Kosmos 1999/2 side 30
Er Martinus Kosmologi en VIDENSKAB?
af Harry Rasmussen
Så vidt jeg har kunnet konstatere, er spørgsmålet om, hvorvidt Martinus' kosmiske analyser med rette kan betegnes som videnskab, blevet rejst med jævne mellemrum i løbet af de mange år, Martinus Kosmologi har eksisteret. Nogle har ment, det ville være af stor og afgørende betydning at kunne påvise en principiel overensstemmelse mellem de kosmiske analyser og naturvidenskabens forskningsresultater, dels i et velment forsøg på at ville legitimere kosmologien, dels i håb om at kunne bygge bro til videnskabens repræsentanter, og endelig for blandt andet at få bedre argumenter til at udbrede kendskabet til og forståelsen af Martinus' verdensbillede.
Imidlertid forekommer det mig, at de pågældende ofte i iveren efter at påvise den nævnte eventuelle overensstemmelse synes at have overset det faktum, at der ikke uden videre kan bestå et direkte sammenfald mellem de kosmiske analyser og de naturvidenskabelige data. Et forhold, som Martinus da også selv har været den første til at erkende og give udtryk for, idet det er hans opfattelse, at åndsvidenskaben og naturvidenskaben nødvendigvis må benytte sig af hver sin specielle og kontrære iagttagelses- eller forskningsmetode, i hvert fald indtil videre. Disse to metoder betegner han henholdsvis som "sansningen fra oven" eller "sansningen på langs ad materien" og "sansningen fra neden" eller "sansningen på tværs ad materien". Den førstnævnte sansemetode udforsker begreber som mening, hensigt eller idé i eller bag de materielle fænomener, eller kort sagt: bevidsthedsfænomener. Den sidstnævnte sansemetode udforsker kvantificerbare fænomener i form af hastigheder, mål og vægt, eller kort sagt: objektivt iagttagelige (sansede) fænomener. Men selv om de to sansemetoder er indbyrdes modsætninger og derfor i en vis forstand står i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, vil det dog nok være rigtigere at karakterisere forholdet mellem dem som komplementært (1).
Komplementære begreber og fænomener
Forholdet mellem de to sansemetoder kan antagelig sammenlignes med en tilsvarende komplementær iagttagelsessituation inden for kvantefysikken, hvor der både for lys og stof gælder en dualitet mellem bølgebegrebet og partikelbegrebet. En fuldstændig beskrivelse af f.eks. et lyskvantum eller en elektron kan ikke gives ved enten kun at tale om en bølge eller kun om en partikel. De to egenskaber kan principielt ikke iagttages samtidig, men begge hører dog med til en fuldstændig beskrivelse af elektronen eller lyskvantet. Der er derfor tale om komplementære egenskaber, idet der ved begrebet komplementaritet forstås det forhold, at begreber og fænomener altid optræder parvis og udtrykker et indbyrdes modsætnings- og udelukkelsesforhold, som imidlertid må karakteriseres som et komplementært forhold, idet de gensidigt forudsætter og betinger hinanden og derfor først tilsammen udtrykker de erfaringer, vi overhovedet kan få om dem.
På principielt tilsvarende måde er begreber som subjekt og objekt, bevidsthed og omverden, komplementære begreber, ja, alle modsætningspar kan formentlig karakteriseres som komplementære, idet de nok gensidigt udelukker hinanden, men samtidig også gensidigt forudsætter og betinger hinanden. I daglig praksis har beskrivelsen af omverdenens genstande og begivenheder i reglen en utvetydig karakter, idet man normalt ikke er sig vekselvirkningen mellem subjekt og objekt bevidst. Det er en almindelig opfattelse, at vi som iagttagere forholder os umiddelbart og rent modtagende til omverdenens genstande og begivenheder, hvilket psykologiske undersøgelser imidlertid har påvist ikke engang tilnærmelsesvist svarer til det faktiske forhold. Det viser sig nemlig, at det ubevidste til stadighed udøver en analytisk virksomhed over for sansematerialet, en virksomhed, hvori hukommelsen betragtet som 'lager' eller 'arkiv' i det ubevidste for den hidtidige sum af erfaringer er af afgørende betydning. De erkendelsesteoretiske problemer omkring forholdet mellem subjekt og objekt, bevidsthed og omverden, er også grundigt behandlet og gennemanalyseret af Martinus, men med betydeligt mere revolutionerende konsekvenser for den menneskelige erkendelse, end tilfældet er inden for psykologien (2).
Skellet mellem subjekt og objekt
I daglig praksis skelner vi ikke skarpt mellem selve genstanden for vor iagttagelse og sansebilledet af genstanden, skønt det forholder sig sådan, at sansebilledet i virkeligheden viser sig at være af en helt anden natur og karakter end genstanden i omverdenen. Vi skelner således ikke mellem f.eks. den smukke vase dér foran os og synsopfattelsen af denne, idet vi jo siger: "jeg ser en smuk vase", og ikke: "jeg ser mit sansebillede af vasen, som jeg finder smuk".
I klassisk naturvidenskab ser man helt bort fra samspillet mellem subjekt og objekt og fokuserer som nævnt så godt som udelukkende på de såkaldte objektive og kvantificerbare fænomener, hvorfor de subjektive og kvalitative sider af tilværelsen, så som etiske, psykologiske og metafysiske problemstillinger, er blevet henvist til obskuriteternes område, som ingen seriøs naturforsker med respekt for sig selv og sit fag vil nedlade sig til at beskæftige sig med. I kvantefysikken vedkender man sig dog i princippet samspillet mellem subjekt og objekt, og dermed også komplementære egenskaber, men vel at mærke kun hos objektivt iagttagelige fænomener, hvorimod man i reglen skarpt afviser subjektive og såkaldt åndelige iagttagelser og forskningsresultater, som eksempelvis Martinus' kosmiske analyser, og henviser i bedste fald disse til epifænomenernes illusoriske verden, og i værste fald til overtroens brokkasse.
En banebrydende filosofi
Det skal for god ordens skyld nævnes, at en banebrydende forsker som Niels Bohr betragtede den komplementaritet, man møder i atomfysikken, som en manifestation af et grundvilkår for al erkendelse. Tanken om komplementaritet var han blevet bekendt med, ved at beskæftige sig med generelle erkendelseteoretiske spørgsmål allerede længe før han blev interesseret i atomfysikkens problemer. Forståelsen af komplementaritetsbegrebet fik han gennem sine filosofistudier, idet han herunder stødte på den ældgamle kinesiske filosofi taoismen med dens lære om, at den altomfattende kraft, tao, holdes i ligevægt af vekselvirkningen mellem tilværelsens fundamentale modsætnings- og samspilsprincip yin og yang. Yin er det kvindelige, mørke, fysiske, mens yang er det mandlige, lyse og åndelige, som grafisk er illustreret i det almindeligt kendte symbol med den mørke og den lyse halvfigur inden i en cirkel (3).
I denne sammenhæng kan det være interessant at konstatere, at Martinus selv har karakteriseret sit hovedsymbol, symbol nr.11, som et røntgenbillede af yin og yang-symbolet.
En og samme virkelighed
Svaret på spørgsmålet om den videnskabelige gyldighed af Martinus Kosmologi, må blive både ja og nej. Et ja, hvis man ved videnskab forstår hypotese, som indbefatter subjektive og kvalitative fænomener, der kan efterprøves eksperimentelt, dog med den afgørende forskel, at de basale kosmiske lovmæssigheder kun kan opleves gennem en højtudviklet intuitionsevne, ligesom de kosmiske analysers gyldighed stort set kun kan prøves ved at blive efterlevet i praksis. Men et nej, hvis man ved videnskab udelukkende forstår hypotese, baseret på objektivt iagttagelige og kvantitative fænomener, hvilket vil sige fænomener, der kan omsættes i tal og måles og vejes, og hvis gyldighed kan efterprøves gennem praktiske fysiske og tekniske eksperimenter.
Set fra en videnskabelig synsvinkel er det nok en af de største indvendinger, der kan rettes mod videnskabeligheden af Martinus Kosmologi, at 'facitterne' eller konklusionerne har foreligget på forhånd og ikke som et resultat af forudgående videnskabeligt kontrollerbare undersøgelser og eksperimenter.
Martinus har jo i henhold til sine egne oplysninger modtaget sit verdensbilledes såkaldte kosmiske facitter via sin særligt udviklede intuitionsevne, der gav ham umiddelbar adgang til det uhyre fond af samtlige eksisterende levende væseners erfaringer og visdom, som han hævder findes oplagret i forædlet form i den lokalitet af den guddommelige bevidsthed, som han betegner som "visdomsoceanet". Denne umiddelbare kosmiske indsigt omsatte Martinus dels til en serie tegnede symboler, og dels til en lang række dybdeborende teoretiske og logiske analyser, som omfatter så godt som alle principielle så vel som specielle tilværelsesproblemer, og som han brugte en længere årrække til at udarbejde og formulere (4).
Komplementære energibegreber
Men set ud fra de kriterier og præmisser, som Martinus har arbejdet på grundlag af, er der dog intet i vejen for, at den række facitter, der tilsammen tegner hans verdensbillede, kan være udtryk for sand viden eller gyldig erkendelse, nemlig i det omfang denne viden og erkendelse viser sig at være i overensstemmelse med virkelighedens verden. Spørgsmålet er så blot, hvad der skal forstås ved begrebet 'virkelighedens verden'. Men både i første og sidste instans må der for Martinus Kosmologi såvel som for naturvidenskaben være tale om, at det i begge tilfælde er den samme virkelighed og verden, der ligger til grund for iagttagelsen og udforskningen. Den fundamentalt forskellige tydning eller fortolkning af en og samme virkelighed må derfor selvsagt bero på de to diametralt modsatte iagttagelses- eller forskningsmetoder.
Principielt set står åndsvidenskaben, herunder Martinus Kosmologi, og naturvidenskaben altså ikke kun i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, men de komplementerer og kompletterer samtidig hinandens forskningsresultater. Dette giver sig bl.a. udtryk i, at det kosmologiske energibegreb, der defineres som evnen til at præstere skabelse, objektivt set resulterer i et ocean af kvalitative bevægelser, og subjektivt set i et mylder af vidt forskellige livsytringer, hvilket vil sige: ytringer af levende væseners eksistens. I praksis giver det åndsvidenskabelige energibegreb adgang til en hidtil ukendt dybdepsykologisk indsigt i menneskets bevidsthedsliv. Det naturvidenskabelige energibegreb, der defineres som evnen til at præstere arbejde, resulterer objektivt set i et ocean af kvantitative bevægelser i form af forskellige stoffer og energier, mens den subjektive side af sagen som nævnt er tilkendt underordnet status som epifænomen (biprodukt). I praksis har det naturvidenskabelige energibegreb foreløbig resulteret i al den avancerede teknologi, der på godt og ondt i dag står til menneskets rådighed (5).
Gyldig eller sand erkendelse
Sluttelig skal fremhæves, at selv om Martinus i og med sin kosmologi har dementeret, at "Guds veje er uransagelige", vil det dog være en misforståelse at tro, at han dermed mente at have afdækket alt, hvad virkeligheden indeholder. Tværtimod har han givet direkte udtryk for, at dette langt fra er tilfældet. Men han var i al ydmyghed overbevist om, at de "afsløringer" af tilværelsen, som hans kosmiske analyser og disses konklusioner eller facitter omfatter, er i overensstemmelse med virkeligheden, og at de derfor er gyldige eller sande udtryk for tilgrundliggende kendsgerninger. Virkeligheden identificerer han som det evige Noget og de evige lovmæssigheder. De kosmiske analyser udgør følgelig både en erkendelsesteoretisk og praktisk brugbar vejledning for søgende, fordomsfrie mennesker, som ønsker at supplere naturvidenskabens fremragende forskningsresultater med disses komplementære modstykke: videnskaben om ånden eller bevidstheden (6).
Noter og kilder:
1. Martinus: Bisættelse, 27.–33.kap.; 38.–40.kap. I artiklen Martinus' syn på naturvidenskaben, Kosmos 6–1998, redegør Jes Arbov på forbilledlig og saglig vis for forholdet mellem Martinus Kosmologi og naturvidenskaben.
2. T. Bergstein: Kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien, Forlaget Munksgaard. København 1966. Se kap. III–V.
Martinus: Livets Bog 4, stk. 1053–1086.
3. Philip Rawson and Laszlo Legeza: TAO. The Chinese Philosophy of Time and Change. Bounty Books. New York 1973.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. Artikler fra årene 1958–1962. J.H.Schultz Forlag. København 1964. Se heri særlig artiklen Kvantefysik og filosofi – Kausalitet og komplementaritet.
4. Martinus: Livets Bog 7, stk. 2554.
5. Samme sted, stk. 2462.
6. Martinus: Livets Bog 1, stk. 13, 15, 19, 252.
P. Reinholdt Petersen: Betragtninger over et forfatterskab – interview med Per Bruus-Jensen. Kosmologisk Information 93/1:30, spalte 1–2.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige