Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Diogenes (403-323 f.Kr.) hørte til den gruppe af filosoffer, som blev kaldt for "kynikerne". Slår man op i ordbogen, kan man læse, at kynisk betyder rå, upoleret og uden skamfølelse. Disse folk levede nøjsomt, tiggede og optrådte som lurvede vagabonder med langt hår og skæg. De var en slags hippier i det gamle Grækenland.

Diogenes' filosofi lød således: – Er du klog, foragter du alle verdens nydelser. Det er vejen til lykken. Spis enkelt, klæd dig tarveligt og lev i beroligende ensomhed!

Om Diogenes går der talrige historier. En gang så han en dreng slubre vand af den hule hånd. Straks smed filosoffen sit drikkebæger bort. Som ældre boede han i en tønde, og her fik han en dag besøg af selveste Alexander den Store, der gerne ville tilstå den gamle særling et ønske. "Jeg har i øjeblikket kun ét ønske," svarede Diogenes, "og det er, at De vil flytte Dem lidt, så solen igen kan skinne på mig." Firs år gammel tog Diogenes sit eget liv – efter sigende ved at holde op med at trække vejret!

For bedre at forstå ham må man kende lidt til hans tid. Takket være Alexanders erobringer kom Grækenland i besiddelse af enorme landområder og gjorde store fremskridt inden for astronomi, zoologi, anatomi og flere andre videnskaber. Det var på denne tid, at det store bibliotek i Alexandria med over 700.000 bogruller blev grundlagt. Men grækerne følte sig hjemløse i deres store rige. Hos mange opstod et behov for en praktisk filosofi om at være sig selv nok og blive sin egen lykkes smed.

Alt dette er let nok at forstå i en rodløs tid som vor egen, hvor filosofi igen er kommet på mode. Og vi har også let ved at fatte budskabet om den enkle levevis.

Spørgsmålet er bare, hvor man skal trække grænsen.

Ifølge Martinus er kursen her i livet sat mellem to store poler: behag og ubehag. Vi styrer mod den ene for at undgå den anden. Men hvor ofte tager vi ikke fejl, fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne af det, vi gør. Som den ægte kyniker Diogenes var, valgte han at skippe det hele og slå ned på den mest ultimative løsning, han kunne finde. En reaktion man ofte ser hos helt unge mennesker, der ikke har så mange tangenter/livserfaringer at spille på. Diogenes havde én, og den gjorde ham til hans tids store provo, en rolle han bevarede til sin død. Gennem hele livet holdt han fast ved sin ungdoms filosofi. Nej, han skulle ikke nyde noget, det var for farligt, for besværligt. Så hellere flytte ind i en tønde.

Set i lyset af Martinus' kosmologi var Diogenes' liv og filosofi blot et valg ud af uendelig mange muligheder, der alle fører til, at man modnes og bliver "voksen" i livet. I sit næste liv vil Diogenes opleve, at de gamle begær venter på ham, og hvad vil han så gøre? For hver gang det lykkes ham at sige nej til fristelserne, vil de melde sig med fornyet kraft. Vildere og vildere for hver gang. Selv en Diogenes kan ikke ind i evigheden blive ved med at leve i en tønde ...