martinus' kosmologi åbenbares en ny dimension. Den er fremadrettet og stiller os i beslutningssituationen spørgsmålet: Hvad kan det her udvikle sig til? Og gennem Martinus' analyser bliver vi hjulpet til svaret.

Alle er vi passagerer på livets tog. Nogle kører med regionaltog i adstadigt tempo, andre med højhastighedstog. Nogle holder og venter på en station, mens andre er kommet ind på et sidespor, og for nogle få er toget kørt helt af sporet.

Men vi sigter alle mod samme endestation – den kosmiske bevidsthed.

Det afsporede tog bliver hjulpet op på skinnerne igen. Toget på sidesporet må måske køre et stykke baglæns, før det atter kommer fremad. Men alle kommer frem. Det sørger urbegæret eller livet selv for. Der ligger mange inkarnationer forude.

Vore talentkerner har efterhånden udviklet sig derhen, at vi higer efter en tilværelse, der er frigjort fra det dræbende princip, en tilværelse, hvor lys, glæde og kærlighed hersker. Derfor er det vigtigt for os, at toget ikke bliver udsat for alt for store forsinkelser.

Martinus' analyser hjælper os til at kunne overskue konsekvensen af dagligdagens mange beslutninger, så vi stadig mere kvalificeret kan besvare det spørgsmål, vi så ofte stiller os selv: Hvor fører denne beslutning os hen? Hvad kan den udvikle sig til?