Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Arkimedes (ca. 287–212 f.Kr.) var en siciliansk fysiker fra Syrakus. Berømt er hans udbrud: – Heureka! – der betyder: – Nu er jeg kommet på det! Han skal have udtrykt sig sådan, da han engang steg ned i et badekar og lagde mærke til, at vandet steg i samme grad, som han sænkede sit legeme ned i det. I sin begejstring lod han bad være bad og løb splitternøgen gennem byens gader til sit hjem, hvor han straks satte sig til at eksperimentere og regne. Det kom der en fysisk lov ud af, som bærer hans navn.

Mangen en læser af Martinus' værker kender sikkert den vidunderlige fornemmelse, man kan få ved pludselig at forstå noget. En "aha-fornemmelse" kalder man det også.

 

 

Arkimedes er berømt for mange ting. Det var ham, der fandt den matematiske formel for en spiral, hvor afstanden mellem vindingerne bliver ved med at være den samme. Ser man på Martinus' symbol nr. 14: "Det kosmiske spiralkredsløb", vil man her møde en anden type spiral, hvor afstanden mellem vindingerne øges udefter. På den måde markerer Martinus to ting: Dels bliver spiralernes omløb længere i tid, dels bliver afstanden mellem dem større i rum. Det symboliserer, at vi lever inden i og omgivet af væsener, der har helt andre størrelser og helt andre opfattelser af tid og rum, end vi har. Og dog hænger vi allesammen fast i hinanden som vindingerne i en spiral, der vinding for vinding består af atomer, celler, organer, organismer, kloder, solsystemer, galakser ...

– Heureka!

Kendt er også udtrykket: Et arkimedisk punkt. Det skyldes, at den store fysiker engang – måske lidt opgivende – skal have sukket: – Giv mig et fast punkt, og jeg skal rokke verden! Ak, ja – kunne man bare finde et sådant punkt, så kunne man forstå verden bedre og opnå en bedre kontrol med sig selv og sine omgivelser. Mange filosoffer har siden været på jagt efter et "fast punkt". I Martinus' kosmologi er jeget det faste punkt. Det er fuldstændig veldefineret og indeholdt i alt liv. Og da alt ifølge Martinus er liv, vil det sige, at jeget er det faste punkt for alt og i alt. Også for Gud og i Gud, hvis Gud defineres som "alt, hvad der er til" –!

– Heureka!

Nu er det jo fint nok at blive begejstret. Men det gælder også om at bevare jordforbindelsen. Det forstod en dame til fulde under et foredrag, hvor Martinus stod på talerstolen. "Nu står jeg med det ene ben på jorden, og det andet oppe i himlen," udbrød hun begejstret efter foredraget. "Det var da en usømmelig stilling," sagde Martinus, "tag dog benet ned!"

Arkimedes var en meget jordbunden mand. Han konstruerede fremragende krigsmaskiner, der i to år holdt romerne fra at indtage Syrakus. Men da de omsider trængte ind i byen, fandt de ham optaget af at tegne geometriske figurer. –

Forstyr ikke mine cirkler! sagde han.

Romerne skånede cirklerne, – men ikke Arkimedes' liv.