Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Seneca (ca. 4 år f.Kr. til 65 e.Kr.) var romersk senator og tilhørte den kreds af filosoffer, som blev kaldt "stoikerne". Vi kender udtrykket fra "stoisk ro". Disse folk satte en ære i ikke at lade sig gå på af noget som helst. Kun i et roligt liv befriet fra lidenskabernes storme, finder du rig og varig lykke, mente de.

"Menneskets sjæl er af naturen foretagsom og elsker bevægelse," skriver Seneca. "Alt, hvad der kan ophidse den og distrahere den, hilser den med glæde – jo dårligere man er begavet, des mere. Ringe begavelse elsker at lade sig gnubbe af det, man kalder tidsfordriv. Det er netop grunden til disse rejser uden mål og med. Snart skal det være havet, snart landjorden, altid noget andet end det, man netop befinder sig i. – Nu må vi til Campanien! Og et øjeblik efter hænger civilisationen dem ud af halsen. Så er det den uberørte natur, der kan hjælpe dem. – Afsted til Bruttiens og Lucaniens fjelde! Når de så står midt i ødemarken, savner de kulturens ynde. – Nej, vi vender om og tager tilbage til Rom..."

Rom var verdens centrum på denne tid og bestod af et rigt samfund af herrer og slaver. Nok var Mariendalsvej ikke Forum Romanum, og Martinus ikke borger i Rom, men hør hvad han skriver! "Såvel herren som slaven er begge to mentale livsfanger ... De er begge en slave af materien. Herren er så afhængig og optaget af materien, at han ikke mere kan skelne mellem materien og medvæsenet ... Og for slaven er herren også i virkeligheden ophørt at være næste, være medvæsen. Han er blevet en slags naturkraft, en skæbne, som man nødvendigvis må være undergiven for at få det daglige brød." (Mental suverænitet, kapitel 14)

Og Seneca kunne fortsætte med følgende ord skrevet 1900 år tidligere: "Den enes lænke er gylden og rigelig, den andens snæver og snavset, men hvad forskel gør det? Samme fængsel omslutter os alle. Selv de, der binder andre, er bundet selv. Ham dér af sin karriere, ham dér af sin formue. Dér er det den høje familie, dér de fattige forældre, der tynger. Nogen må dukke sig for andres kommando, andre for deres egen. Alt liv er slaveri. Man må vænne sig til sin stilling, beklage sig så lidt som muligt over den og lære at finde de behageligheder, den har. Intet er så bittert, at en fornuftig betragtning ikke kan finde noget, der forsoner én med det."

 

 
Har denne holdning noget med næstekærlighed at gøre?

Ikke spor! Martinus så ganske vist på verden med samme stoiske ro som Seneca. Men hans blik var fuld af den forståelse og varme, Seneca ikke kendte til. For Martinus var "herre og slave" nyttige roller, – gode og nødvendige roller, hvor man liv efter liv byttede plads, indtil man lærte at se mennesket bag modpartens rolle og elske dette menneske som sig selv.

– Denne sag skal lære menneskene at finde sig i alting, sagde Martinus engang. Seneca kunne sige det samme om sin sag, skønt der var 1900 år og kærligheden til forskel.