Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dommedag startede en vidunderlig augustdag. Alle i Martinus' årgang kunne huske den dag. Vejret var guddommeligt – solen strålede fra morgen til aften – og sådan fortsatte det bare den ene dag efter den anden.

Folk var anderledes dengang før Dommedag. "Guds fred" hilste man, når man mødte hinanden ude i bakkerne, hvor den lille Martinus vogtede køer. Men menneskene var ikke gode ved hinanden, der var dybe klasseskel. Derfor spiste Martinus ikke den karrige kost med gårdens folk, men tog hjem til plejemor i Moskildvad. Og nede i Berlin delte Bismarck Afrika op efter en lineal på kryds og tværs af kontinentets egne folkeslag og deres naturlige stammegrænser. Al den slags skulle der nu holdes dom over. Og det begyndte så på denne vidunderlige dag:

Den 1. august 1914.

Ingen opdagede rigtigt, hvad der skete. Selv da soldaterne lå i den smalle krigszone ude i skyttegravene, fortsatte livet som vanligt bag fronterne. Togene kørte som hidtil, kirkeklokkerne ringede, og folk passede deres dont. Meldingerne fra fronterne var foruroligende, men det var først, da soldaterne kom hjem – de få der var tilbage – at folk forstod, at den gamle verden var forbi. Men kun få forstod, at det var Dommedag.

Selveste den i Bibelen profeterede Dommedag!

Selvfølgelig indtræffer en så stor begivenhed ikke lige pludselig. Gud var – om ikke død – så noget man ikke befattede sig med blandt folk, der ikke ligefrem var teologer eller almue. Det var moderne at være ingeniør og tro på det teknologiske fremskridt. Det var dampmaskinens århundrede, man just havde passeret, og nu vrimlede det frem med nye opfindelser, der alle havde deres rod i en ganske bestemt metode:

Den naturvidenskabelige.

At leve i vor tid – midt i Dommedagen – er et privilegium. Sådan synes vi moderne mennesker, når vi ser tilbage på de to verdenskrige. Vi har oplevet så meget. Vi har set ikke bare religionenernes affolkning, men også pseudo–religionernes i form af ideologierne. Først faldt nazismen og fascismen, og så omsider – som en vældig statue på lerfødder – kommunismen.

Hvis jeg skal pege på en forklaring, så kan jeg kun se én, nemlig den naturvidenskabelige metode. Den er simpelthen suveræn til at vælte billedstøtter, dvs. alt forkert som mennesker kan finde på at tro om virkeligheden og den virkelige Guddom, der naturligvis ikke forsvinder, fordi han ser sine afgudsbilleder synke i grus.

Og vi – Kosmos' læsere – har så det privilegium at se denne Guddom blive synlig bag tidens mange forvildelser, mens mange andre bare har sig selv at tro på. For sådan er vi mennesker, vi må have en tro eller en kraft for at mærke livets pulsslag. Og hvad er da mere fantastisk, end at Gud igen kan blive noget at tro på. Men selvfølgelig ikke på den gammeldags facon, men netop ved den samme metode, som har fjernet det ene slør efter det andet for vore øjne.

Tænk, at det også er den metode, som lyser og funkler gennem Bibelens fortsættelse i form af hele Martinus' livsværk!