Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/3 side 54
Kosmologi og verden
 
En ny økonomisk verdensorden
Sammenbruddet i Sovjetkommunismen har igennem mange år skabt en næsten euforisk begejstring for den liberale markedsøkonomi. Den mindste antydning af tvivl overfor de frie kapitalbevægelsers hellige principper er ofte blevet mødt med stor skepsis. Poul Ejby Rasmussen, formand for Schiller Instituttet i Danmark, skriver i Jyllandsposten (22-10-98), at tiderne er ved at skifte, og at det er ved at gå op for mange, at vi befinder os i en dybtgående verdensomspændende krise. Tanken om indgreb over for spekulanternes hærgen er ikke længere så fremmed. På Verdensbankens og Valutafondens årsmøde i Washington blev der fremlagt et utal af forslag til en reorganisering af det internationale finanssystem, herunder indgreb overfor den globale valutaspekulation. Men det blev ved snakken. Hverken USA eller Europa var indstillet på at sætte nye reformer i værk, siger Poul Ejby Rasmussen. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil acceptere kapitalens frie bevægelighed, når virkningen ofte får en voldsom negativ indflydelse på millioner af menneskers dagligdag. Schiller Instituttet mener, at det er nødvendigt med en ny finansiel verdensorden baseret på bl.a.: faste, men justerbare valutakurser, kontrol med valutahandel og kapitalbevægelser, handelsregulering og nedlæggelse af spekulative finansselskaber. Desuden mener Schiller Instituttet, at det er nødvendig at sætte den fysiske økonomi i gang for at komme ud af krisen. Det kan fx være et gigantisk internationalt infrastrukturprojekt med veje, jernbaner og kommunikationslinier.
"Casino Mondiale"
Hvis ikke der sker noget, hvordan vil verden så se ud om blot et år? Poul Ejby Rasmussen vover følgende forudsigelse: Enten tager vi meget snart et opgør med det nuværende finanssystem, som spekulationsfonde og banker har forvandlet til et grotesk "Casino Mondiale", eller også bliver vi ofre for et altødelæggende finansielt sammenbrud. Den igangværende krise er ikke en almindelig "cyklisk krise", som det kapitalistiske system tilsyneladende rammes af med jævne mellemrum. Den er en systemkrise af en art, vi ikke har set siden sammenbruddet af de florentinske banker, Bardi og Peruzzi i 1343-44. Det førte dengang til en langvarig opløsning af den europæiske civilisation. Derfor må der gribes ind, før det er for sent. Og derfor vil ansvarlige politikere før eller siden iværksætte tiltag af den form, som er beskrevet. Det værste ville være, hvis vore politikere fastholdt en illusion om , at man både kan løse krisen og samtidig bevare finanssystemet i sin nuværende form, mener Poul Ejby Rasmussen.
Verdensøkonomien er defekt
De fleste økonomer betragter "udbud og efterspørgsel" som et helt naturligt økonomisk princip. Men i virkeligheden er det denne markedsmekanisme, som er årsagen til de tilbagevendende økonomiske kriser i verden. Al handel, produktion og valutakurser er styret af dette enkle, men ifølge Martinus helt igennem falske forretningsprincip. Han mener, at krise efter krise vil fortsætte, indtil vi får afskaffet det nuværende pengesystem. I stedet vil vi få indført en økonomi, som bygger på menneskets arbejdsevne, som er den eneste sande værdi. Da al materie er gratis og fælles for alle, er synspunktet, at den reelle værdi skabes i selve forarbejdningen af stoffet, og andre værdier er dermed kosmisk set falske. Vores økonomiske situation kan dog kun ændres ved udvikling, og Martinus mener, at der vil gå lang tid, før pengesystemet helt bliver afskaffet til fordel for et livspas, som er baseret på et fuldkomment økonomiske system. Livspasset rummer den arbejdsmængde, som ethvert menneske igennem et helt liv vil yde til verdenssamfundet. Det vil give adgang til alle de goder, vi kender i dag: bolig, mad, sociale ydelser, pension osv., og levestandarden vil blive væsentlig højere end i dag. Ligeledes vil ethvert menneske arbejde med det område, som giver inspiration og livsglæde.
Eigil Kristensen
Kilde: Det Evige Verdensbillede 2, Symbol 26.
Schiller Instituttet er et internationalt, udenrigspolitisk forum til diskussion af økonomiske og strategiske spørgsmål.