Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I et længere brev stiller en læser nogle spørgsmål, der i forkortet form lyder: Hvad mener Martinus om fx TM-meditation og andre former for meditation? Og hvad stiller man op, når man gerne vil drøfte Martinus Kosmologi med unge familiemedlemmer, som er ateister og udmeldt af Folkekirken, men som alligevel er meget åbne over for al ny viden. Det er jo ikke lige sagen at nævne meditation på "Fadervor" over for en ateist, – og Martinus' mange bibelcitater er nok et svært punkt for nye interesserede, der på deres nuværende udviklingstrin er erklærede ateister.

SVAR: Det første spørgsmål vedr. Martinus' syn på meditation har tidligere været behandlet her i SPØRG OM KOSMOLOGI, nemlig i Kosmos nr. 6-1996. Lad os kort repetere: Martinus tager absolut ikke afstand fra al meditation, men han advarer kraftigt mod FORKERT meditation. Hermed mener han de meditationsformer, hvor man tror, at man ved at meditere kan springe nogle udviklingstrin over, – at man kan få "kosmisk bevidsthed" ved at meditere. I bog nr. 20 Meditation skriver Martinus: "Dette betyder ikke, at man ikke skal meditere, tværtimod, men denne meditation skal være absolut ufarlig. ( ... ) Det kan i visse tilfælde hænde, at det kosmiske glimt kan udløse sig under et menneskes meditation, selv om dette menneske endnu er meget umodent til at opleve et sådant nedslag i bevidstheden. Og da er det, at kortslutningen sker."

Som jeg tilføjede i 1996: Her ligger nok kimen til mange ulykkelige skæbner. For vi overvurderer sikkert mange gange os selv, – vi synes selv, at selvfølgelig er vi "modne til et sådant nedslag i bevidstheden ...". Det er jo spændende, og vi glemmer de alvorlige følger. Derfor Martinus' kraftige advarsler.

Men hvad er da den rigtige form for meditation? Læs fx i Livets Bog bind 6, stk. 2000 til 2008. Her finder vi en analyse så klar og så inderlig logisk, at vi efter læsningen af disse sider ikke er i tvivl: Ved den naturlige udvikling fra dyr over "jordmenneske" til rigtigt menneske findes der ingen genveje. Det er MORALEN, der skal udvikles, og det sker altså kun ved "en permanent praktisering i at gøre det gode, ved at træne sig i at tænke godt om dem, der forfølger og hader én, ved at bede om tilgivelse for den vrede, hvis udtryk man ikke magtede at forhindre, ved at leve for at tjene andre levende væsener, og således kort og godt helt være indstillet på at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med ..."

Og det kan man altså godt meditere over, mens man prøver på at praktisere det.

Så kommer vi til det andet yderst interessante spørgsmål om Martinus' flittige brug af bibelcitater, skønt han i vid udstrækning henvender sig til "humane materialister", der jo netop i mange tilfælde er vokset fra de religiøse dogmer og er blevet ateister. Jeg har personligt selv fulgt denne vej til de kosmiske analyser, – så jeg forstår de pågældende inderlig godt!

Først vil jeg henvise til Kosmos nr. 7-1998, hvor jeg har besvaret næsten det samme spørgsmål under overskriften "Er Bibelen sand?". Her er konklusionen, at når Martinus gang på gang henviser til Bibelen, er årsagen ganske enkelt dén, at hans værk Det Tredie Testamente netop er en videreførelse af dé kosmiske sandheder, som denne og andre "hellige bøger" gemmer på. Men vel at mærke nu i en åndsvidenskabelig form, der passer til moderne menneskers intelligensniveau. Og set under dén synsvinkel vil man opleve, at Martinus' værker netop indeholder de logiske analyser, der gør de gamle beretninger til åndsvidenskabelige sandheder for det moderne, søgende menneske.

Her skal man måske navnlig lægge mærke til ordet "søgende". For er man veltilfreds med at være ateist, – denne tomme og golde livsopfattelse, hvor "Gud er død", – så skal vi andre ikke søge at påvirke vedkommende.

Men mange må erkende ateismens åndelige fattigdom og søger efter et andet verdensbillede. Når disse mennesker hører om Martinus Kosmologi, afskrækkes de i mange tilfælde af de mange bibelcitater, der forekommer i så at sige alle Martinus' værker. Her må man sige, at virkelig mange har haft gavn af den såkaldte "sekundærlitteratur", – altså andre forfatteres bøger om Martinus.

Men før eller siden vender alle vi "forhenværende ateister" os mod selve kilden, og når vi således er modne til det, generer de mange bibelcitater os ikke. Tværtimod får vi nu sat Martinus' logiske analyser ind i det rette perspektiv som åndsvidenskab.

I 1944 holdt Martinus et foredrag om dette emne, hvor han effektivt afviste enhver tanke om, at hans arbejde kunne betegnes som "en slags religiøs sekt", men at det kun kan betegnes som åndsvidenskab. Samtidig trak han nogle vældige perspektiver op, idet han påviste, at ethvert af menneskehedens udviklingstrin har sin egen "højeste sandhed". Som eksempler bruger han vore oldnordiske forfædre og de nuværende kristne idealer. Førstnævnte fandt det naturligt at dræbe og øve vold og mente, at døden ved sygdom og alderdom var direkte nedværdigende, mens kristne mennesker i dag i høj grad finder glæde ved kirkens dogmer om, at man ikke må dræbe, lyve, stjæle eller øve vold. Og så spørger Martinus: "Må ikke enten de oldnordiske eller de kristne idealer være forkerte?" Nej, svarer han, begge opfattelser er i virkeligheden lige rigtige. De er, hver for sig, udtryk for begge trins allerhøjeste sandhed. Med andre ord: Sandheden på forskellige trin af menneskehedens udvikling.

Videre siger Martinus, at når Bibelen i dag af den voksende intellektualitet fornemmes som meningsløs eller tåget, "bliver det til kendsgerning, at den ikke skal være eller udgøre noget endeligt udtryk for sandheden. Set fra et kosmisk plan har den kun haft til opgave eller formål at føre den del af menneskeheden, som den har haft indflydelse på, igennem nogle særligt bestemte trin i den store proces, vi kalder "udvikling". Efterhånden som mennesket kommer over disse trin, er Bibelens mission færdig."

Det er således ganske naturligt, at mennesker i dag søger, – ikke efter dogmerne, men efter dogmernes videnskabelige begrundelse. I det pågældende foredrag siger Martinus videre: "Og en viden, der kan begrunde alle dogmers videnskabelighed eller identitet som virkelighed og ikke mystik, må være noget, man kan lære i skoler, på læreanstalter og universiteter. Men før den kan komme dér, må den jo fødes. Og det er denne fødsel, De igennem mit arbejde bliver vidne til."

Alle læsere af Kosmos kan glæde sig til, at det omtalte foredrag kommer i bladet under titlen Åndsvidenskab.