Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser i udlandet skriver: "Da jeg altid har været et søgende menneske, var det en stor åbenbaring for mig, da jeg for ca. 4 år siden stiftede bekendtskab med kosmologien. Her var endelig svar på alle de mange spørgsmål, som jeg igennem årene havde stillet mig selv og andre. Nu har jeg i nogle år gået og været vildt begejstret over min nye indsigt, og har naturligvis ikke kunnet lade være med at fortælle mine omgivelser om det. Men ak, her er jeg hver eneste gang blevet skuffet, for der er slet ingen, som har vist nogen form for interesse for dét, jeg har berettet om, som fx reinkarnation og karma. De fleste er glade, hvis de kan få økonomien til at hænge sammen, har raske og sunde børn, et godt ægteskab osv. Og så er det, jeg somme tider spørger mig selv, om man slet ikke bør fortælle andre om Martinus' analyser? Et andet problem for mig er min nye levevis. Alle mine venner spiser kød og drikker vin. Når jeg bliver inviteret ud, er det som det berømte valg mellem pest og kolera. Hvis jeg altid siger nej og bliver hjemme, er det som en social dødsdom. Hvis jeg tager imod invitationen og spiser og drikker som de andre, gør jeg ubodelig skade på min sjæl med uoverskuelige konsekvenser for min karma. Jeg føler somme tider, at alle de ting, man før i tiden kunne glæde sig over, nu kun volder problemer og samvittighedskvaler.

SVAR: Lad det først og fremmest være dig en trøst, at du ikke er ene om disse problemer. Langt de fleste har været igennem disse faser, og spørgsmålet er først og fremmest: Hvilken gavn har vi af at blive stillet overfor disse valg?

 

 

Det første spørgsmål om, at man gerne vil dele glæden over analyserne med andre, besvarer Martinus selv i Livets Bog 1, stk. 161 og 162. Her fortæller han os, at når man ønsker at påvirke andre med den opfattelse af livet eller med den viden, man selv sidder inde med, "må man først og fremmest strengt overvåge, at denne påvirkning kun kommer til udtryk overfor væsener, der viser interesse og derved modtagelighed og glæde for denne, thi overfor alle andre væsener vil den skabe disharmoni, idet disse jo ikke har nogen som helst evne til at ville eller kunne forstå eller fatte den."

Men så peger Martinus på en hel anden måde, hvorpå vi kan påvirke andre, nemlig ved vores praktiske, daglige væremåde. Hvis denne udtrykker tolerance, humanitet og mildhed mod alle levende væsener, så "smitter" man så at sige andre. For "ligesom sygdomme kan smitte og derved udbrede sig mellem individerne, således smitter ens praktiske væsen eller væremåde også og udbreder sig til alle for samme væremåde modtagelige individer i ens omgivelser. Ens praktiske væremåde bliver derfor hovedfaktoren i den påvirkning, man tilfører sin næste, ganske uafhængig af hvor megen viden eller visdom man så end måtte sidde inde med".

Så er det første spørgsmål sat på plads: Man skal ALDRIG i sin begejstring søge at pådutte andre mennesker svar på spørgsmål, som de ikke har stillet. Men derved er vi også kommet over i det andet spørgsmål: Hvordan tackler vi de mange problemer i forbindelse med vores nye livsstil?

Her er det min personlige opfattelse, at vi i mange, mange tilfælde glemmer, at vi også skal være tolerante over for os selv! Vi vil så gerne nå langt frem i udvikling meget hurtigt. Men så er det netop, at vi stilles over for disse problemer for at få os til at standse op og se mere nøgternt på vores situation: Vi er IKKE færdige mennesker, vi er overgangsvæsener, og vi skal stille og roligt give os tid til at blive færdige med vore "gamle" levemåder. Det betyder ikke, at vi blot skal lade stå til og fortsætte i de gamle baner. Nej, vi skal sætte os mål, vi skal sætte vores vilje ind på at nå disse mål, – men vi skal også give os den fornødne tid.

Spørgsmålet om at blive vegetar er et godt eksempel. Man skal ikke være vegetar med den begrundelse, at "det har skrækkelige konsekvenser for min karma, hvis jeg spiser kød". Nej, begrundelsen skal så at sige komme indefra: "Det er mig umuligt at spise kød, for jeg har undersøgt de forfærdelige lidelser, vi påfører dyrene, og jeg KAN ikke være med til dét." Er man endnu ikke nået frem til dette punkt i sin udvikling, må man jo blot arbejde med det, fx ved at undersøge dyrenes forhold, der kan sammenlignes med koncentrationslejrenes grusomheder. En af mine unge venner tog arbejde hos en vognmand, der afhentede slagtekyllinger til et fjerkræslagteri. Den unge fyr forlod grædende sit arbejde efter blot én tur og har været vegetar siden. Så forfærdelige er de forhold, vi byder dyrene. Kan man nænne, – eller kan man ikke nænne?

 

 

Så er der spørgsmålet om at drikke vin. Det kunne for den sags skyld, i denne forbindelse, lige så godt være kaffe eller andre mindre sunde ting. Også her har vi brug for tolerance og et vist "køligt overblik". Vi er overgangsvæsener, – vi har alle en masse ting, vi gerne vil forbedre i vores levevis. Lad os – uden fanatisme – give os tid til det ....

I virkeligheden drejer det sig jo om TANKEKLIMAER, og endnu engang må jeg henvise til den vidunderlige artikel, Martinus har skrevet om Menneskets mentale kortslutninger, sidst bragt i Kosmos nr. 9–1994. Her stiller Martinus – i afsnittet Mental hygiejne – selv spørgsmålet om, hvordan noget så naturligt, som at vi er overgangsvæsener, kan føre til så unaturlige tilstande som fx stress, nervesammenbrud og voldsomme sygdomme. Og han svarer: "Fordi mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem, enten, ved FANATISK AT KRÆVE ALT FOR MEGET AF SIG SELV LIGE PÅ éN GANG, eller også ved at give efter, – også i alt for høj grad – " (min fremhævelse).

Når spørgeren skriver, at det kan give problemer og samvittighedskvaler, når man møder Martinus' analyser, er dette for så vidt ganske naturligt. Vi er sammensat af to forskellige former for mentalitet, nemlig den mere eller mindre dominerende dyriske, og den begyndende menneskelige. De er diamentrale modsætninger, og kommer derfor til at kollidere i menneskets psyke. Men Martinus fortæller os, at "alt er såre godt", fordi hvert eneste lille-bitte trin på udviklingsstigen, som vi overvinder, bringer os nærmere det foreløbige mål: Det færdigudviklede menneske!