Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Åndsvidenskab er slet ikke så svært, som mange tror. Det skyldes, at de åndelige love er fuldstændig analoge med velkendte forhold i vor fysiske hverdag. Det gælder f.eks. vor opfattelse af virkeligheden, der kan repræsentere grader af sandhed lige fra en primitiv opfattelse til en fuldstændig forståelse. Læs her, hvordan Martinus sammenligner disse grader af forståelse med et meget velkendt fænomen i den fysiske verden. Dermed er kimen også lagt til en omtale af menneskenes legendariske hjælpere, når det drejer sig om at vågne op og se verden i et nyt lys.

 

Den absolutte sandheds højintellektuelle analyse er livets største lys. Og over for lys i almindelighed må øjet, det fornemste organ ved hvilket man kan sanse dagens lys, jo tilpasses. Denne tilpasning sker igennem pupillens udvidelse og sammentrækning. Når øjet kommer ud for stærkt lys, bliver det blændet indtil pupillen har trukket sig så meget sammen, at lyset kan tåles, og man kan se, ligesom det modsatte er tilfældet, når man pludselig står overfor et mindre stærkt lys. Her bliver synsevnen også svækket indtil pupillen har udvidet sig så meget, at der igen bliver kontakt mellem væsenets synsevne og lyset. I første tilfælde bliver alt til et lys uden detaljer, medens alt i sidste tilfælde bliver til mørke uden detaljer. Og det er netop dette princip, der også gør sig gældende i det levende væsens betragtning og oplevelse af den absolutte sandheds altgennemtrængende evige lys. Når væsenet i spiralens store guddommelige mentale lyszone (den guddommelige verden) begynder at drages imod kontraster til dette lys, hvilket vil sige: imod det mentale mørkes højeste kulminationszone (dyreriget og det dræbende princips domæne), kan det heller ikke i de første zoner se detaljerne i "mørket" før efter en langsom "tilvænning" af dets sanser. Men lidt efter lidt, alt eftersom "tilvænningen" til mørket skrider frem, spredes mørket, og detaljerne i dets zoner åbenbarer sig. Når væsenet igen drages fra mørkets zoner imod lysets regioner, kan det heller ikke straks se lysets detaljer før efterhånden, som tilvænningen skrider frem. Og vi har hele den fysiske synsevnes princip gentaget for os i selve spiralkredsløbet. Det udgør således i sit hovedprincip kun en "tilvænning til lys" og en "tilvænning til mørke".

Det levende væsens passage i spiralkredsløbet fra "den guddommelige verden" til "dyrerigets" kulmination i det jordiske menneske er altså en "tilvænning" til mørket. Væsenerne i denne passages første zoner: mineral-, plante- og det begyndende dyrerige ser jo slet ikke mørkets detaljer i en sådan målestok som det jordiske menneske. Ja, er det ikke netop således, at sidstnævnte væsens syn i mørket er så altomfattende, at det slet ikke mere kan se eller "tåle" at se nogen som helst af lysets største og førende detaljer? – Er det ikke et sådant væsen, vi har for os i den kolde, brutale, men intelligente, gudsfornægtende materialist? – Er det ikke netop derfor, der skal en "verdensgenløsning" til for at føre og støtte væsenet i dets vandring imod lyset, indtil dets sanser er blevet tilpasset til lyset, og det ved sin egen sekraft kan orientere sig og se detaljerne i lysregionerne? – Er det ikke også det samme, der gør sig gældende, når der skal en "slange" til for at "forføre" det levende væsen til at "nyde af kundskabens træ" og en "Guddoms røst" til for at sige, hvad der ville ske efter denne "nydelse"? – Var det ikke netop fordi, at "mørket", for den ud fra "lyset" vandrende "Adam" og "Eva", endnu var så uvant og derfor så tæt og uigennemsigtigt, at de foreløbig ikke selv kunne se detaljer i dette "mørke"? – "Verdensgenløsningsprincippet" var således også her nødvendigt.

 

 

Dette store guddommelige princip har således til opgave at "lede" væsenerne i de to store sfærer, hvor "tilvænningen" til "mørket" og "tilvænningen" til "lyset" finder sted. Dets mission kan ikke udtrykkes mere korrekt end netop i verdensgenløserens egne ord: "Jeg er vejen, sandheden og livet". At "verdensgenløsningsprincippet" er "vejen" viser jo, at "tilvænningen" til "lyset", hvilket vil sige: tilblivelsen af væsenets egen sekraft (tilblivelsen af den paradisiske Adam og Eva) ikke er eller var en øjeblikkelig foreteelse, noget der sker eller skete mirakuløst som åbenbaringen af et lyn. Nævnte "tilvænning" er en "vej", det er en distance, der må tilbagelægges. Og det er jo netop denne tilbagelægning af distance, der gør sig gældende i et hvilket som helst udsyn, vi så end stilles overfor. I enhver ny horisont vil den yderste periferis detaljer altid kun begynde som "instinkt", "anelse" eller "formodning" for senere at blive til "kendsgerning", hvilket vil sige: "A-viden" for så igen at blive til "B-viden" og "C-viden" (se Logik, kap. 94).

De guddommelige overleveringer i "Bibelen" og andre hellige bøger har således mere til formål at være en "vejledning" for det eller det specielle trin i "tilvænningszonerne", hvor væsenets egen sekraft endnu ikke er fyldestgørende, end de har til opgave at skulle være et for alle trin videnskabeligt detaljeret udtryk for den evige absolutte sandhed i sin helhed. En sådan analyse er jo kun for den højintellektuelt begavede og ikke for den primitive. Det er jo netop denne erkendelse, der får verdensgenløseren til at bebude en sådan højintellektuel analyses komme i form af "talsmanden den hellige ånd", der skal lære menneskene det, hans samtidige ikke kunne fatte. "Den hellige ånd" er jo intet mindre end den allerhøjeste viden om Gud, ja, er selve livsmysteriets løsning, hvilket altså vil sige: den absolutte sandhed afklædt sine fortidige slør og tilpasninger til de uintellektuelle trin og derfor fremtrædende i sin absolutte renkultur som en logisk tankerække eller videnskabelig opbygning, der kan være næring for det højintellektuelt eller åndsvidenskabeligt hungrende væsen. Denne åbenbaring af "den hellige ånd" er således verdensgenløsningens sidste fase i spiralkredsløbet. Efter denne fase kan væsenet begynde at se detaljerne i det højeste lys ved egen sekraft eller sanseevne og behøver da ikke mere andre væseners vejledninger eller fortolkninger af det evige lys.

Uddrag fra Livets Bog 4, stk. 1163- 1166 inkl.